A-kasseydelser under konflikt
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ja til ydelser
- Hvis din ledighed ikke skyldes konflikten, du er på orlov med orlovsydelse, kursus med SVU eller på efterløn på gl. ordning, kan du fortsat modtage ydelser fra dlf/a under en konflikt.
- Hvis du bliver ledig under konflikten, fordi din ansættelse er tidsbegrænset, vil du have mulighed for at få dagpenge, orlovsydelse eller overgå til efterløn fra ansættelsens udløb.
Nej til ydelser
- Hvis du er medlem af a-kassen og beskæftiget på en konfliktberørt skole, hvor dine vilkår bliver direkte påvirket af konfliktens udfald, kan du hverken få dagpenge/feriedagpenge, orlovsydelse, SVU eller overgå til efterløn på den gl. ordning, så længe konflikten varer.
- Og det gælder, uanset om man er medlem af den faglige forening, der er i konflikt, eller ej.
- Når du ikke kan få ydelser fra a-kassen, har du i stedet mulighed for konfliktstøtte fra den faglige forening, hvis du i øvrigt opfylder betingelserne om forudgående medlemskab mv.
- Når du har orlov med orlovsydelse for beskæftigede eller er på SVU, kan du tidligst få konfliktstøtte fra den dag, orloven udløber, hvis du på det tidspunkt er omfattet af konflikten.
I eller uden for konflikt
A-kassen skal ligesom Arbejdsformidlingen (AF) sikre, at konflikten alene får virkning for de medlemmer, der er omfattet af konflikten.
A-kassen kan altså fortsætte udbetalingen af ydelser til medlemmer, der ikke er omfattet af konflikten.
Derimod ophører udbetalingen af a-kasseydelser straks, når et medlem bliver omfattet af konflikten.
Et medlem, der er omfattet af konflikten, har alene mulighed for konfliktstøtte fra sin faglige forening.
Er du i konflikt
Alle medlemmer af DLF, som bliver omfattet af konflikten, fordi deres kommune/skole er udtaget til konflikt af DLF, eller som rammes af en eventuel lockout, vil få direkte information fra foreningen om, hvordan de skal forholde sig under konflikten.
Fuldt ledige er ikke i konflikt
Hvis du er fuldt ledig dagpengemodtager, er du ikke omfattet af konflikten, og du vil fortsat kunne modtage dagpenge. Arbejdsformidlingen (AF) må ikke formidle dig konfliktramt arbejde, herunder stillinger, som er omfattet af blokade - og du skal ikke søge eller tage imod tilbud om arbejde i en konfliktramt stilling.