Hello. My name is Rebecca. My favourite toy is a tv. It is black and yellow. Can you guess, what number it is?', spørger den spinkle pigestemme. Klassekammeraterne, der sidder ved båndoptageren og lytter koncentreret, svarer prompte, mens Rasmus lige så hurtigt og sikkert finder det gule og sorte tv på en af de mange farvestrålende tegninger af legetøj, som eleverne har limet på en plakat og nummereret.

Læreren, Ulla Brøgger, behøver ikke at oversætte spørgsmålet, og hun gør det heller ikke. Eleverne forstår hvert ord, der bliver sagt. De er nemlig skrappe til engelsk, eleverne i 3.b. Siden 2. klasse har de - ligesom parallelklassen 3.a - haft to engelsktimer om ugen.

Ingen andre folkeskoleklasser har fremmedsprog på skemaet så tidligt.

Pakker med temaer

Det hele tog fart, da Ulla Brøgger og Hanne Lilleør i 1996 skulle starte hver sin 1. klasse. De havde hørt om et EU-projekt, hvor man korresponderede med jævnaldrende på skoler i andre lande. Sådan et projekt ville de gerne være med i, så de gik i gang med at undersøge sagen.

Det var, viste det sig, et Comenius-projekt '. . . til fremme af skolepartnerskaber og sprogkundskaber i den europæiske union'. Gennem kommunens udviklingskonsulent fandt Ulla Brøgger og Hanne Lilleør frem til to klasser i Norge og to i Nordirland, som ville være deres partnere. I fællesskab formulerede lærerne på de tre skoler et projekt, som blev godkendt.

Ideen er enkel: Tre-fire gange om året sender Hald Ege-eleverne en pakke til en af deres partnere. Et par dage efter modtager klassen en pakke fra den tredje skole, og på den måde sluttes ringen: Den ene gang sender danskerne til Nordirland og modtager fra Norge, næste gang sender de til Norge og modtager fra Nordirland.

Lærerne i de tre lande har på forhånd aftalt et tema for hver af pakkerne. Det første tema hed 'Myself and my class', og det blev fulgt af temaer om fritid, om kæledyr, om en god dag, om elevernes værelser. Alle temaerne har nær og umiddelbar tilknytning til elevernes hverdag og verden.

Comenius dækker udgifterne

Lærerne har også aftalt, hvad pakkerne skal indeholde: et bånd, så eleverne kan høre hinandens stemmer og sprog, nogle fotos, så de kan se, hvordan det ser ud i det fremmede land, samt tegninger og tekster, som børnene selv har lavet. Det er minimum. Men derudover kan eleverne fylde pakkerne med alle mulige overraskelser. Sidste år flettede viborgenserne venskabsarmbånd til deres skolepartnere, mens 3.a ved juletid fik 'pepperkaker' fra deres norske venner.

Comenius-programmet dækker skolernes udgifter til forsendelse, fremkaldelse af billeder, telefon. Derudover betalte det, da Ulla Brøgger og Hanne Lilleør var på besøg hos Kilmaine Primary School, da de nordirske lærere var i Danmark, og da alle lærerne mødtes i Norge for at planlægge det videre forløb.

Det første år blev der brugt dansktimer på projektet, men det blev for meget, så skolen søgte ministeriet og kommunen om lov til at give klassen to engelsktimer om ugen.

Kommunen sagde straks ja; den ville godt betale de ekstra timer. Men ministeriet sagde nej; det ville ikke give dispensation, og uden dispensation kom der ingen engelsk på skemaet.

Men så let affærdiger man ikke en Viborg-skole. Skolens daværende leder, Jørgen Buus, skrev direkte til undervisningsministeren. Det kan ikke være rigtigt, argumenterede han, at ministeriet på den ene side opfordrer skolerne til at udvikle sig og samarbejde internationalt og på den anden side stædigt holder fast ved det én gang vedtagne.

Brevet må have gjort indtryk, for Hald Ege Skolen fik som den eneste skole i landet dispensation til at starte engelskundervisningen fra anden klasse.

Jo yngre, jo bedre

På de halvandet år, der nu er gået, er eleverne blevet forbavsende gode til engelsk, mener Hanne Lilleør:

'De forstår fantastisk meget, og jeg synes også, at de er gode til at udtrykke sig. Det, de fortæller på båndoptageren om deres yndlingslegetøj, er jo ikke skrevet ned på forhånd. De udtrykker sig frit'.

Sprogfærdigheden er ikke opnået ved at terpe bøjningsformer og nye ord. Eleverne har sunget, leget og spillet sig til det nye sprog.

Men de er også meget modtagelige og lærenemme i den alder, fortæller Ulla Brøgger:

'De er ikke så generte, som de bliver senere, og derfor er det lettere at få dem til at tale. De kan grine ad hinanden, men de bliver ikke flove. De har det bare sjovt sammen. Vores projekt har vist, at jo yngre børnene er, jo lettere er det at få dem til at gå i gang med et nyt sprog'.

Eleverne er ikke de eneste, som har nydt godt af projektet. Det har de to lærere også. Ulla Brøgger siger:

'Jeg tror, at vi er blevet bedre lærere og mere engagerede af at være med i det her projekt. Et projekt som vores forudsætter et meget tæt samarbejde, og når man skal samarbejde, bliver man nødt til at diskutere tingene meget grundigt igennem på forhånd. Det medfører, at man bliver mere bevidst om sin undervisning'.

Hanne Lilleør supplerer:

'Det har også været utroligt inspirerende at se, hvordan lærere i andre lande arbejder. Vi har oplevet, at skoler i andre lande kan være meget forskellige fra de danske skoler, og det har vi lært meget af. For eksempel er den læseundervisning, vi laver, inspireret af det, vi så i Nordirland'.

'Ja', siger Ulla Brøgger, 'alle lærere burde have mulighed for at komme ud og opleve, hvordan man driver skole i andre lande'.

Mikkel Hvid er freelancejournalist