For 20 år siden var der også debat om tjenestetiden (som det hed dengang). DLF krævede omlægning - færre undervisningstimer - mere tid til 'alt det andet'.

Der var også kampagne dengang. Børnene var i fokus og på plakaterne.

Da det trak op til regeringsindgreb, var DLF på gaden - første gang jeg har set det. Med skilte med teksten 'Nej til diktat'. Om der var tænkt på ironien, eller om humoren var utilsigtet, vides ikke. DLF lærte, hvad garvede demonstranter vidste, at transparenter ikke klarer sig uden huller, når de bæres i strid vind mellem Rådhuspladsen og Christiansborg.

Men DLF lærte også, at man skyder sig selv - eller medlemmerne - i foden, når man prøver at bevise, at lærerne arbejder mere, end de gør. En stor spørgeskemaundersøgelse - frarådet af eksperter og forskere - blev gennemtrumfet og medlemmerne afvæbnet. For det viste sig - som forudset - at når man beder lærere selv tælle deres arbejdstimer - og ikke belastningen i arbejdet - så kan resultatet ikke bruges til at slå arbejdsgiverne i hovedet med. Vi fik ikke den ønskede omlægning. Og en del af os følte faktisk, det var fagforeningen, der slog os i hovedet i stedet. Stoltheden ved at være lærer fik et skud for boven. Man skulle både forsvare sig over for forældre, arbejdsgivere, skoleleder, medier, politikere - og så også over for sin egen fagforening.

Og hvor meget bedre er det så blevet? Det med altid at føle sig udsat, kritiseret, kontrolleret, tvunget til at forsvare, hvad andre har bestemt - og kun i ringe omfang, hvad man selv har villet og gjort?

Det er nok blevet lidt bedre i forhold til fagforeningen. Informationen er bedre. Der har igen været kampagne i aviser og på busser, og selv om jeg ikke er specielt begejstret for de valgte budskaber og deres form (der jo heller ikke er rettet mod mig), så synes jeg, det er godt, at DLF er på banen for at forsvare medlemmerne og for at forsøge at få de stadig mere brugerorienterede forældre til at forstå, at de også har en aktie og et ansvar i det foretagende, der hedder folkeskolen, og som alle kræver forbedret, men som ingen vil betale for.

Men jeg synes stadig, at vores - lærernes - selvværdsfølelse er så lav, at det berettiger til en helt anden og meget alvorligere kampagne - hvis man da kan bruge kampagner til den slags.

Da tillidsrepræsentanten for nylig lagde kampagnestreamere frem på lærerværelset til lærernes brug på egen bil, så lød det 'Jeg ska' sgu ikke ha' min bagrude smadret'. Og så flov tavshed. Og ikke kun på grund af budskaberne. Selve det at skulle gå ud og sige: 'Se her, jeg er lærer. Og jeg vil godt have respekt om mit arbejde' - det er vi ikke meget for. Og det er vel vores største problem.

I de sidste 20 år er indholdet i lærerarbejdet i stigende grad blevet defineret udefra. Sidst UFØ, som vi - uden selv at have ønsket det - i nogle år har skullet forsvare over for en stadig mere undrende omverden. Nu er der nye bogstaver på suppen. Og tilsyneladende mere kontrol (vær på skolen, hvor vi kan se dig). Ledelsen har stadig mindre tid til at forholde sig til børn, lærere og undervisning, men kontrol, papirer og reguleringer tager til.

Jeg ved godt, at ved en overenskomst må ingen af parterne ligne en klar vinder - det hele skal helst være så uigennemskueligt, at ingen ved, hvem der får mest ud af det.

Men jeg ved, lærernes selvværd indtil videre har tabt.

Pia Møller er lærer