Flot resultat

Jeg tror, at forringelserne er til at overse, siger Henning Pedersen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvom alle aldrig bliver helt tilfredse, synes formanden for Århus Amtskreds, Henning Pedersen, at det er et flot resultat, der er nået omkring ny løn. Det er endt med en undervisermodel, hvor man er kommet igennem med at aftale meget centralt.

Arbejdstidsaftalen kunne være bedre, men: 'Ud fra de givne vilkår har man nået et godt resultat, baseret på et bredt undervisningsbegreb. Jeg læser det, som om der lægges fornuftig vægt på samarbejde. Det er en svaghed, at der kun er afsat 125 timer til fælles forberedelse. Det kan nemt ende med, at enkelte lærere kommer til at undervise mere. Det står og falder med, hvad vi får aftalt ude omkring, og jeg vælger at tro, at vi kan udbygge resultatet lokalt. Kommunerne må jo også gå ind for at vi har en ordentlig folkeskole', siger Henning Pedersen.

Efter lange overvejelser har Henning Pedersen valgt at stemme ja til overenskomstresultatet, selvom det ikke er helt, som han gerne ville havde det.

'Jeg tror, at forringelserne er til at overse, og der er ikke noget alternativ. Et nej, der fører til forligsinstitutionen og måske til et regeringsindgreb, vil ikke ændre på det samlede resultat, fordi man normalt bliver inden for samme udgiftsramme. Der vil kun ske det, at der vil blive taget noget et sted for eksempel fra løndelen og lagt til et andet sted. Det vil ikke være specielt godt', siger han.

Det værste, der kan ske, er, hvis afstemningen ender 49 - 51. Det vil kunne slå store skår i lærernes sammenhold. Derfor håber Henning Pedersen, at ingen vil stemme nej, fordi nogle politikere, inklusiv en meget ubetænksom undervisningsminister, er kommet med ualmindeligt dumme udtalelser om et muligt regeringsindgreb.j