Arne Hyldegaard Larsen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Arne Hyldegaard Larsen, forhenværende skoledirektør, Allerød, 72 år, voksede op i Vig i Odsherred, hvor hans far var skoleinspektør. Efter en kort tid ved landbruget fik han sin lærereksamen fra Vordingborg Seminarium i 1948. Han var indgået i modstandsbevægelsen og aftjente sin værnepligt ved 5. Regiment, hvor han sluttede som løjtnant. Derefter ansattes han som lærer i Holbæk, hvor han gjorde tjeneste ved henholdsvis Søndre Skole og Klostermarksskolen. I Holbæk blev han leder af Civilforsvaret. I 1962 kaldtes han som skoleinspektør til Kildebjergskolen i Mørkøv. Efter godt tre lykkelige år der udnævntes han til skoleinspektør ved Lillerød Skole og senere til stadsskoleinspektør. I 1972 blev han skoledirektør for Allerøds hastigt voksende skolevæsen. I 1988 måtte han gå på pension af helbredsårsager.

Hans dygtige og pligtopfyldende ledelse sammen med hans glæde ved det festlige og muntre gjorde ham til et højt skattet og samlende midtpunkt i skolevæsenets ledergruppe.

Max Jakobsen

Allerød