Spæt Henriksen døde den 22. december efter kort tids sygdom.

Spæt var født i Grønland. Da hun skulle i 6. klasse, kom hun på kostskole i Danmark, og der sad hun så bagerst i lokalet det første halve år i tavs undren, har hun fortalt. Skolelederen meddelte forældrene, at det ikke gik så godt med Elisabeth, som hun var døbt, men aldrig blev kaldt. Til jul fik hun så en flot gave. »Fordi det går så godt for dig i skolen«, skrev faderen. Ligesom sin far troede Spæt på anerkendelse og menneskeligt engagement. Og hun levede op til det.

Spæt blev lærer og arbejdede både i folkeskolen og på en lilleskole. En tid var hun seminarielærer og fra 1974 til 96 en respekteret, afholdt, ja, elsket lektor i pædagogik på Danmarks Lærerhøjskole. Hendes felt var reformpædagogikken, skolens demokratisering og enhedsskolen. Navnene på nogle få af Spæts mange udgivelser siger en del: »Gør klasseværelset til værksted. Gør undervisning til erfaringsdannelse«, »Vejen til demokrati i skolen« og »På livet løs«.

Også i udlandet var hun en respekteret forsker og kunne det formelt akademiske, hvor det var nødvendigt, så en rapport til Unesco, som hun bidrog til, kom til at hedde »The incorporation of the first level of secondary education in a common core including primary education - a study of the unified Danish Folkeskole«. Den danske udgave fik et mere spætsk navn: »En rapport om den danske folkeskole som enhedsskole«.

Hendes seneste bog blev »På livet løs«, og både titel og indhold indfanger meget godt Spæts engagement. Den handlede om, hvordan outsiderunge kommer videre og har personerne og processen i fokus. Sammen med forskerkolleger var hun i gang med en opfølgende rapport.

Spæt Henriksen blev 84 og arbejdede til det sidste med livsglæde, energi og kreativitet. Og med en varme og generøsitet, så man altid følte sig i godt selskab med hende.

Thorkild Thejsen