Et nyt år. Optimisme og nye muligheder. Sådan oplever mange nytår. Men i år er optimismen blandet med en mere skizofren følelse. På Christiansborg diskuterer man høje mål, flere timer og nye love. Imens er kommunerne i gang med skolenedlæggelser og fyringer. I klasserne skal lærerne rumme stadig flere elever, også de, som ellers fik støtte og specialtilbud. Det hænger simpelthen ikke sammen.

I den situation er det naturligt at drømme lidt.

For godt to år siden gav det genlyd i hele landet, da Gauerslund Skole ved Vejle for åbent kamera kastede sig over læringsstile. I løbet af otte programmer lykkedes det at forbedre elevernes resultater og trivsel, og lærerne optrådte med store smil i prime time. Sådan!

Men var det læringsstile, som var miraklet i Gauerslund? Findes der en supermetode, som kan klare alle udfordringerne med at rumme alle, undervisningsdifferentiere, hæve det faglige niveau, fjerne skoletræthed, skabe arbejdsro og sørge for, at alle kommer godt i gang med en ungdomsuddannelse?

Ønsket om at finde supermetoden har ført til udvikling af systemer som blandt andet LP, Pals, cooperative learning, reading recovery. De er overskuelige og bliver stadig mere udbredte. Men duer de? Og til hvad?

Lige før jul holdt KL en usædvanlig konference. Her forsøgte praktikere og forskere for første gang at holde metoderne op mod hinanden for at finde den bedste til at sikre, at flere elever kan rummes i normalklassen.

Konklusionen er dog ikke uventet, at alle har styrker og svagheder. Og at modellerne - heldigvis - ikke fritager lærerne for selv at reflektere over praksis og didaktisk metode.

De er ikke en hurtig genvej.

Som pædagogisk leder på Ejby Skole ved Køge konkluderer om skolens arbejde med cooperative learning: »Lærerne har taget godt imod metoden. Men nogle har troet, at det var en trylleformular til ideel undervisning. Det er det ikke. Det er blot en del af den pædagogiske palet«.

Men hvis miraklet i Gauerslund ikke skyldes modellen, hvad er det så? Det har skolechefen en forklaring på:

»At alle på Gauerslund Skole var med, rykkede mere end selve læringsstilene«, siger hun og tilføjer, at det afgørende er, at skolerne forholder sig til deres egen praksis. Det handler om, at »lærerne vokser ved at gøre det, de brænder for«.

Løsningerne på udfordringerne kan ikke findes i et hurtigt fix. De kræver først og fremmest, at alle er med.

Måtte den erkendelse finde vej til Christiansborg. Så kan vi få optimismen igen.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org