Eleverne i 6.a kommer ind fra frikvarter og sætter sig. På tavlen står dagens faglige mål, timens forløb og et par adfærdsregler.

»Den første ting, vi gør, er at tage jakkerne af. Husk det«, siger Cecilie Westerberg, der er klasselærer. Hun fortæller, at dagens emne er kristendom, ligesom de tidligere har arbejdet med jødedommen. Planen er, at de arbejder i makkerpar i 25-30 minutter.

Vi er på Arenaskolen i Greve.

»Hvis I har brug for hjælp, så rækker I hånden op. Nu har jeg brug for, at I henter jeres kristendomsmapper«.

Eleverne henter mapper, de henter blyant og viskelæder fra lærerens bord og afleverer eventuelle iPads i en kasse.

»Så lægger jeg lige samarbejdspapiret imellem jer på bordene, så I kan se målene for, hvordan I skal samarbejde, og så kan I gå i gang. Sæt jer på samme side af bordet, så I signalerer, at I arbejder sammen«.

Efter de indledende instrukser går Cecilie Westerberg rundt til bordene. Hun siger: »Dejligt«, »I har rigtig god energi her«, »Hey, det er meningen, at I skal tale sammen, I skal samarbejde« og »Hvad kan jeg hjælpe med?«

»I kan ikke finde svaret på opgave 3? Prøv at se i teksten, I kan jo bruge teksten, det er dér, I kan finde svaret. Prøv at se«. Læreren opmuntrer, er positiv og meget tydelig. Eleverne er stille og arbejder - nogle sammen, andre kører videre individuelt.

Cecilie Westerberg har sammen med sine kolleger på mellemtrinnet været en del af et praksisudviklende forskningsprojekt, som ph.d. Helle Plauborg står bag. Plauborg har været ude at observere undervisningen, og lærerne har hver for sig valgt, hvilket fokusområde de ønskede, at hun så på.

Klasseledelse - faglighed som værn mod uro

Cecilie Westerberg og Jane Biil Jørgensen valgte begge at have fokus på uroen i klassen og ønskede at få hjælp til at skabe arbejdsro.

Tidligere fyldte uroen

De to lærere fortæller, at tidligere forsvandt timerne i uro. Det var ofte umuligt at undervise de to klasser - 6.a og 5.b.

Det er to klasser med forskellige udfordringer. I Jane Biil Jørgensens matematiktimer var det ofte fem-seks bestemte elever, der skabte uroen, mens det i Cecilie Westerbergs klasse handler om, at mange af eleverne kæmper med både sociale og faglige problemer.

Da 6.a startede for seks år siden, gik der 29 elever i klassen. Nu går der 16.

Arenaskolen ligger i et område, hvor mange beboere er resursesvage. De to lærere har netop valgt skolen, fordi de her kan gøre en forskel. Tidligere har de arbejdet andre steder. Jane oplevede blandt andet, at der hele tiden var forældre, som krævede noget bestemt - at lærerne tog særlige hensyn til netop deres barn. Det problem har de ikke her. Til gengæld har de nogle klasser, hvor en lille gruppe elever meget gerne vil undervises og lære noget, mens andre slet ikke har forstået »projekt skole«.

Derfor har projektet om klasseledelse været værdifuldt, siger de to lærere. De har virkelig haft brug for at kunne sætte nogle rammer op.

Adfærdsregler til tre

»Jeg har en 4.-klasse, der fungerer godt, men da jeg fik tilbuddet om observation af en klasse, valgte jeg min 5.-klasse i matematik. Hvis jeg skal udvikle mig, så må jeg vise det, der er svært for mig. Jeg vidste aldrig, hvad jeg kunne vente i den klasse«, fortæller Jane Biil Jørgensen.

»Jeg var ikke bekymret for at vise min faglighed frem til nogle udefra, men jeg havde brug for hjælp til at tackle nogle elever. Det handler om, hvordan jeg reagerer personligt på nogle episoder«.

Efter observationen fik Jane Biil Jørgensen at vide, at hun gjorde, hvad hun kunne. Observatøren havde noteret, at én elev kontaktede læreren hvert andet minut i løbet af timen for at fortælle, at det var svært fagligt og umuligt at forstå opgaven.

Forskeren Helle Plauborg og Jane Biil Jørgensen valgte tre elever ud og udarbejdede i fællesskab adfærdsmål for de tre. De fortalte de tre elever, hvordan de forventede deres opførsel i timerne, og hvordan Jane kunne hjælpe dem med at nå de mål.

Den kontaktsøgende elev fik som adfærdsmål at komme ind til time, lytte og følge med i den fælles gennemgang uden at afbryde og uden at sige: »Det forstår jeg ikke«. Eleven skal løse de opgaver, som Jane fremlægger, prøve at arbejde selv og spørge sin makker om hjælp først. Efter ti minutter kommer Jane Biil Jørgensen forbi eleven i timen og kan hjælpe.

Målene bliver evalueret efter hver time for de tre elever på en skala fra et til ti. Først var det læreren, der vurderede eleven, nu er det eleven selv, der sætter tal på.

»Jeg var egentlig ret skeptisk over for denne metode, men det har hjulpet meget på hele klassen. De tre er blevet mere rolige, og de har fået nogle redskaber til, hvordan de arbejder og opfører sig. Desuden får de lidt lærertid alene i slutningen af timen til evaluering. Det har betydet meget, at de nu får den voksenkontakt. Flere af de andre elever taler om, at de også ønsker at få adfærdsregler«, fortæller Jane Biil Jørgensen.

Låst dør, når timen er i gang

I Cecilie Westerbergs 6.-klasse lagde hun efter observationen ud med tre adfærdsregler for hele klassen og med at låse døren klokken 8, når det har ringet. Så måtte elever, der kom for sent, vente til næste lektion med at komme ind til undervisning. Efter kort tid kedede de sig, så de kom faktisk til tiden.

»De følte sig hægtet af, så det virkede. Vi signalerer, at dette er en arbejdsplads. Eleverne ved, at vi lærere gerne vil dem. Vi har en god relation«, siger Cecilie Westerberg.

De tre adfærdsregler er at tage jakken af, arbejde sammen og række hånden op, når man vil have hjælp eller vil sige noget. De står på tavlen, og Cecilie Westerberg refererer ofte til dem.

»Det var rigtig dejligt med Helle Plauborgs observation, hun gav anerkendelse, og vi havde mulighed for at tale både om det pædagogiske og det fagfaglige. Man blev helt høj af det. Jeg udviklede samarbejdskortet, fordi jeg havde et ønske om at styrke eleverne i at samarbejde«.

Cecilie Westerberg fik at vide, at eleverne »voksede«, når hun lige lagde sin hånd på deres ryg eller skulder og sagde, at de arbejdede godt. Det kunne observatørerne tydeligt se virkede, og det passer godt med Cecilie Westerbergs måde at være på. Det falder hende naturligt med de anerkendende ord undervejs hele tiden.

»Jeg fik at vide, at jeg var over dem som en høg, og at det virkede rigtig godt på eleverne«.

De anerkendende ord er også vigtige i klassen, fordi eleverne er alt for gode til at slå sig selv i hovedet med dét, de ikke kan.

Viser elever en øvelse

De to lærere fortæller, at det har været dejligt at tale om pædagogik og sammen at have fået et fagligt sprog for observationer af hinandens timer. Nu kan de sparre med hinanden kollegerne imellem.

»Noget af det, jeg har taget med mig, er modellering. Når jeg instruerer eleverne, sker det ofte ved, at jeg viser, hvad de skal gøre. Jeg udfører en øvelse med en elev foran de andre, så de kan se, hvordan det skal være. Eleverne har det svært med udelukkende mundtlig præsentation«, siger Jane Biil Jørgensen.

Lærerne fortæller, at planen er, at de skal arbejde videre med at observere hinandens timer, fordi det giver en masse.

»Vi har været vant til at støtte hinanden, fordi alle indimellem står i vanskelige situationer, men der har ikke tidligere været den samme gode åbenhed, som der er nu på mellemtrinnet«, siger Cecilie Westerberg.

Nu er det også i orden at invitere kolleger ind i kaos.

Lærerne er blevet bevidste om at være tydelige og præcise. Hvis en elev går rundt i klassen, kan man lige lægge en hånd på ryggen og føre eleven blidt i retning mod stolen. Det er også vigtigt at gentage og holde fast. For eksempel sige: »Du kom for sent i dag, hvad vil du gøre for at komme til tiden i morgen?« Så har man også sagt, at det ikke er alle de andres skyld - det er ikke familien, lillesøster eller andre, der har skylden. Du har selv et ansvar, hvad vil du gøre?

Vigtigt med afrunding

Jane Biil Jørgensen og Cecilie Westerberg kan ikke huske, at de har lært noget særligt om klasseledelse på læreruddannelsen, men en af de gode pointer, de har taget til sig fra Helle Plauborg, er at have styr på timens indledning og afslutning.

»Tidligere har vi haft styr på lektionens begyndelse, men ofte har afrundingen glippet. Og den er vigtig«, understreger lærerne.

Tilbage i kristendomstimen samler Cecilie Westerberg op. Hun roser, at nogle elever kan sammenligne elementer fra kristendom, jødedom og islam. Hun hører lidt om symboler og højtider i kristendommen, at påsken er den mest hellige højtid, og at alle tre religioner har en form for gudstjeneste.

Eleverne har svært ved at sige »protestantisme« og »protestanter«.

»I laver nogle fede koblinger, og det var egentlig slet ikke et fagligt mål i dag, men det er dejligt, at I gør det. Vi er nået et godt stykke vej, og vi fortsætter i næste kristendomstime«, siger Cecilie Westerberg.