Tage Høyer Hansen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er med stor sorg, at vi i Børne- og Kulturchefforeningen har modtaget budskabet om, at Tage Høyer Hansen er død, 56 år.

Hermed har vi i bestyrelsen og i kollegakredsen mistet en meget anerkendt kollega, en god samarbejdspartner og et markant, kompetent og flittigt bestyrelsesmedlem.

Vi kommer i kollegakredsen til at savne Tages uhøjtidelighed, hans lune, hans underfundige humor og bemærkninger og hans evne til at lytte og give rum til andre kolleger og medarbejdere.

Tage Høyer Hansens hjerte bankede for de sårbare børn og unge. De børn, der ikke har det så let i skolen, i børnehaven eller på fritidshjemmet. Han ville skabe rummelighed for denne børnegruppe, og han ville skabe kommunale løsninger, der bidrog til helhed og sammenhæng i disse børns hverdag.

Derfor var Tage også en fornem repræsentant for Børne- og Kulturchefforeningen i Undervisningsministeriets centrale udvalg vedrørende specialundervisning og i forskellige arbejdsgrupper i Socialministeriet vedrørende sårbare børn og unge. Det faldt også helt naturligt, at Tage Høyer blev en af hovedforfatterne, da Børne- og Kulturchefforeningen i år 2000 udgav en pjece om udsatte børn.

Vi kommer til at savne Tage Høyers overblik, ro og engagement i Børne- og Kulturchefforeningens arbejde, men vores tanker går i disse timer og dage først og fremmest til hans kone Kirsten og den øvrige familie.

Æret være hans minde Per B. Christensen formand for Børne- og Kulturchefforeningen