Dansk, Specialundervisning
Klinkevals
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Jane Aamund
Bearbejdet af Christina Bjerre og Ulla Kock Gregersen
Serien: Lette Klassikere
113 sider, 122,50 kroner
Special-pædagogisk forlag
'Klinkevals' er nu udkommet i en bearbejdet udgave beregnet for unge og voksne med læseproblemer. Bogen er også indtalt som lydbog. Derudover er det muligt at erhverve en femårig skolefilmlicens til filmen, så et undervisningsforløb kan indledes eller afsluttes med en film. Bånd- og filmversionen fulgte ikke med til undertegnede, så i det følgende drejer det sig om bogen.
Hovedpersonen i bogen er Jane Aamunds farmor, den glade, livskraftige Juliane. Hendes hverdag er hård, da hendes mand, Simon, har været indlagt på St. Hans i tre år ved romanens start. Juliane har i den periode været eneforsørger for to børn. Simon bliver udskrevet, får arbejde som snedker, og Juliane må opgive sit job på et trykkeri. Det går godt i en periode, men Simon bliver syg igen og begår selvmord. Juliane må igen ud på arbejdsmarkedet, denne gang hos en slagter. Under en skovtur på Bakken forelsker Juliane sig i den langt yngre smed Otto. De danser klinkevals og gifter sig siden.
Tidsbilledet fra sidst i 1800-tallet og miljøet på Christianshavn står fint. Familien er i centrum. Skovturen til Dyrehaven er årets højdepunkt. Erotikken betyder meget for romanens hovedpersoner. Hjælpsomheden i familien er stor. Livsvilkårene er hårde, for eksempel koster en epidemi med difteritis fire børn i gaden livet, herunder en lille niece.
Selv i læseletudgaver skinner forlæggets litterære kvaliteter igennem. Hvis man sammenligner 'Klinkevals' med den forrige udgivelse i serien 'Litterære Klassikere', Herman Bangs 'Tine', er det 'Tine', jeg vil hæfte betegnelsen klassiker på. Men 'Klinkevals' fungerer som en letfortalt og underholdende fortælling. Den anbefales til målgrupperne.
Tove Kettner Heiberg