Overgreb mod børn hører ingen steder hjemme - hverken i skolen, i hjemmet eller andre steder. Som professionelle har folkeskolens pædagogiske personale et medansvar for at beskytte børn mod overgreb.

Hvis en ansat i folkeskolen udsætter et barn for overgreb, skal der reageres. Det manglede bare! Men i DLF ser vi i stigende omfang, at medlemmer kommer gennem den juridiske vridemaskine, fordi der rejses sager på et grundlag, som forekommer uendeligt tyndt.

En del sager afvises pure - allerede af politimyndigheden. Det kan for eksempel være, fordi efterforskningen viser, at der er tale om en falsk anklage, eller fordi der ikke er tale om handlinger, som er strafbare. Men vi ser også, at der i konkrete tilfælde rejses tiltale på et yderst tyndt grundlag. Undertiden kan man undre sig over, at der rejses tiltale, og i et par tilfælde har jeg fulgt sådanne sager ved domstolene. Det forekommer mig, at i det mindste en del af forklaringen må være, at alle vil sikre sig, at de ikke forsømmer at gøre noget, de burde gøre.

Jeg har siddet i en retssal og hørt teenagepiger afgive vidneudsagn om, at læreren ikke har rørt ved dem, men de følte, at han var for tæt på, når han hjalp med deres skriftlige arbejde.

Læreren kan blive offer

Men alle er oppe på mærkerne, når der begynder at cirkulere rygter blandt eleverne om, at en lærer er 'for tæt på'.

Nogle forældre vælger at politianmelde - for en sikkerheds skyld. Vi kan jo ikke undersøge det selv - det er politiets opgave. En anklagemyndighed rejser måske også sag på et tyndt grundlag. Man udsætter sig for kritik ved at lade være - så måske hellere en tabt sag end beskyldninger for at svigte ved ingenting at gøre. Og hvad gør den offentlige arbejdsgiver, når politiet rejser sigtelse eller tiltale? Det ville vel være uforsvarligt ikke at tjenestefritage læreren, når der nu er nok substans i sagen til, at der rejses tiltale?

Alt sammen meget forståeligt - men med højrisiko for, at det virkelige offer bliver den anklagede lærer.

Når læreren ender på anklagebænken i en retssal, er det, fordi anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at der er begået en strafbar handling. Når vi taler om overgreb mod elever, er der typisk tale om enten: - at det påstås, at læreren har udøvet vold mod en elev, eller - at det påstås, at læreren seksuelt har krænket en elev.

Medlemmer, som kommer i situationen, bør omgående ansøge DLF om juridisk bistand, og foreningens praksis er, at medlemmet lynhurtigt får bevilget dette, når der er tale om anklager, som vedrører jobbet. Inden man accepterer at udtale sig til politiet, bør man drøfte sagen med den advokat, som foreningen stiller til rådighed.

En lærer under anklage for overgreb mod børn er en lærer i krise - uanset om anklagen er berettiget eller grundløs.

En lærers selvopfattelse og selvrespekt er uforenelig med beskyldninger om, at man gør børn skade. Yderligere - hvis der er tale om overgreb af seksuel karakter - er omverdenens fordømmelse af krænkeren særlig hård, når der er tale om en person, som er betroet børn til undervisning og opdragelse.

Afhængigt af omstændighederne vil det ofte betyde, at læreren har behov for professionel bistand under og efter oplevelsen. Almindeligvis finansierer arbejdsgiveren dette. Foreningens rådgivning på telefon 3369 6300 hjælper gerne på vej.

På trods af frifindelse og på trods af professionel hjælp til at bearbejde de traumatiske oplevelser, som er forbundet med beskyldningerne og den lange vej gennem retsmaskineriet, ser vi gode, kompetente lærere, som er blevet mærket for livet - som ikke igen tør vende tilbage til et arbejde, hvor de har med børn at gøre.

Hvordan agerer gode kolleger

Hvis der er tale om anklager om et virkeligt alvorligt overgreb - og det dækker blandt andet ethvert overgreb af seksuel art - er det almindeligt, at læreren er suspenderet eller fritaget fra tjeneste.

Dermed er kollegaen ikke alene i krise på grund af anklagerne - krisen forstærkes også af, at man mister det netværk, som man omgiver sig med til daglig. Oven i bekymringerne for selve sagen bryder man nu også hovedet med spørgsmål om, hvordan kolleger og andre ser på én og taler om én, mens man er væk.

Enhver - skyldig eller uskyldig - bør behandles med værdighed. Det er vigtigt, at den lærer, som - berettiget eller uberettiget - er havnet i retsmaskineriet, mærker, at kollegerne stadig er der og viser deres omsorg. Sørg for at være til rådighed. Opsøg og tal med den ramte kollega. Forsøg at rumme den vrede og de frustrationer, som kollegaen føler. Vis interesse for, hvordan det går med sagen.

I 1929 sendte Undervisningsministeriet en cirkulæreskrivelse til samtlige skolekommissioner - her er den citeret i sin fulde længde: 'Da der i den senere tid har været forelagt ministeriet flere tilfælde, hvor en lærers berøring af børnene har givet anledning til mistydninger, således at der har måttet indledes undersøgelser mod den pågældende lærer til klarlæggelse af, hvad der er foregået, og hvorvidt der herefter kunne være anledning til at fjerne læreren, eventuelt rejse straffesag imod ham, skal ministeriet herved anmode direktionen om ved given lejlighed at gøre skolekommissionerne og lærerne i provstiet bekendt med, at det efter ministeriets skøn bør være et ufravigeligt princip for lærernes optræden i skolerne, at berøringer af børnene - venlige eller uvenlige - som ikke er absolut nødvendige, undgås, hvilket princip enhver lærer bør overholde'.

Under populærbetegnelsen 'berøringscirkulæret' indgik denne ministerielle tilkendegivelse i de folkeskoleretlige regelsamlinger helt op til 1987 - på hvilket tidspunkt ministeriet stilfærdigt gav udtryk for, at den snart 60 år gamle cirkulæreskrivelse havde 'udtømt sine tilsigtede retsvirkninger', og at ministeriet derfor anså den for bortfaldet.

Frygten for, hvad der overgår enkelte af vore kolleger, må ikke bombe os tilbage til 'berøringscirkulærets' forestillinger om læreren, som underviser med hænderne på ryggen. Men det må gerne give anledning til kritisk selviagttagelse, refleksion og kollegial supervision. Det er god, professionel læreradfærd at være opmærksom på, om man overtræder elevens grænser. Lad være med at slå det hen i pjat, hvis en elev giver udtryk for, at du kommer for tæt på. Og er du i tvivl, så spørg. Undertiden kommer man som lærer tæt på, når eleven skal hjælpes med udførelsen af en opgave, og der er intet forkert i at spørge: 'Er det i orden, jeg ...', 'Generer det dig, at ...' Det giver eleven mulighed for at sige fra i tryghed - og det markerer, at læreren er opmærksom på og respekterer elevens grænser.

En del ubehagelige sager vil kunne undgås, hvis eleven føler i tryghed at kunne markere sine grænser - og bliver mødt med respekt for dem. Det er, når eleven går andre steder hen med sine beklagelser: til kammerater, til forældre, til ... - at det begynder at blive farligt.