Den første måneds tid af mit pensionistliv sled jeg en del på min seng. Og stakke af biblioteksbøger. (Det var november, findes der en måned værre - med forventningens gru om den stundende vinter). Det var ret lækkert, med husbond ude af huset i morgenmørket - sengen, bøgerne. Men der kommer en dag, hvor enhver kvinde rejser sig til stående trods alt.

'Du skal da have noget at hægte dit otium op på', var der en, der foreslog mig. Jo, jo, jeg ved det, det er pinligt og ukristeligt at dovne for længe, men ingenting haster.

Jeg overvejede at gå i gang med det, man så rammende kalder nye udfordringer. Der er jo masser af dem. Cyklede lidt rundt i tågen og tænkte over, hvad jeg skulle vælge at vælge. En oplagt mulighed ville være køkkenet. En selvoplæring i perfekte surbrød, smidige butterdejsbunde og indviklede vildtmiddage.

Det må ligge fast. Senere. Langt senere.

Så på biblioteket læssevis af foldere fra diverse foreninger. Tog en rask beslutning og meldte mig til klaverspil i FOF. Med indædt energi fik jeg mig plaget fri i 13-års-alderen (undskyld mor). Studsede dog lidt over, at der i omtalen stod, at vi skulle være fire kursister på holdet. Mon vi så skal spille samtidig? I så fald vil jeg foreslå alle 'An der schønen blauen Donau', den ligger mig lidt i fingrene endnu. Det var den, jeg kom fra i 1949, kan jeg se i nodebogen.

Mine tanker går faktisk hver dag til fitnesscentret med alle torturinstrumenterne. På den anden side er det vel et godt spørgsmål, hvor meget man behøver genere sig selv.

Oplagt at jeg må booke mig på et bilkørselkursus. Læser stadig oftere i avisen med gysen om fænomenet spøgelsesbilister. Det plager mig, at jeg begynder at have mere forståelse for deres psyke. Ved synet af en stærkt trafikeret dobbelt rundkørsel ret forude er det lige før, jeg kan identificere mig med dem. Det er et faktum, er jeg blevet fortalt, at bilister fra andre egne klogeligt indstiller sig på skærpet agtpågivenhed i trafikken, så snart de kommer nord for Limfjorden.

Dog, af alle udfordringer ligger det nagelfast, at jeg vil blive ved med at dovne og drive rundt, hvis det passer mig. Efter et helt liv med øjet på uret.

Jeg vil gå så vidt som at sige: Hvad er der egentlig galt med at gå i stå, hvis man står et godt sted?

Og tænk, om vi igen får forår i Danmark . . .

Else