Svar til Torben Thomsen (Folkeskolen nummer 8):

Jeg fastholder, at Danmark er multietnisk. Her bor flest etniske danske, mange af dem har i deres slægtshistorie fremmede gener: Blodets renhed er utopisk og grund til mange katastrofer. Ujævnt fordelt bor der i Danmark et mindretal af anden etnisk baggrund. Jeg efterlyser en flersproglig og multietnisk pædagogik i håb om at bryde fordomme. Det at tale samme sprog og tro på samme Gud forfører os til at mene, at vi er ens og kan ekskludere andre. Det fælles vilkår er: Talen, som både begrænser og giver muligheder for at leve sammen. Jeg fremhæver det alment menneskelige, kulturen, som et nødvendigt ubehag, og det etniske, det specifikke for hver kultur, som den måde, vi indretter os på.

Vi kan kun møde hinanden i respekt for kulturelle og individuelle forskelle.

Når vi ofte tager afstand fra fremmede, er det, fordi vi hos dem møder noget i os selv, som vi ikke vil kendes ved. For at kunne indrette os menneskeligt bliver vi nødt til at se det fremmede i øjnene og forsøge at forstå dilemmaerne.

Torben Thomsen taler om identitet som noget, man opdrages til, en frakke, man tager af og på. Barnet identificerer sig ikke med forældrenes bevidste forventninger, men derimod med træk af deres psykiske struktur, som de udspilles i relationerne mellem far, mor og barn. Barnet tilhører en slægt, et tilhørsforhold, der ikke kan ophæves.

Jeg taler ikke om at underordne det danske sprog. Det gælder om at dyrke modersmålet og det danske på en måde, som understreger forskellighederne. Når man oversætter, må man gendigte. Et sprogs metaforer findes ikke nødvendigvis i et andet; til gengæld findes der andre måder.

Han nævner USA. I Californien tales lige meget spansk og engelsk. Amerikanere vil gerne lære det: Jo flere sprog, jo bedre job. New York er gennemført multietnisk: Alverdens sprog høres og læses. Han har ret i, at et nyt sprog læres bedst ved at tale det, helst med nogen, man deler interesser med. Nu lukker både danskere og fremmede sig om sig selv. At bryde myter om hinanden kræver mod fra begge parter.

Jørgen Flindt Pedersen har skrevet en bog om Vollsmose og om en dreng, der vokser op med lyden af israelske fly og bomber. Han er mærket af det og har ingen frygt eller respekt for autoriteter. På tomandshånd kan man dog høre et ønske om at blive dansk og respekteret. Da han møder en dansker, der intuitivt forstår, hvad der foregår inde i den unge arabers hoved, går det faktisk rigtig godt. Dette er et eksempel på ægte integration og ikke assimilation.

Ingen kan acceptere at smide sin bagage væk og reduceres til et hjælpeløst barn uden fortid. En vis afhængighed og angst for den skræmmende nye og uforståelige situation er uundgåelig. Der tabes altid noget for at få plads til det nye. Jeg kender ikke vellykkede eksempler på integration, hvor den oprindelige kultur ikke på en eller anden måde integreres i den nye, om ikke andet fordi vores færd i livet får retning af de mærker, som vi fik i vores første møde med verden.

Marina Testa Pedersen

Albertslund

Svar

Ordvekslingen mellem Torben Thomsen og Marina Testa Pedersen betragtes hermed for afsluttet i bladet.

På www.folkeskolen.dk findes der et åbent debatforum om emnet: Skole i multietnisk samfund.

Redaktionen