Danske lærere lokkes til Sverige
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Svenskerne tror, at danskerne har en overflod af lærere. Det kunne man læse i Helsingborgs Dagblad fredag den 8. februar.
I Skåne har man netop påbegyndt et projekt for at lokke arbejdsløse danske og tyske lærere til at arbejde i Sverige for at imødegå pensionstruslen. Ifølge avisen vil næsten halvdelen af Skånes lærere nemlig gå på pension inden 2010.
'Allerede om nogle uger kommer ti danske lærere til Kristiansstad, og det er meningen, at betydeligt flere skal komme til', skriver avisen.
De skånske kommuner glæder sig, men mon ikke de skal vente med at arrangere velkomstfesterne, til de finder ud af, hvor mange danske lærere der står og mangler arbejde. Selvfølgelig kan de tilbyde væsentligt lavere huspriser end de fleste danske kommuner, og måske har de også andre gode tilbud i ærmet?