Mere handling - færre ord

Skolens kultur er på mange måder en snakkekultur, mener Peter Andersen, der var lærer i to år

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sådan et pædagogisk råds-møde kan tage timer, hvor der mest diskuteres frem og tilbage om praktiske ting, og der er uendelig langt fra ord til handling. Folkeskolens kultur er på mange måder en snakkekultur, mener Peter Andersen, der sidste år forlod folkeskolen efter to år som lærer for at blive forlagsredaktør på forlaget Dafolo i Frederikshavn.

'Der er masser af innovative mennesker på skolerne, masser af lærere, der er fulde af ideer. Men der er sjældent noget kollektivt innovationsmiljø, og det er en stor forskel i forhold til det private erhvervsliv. På forlaget, hvor jeg er nu, er der innovation, så det rykker noget. Møderne sprudler af vilde ideer, og der er kort fra ide til handling'.

Pædagogik og didaktik er Peter Andersens store interesser. Han sidder i redaktionen for tidsskriftet Unge Pædagoger, han læser på den pædagogiske diplomuddannelse i pædagogik på Danmarks Lærerhøjskole, og i særnummeret af Folkeskolen i anledning af Danmarks Lærerforenings 125-års-jubilæum sidste forår fortalte han engageret om sine pædagogiske overvejelser som lærer på Vester Hassing Skole i Hals Kommune i Nordjylland. Få måneder efter forlod han folkeskolen.

Brug for begge køn

'Jeg mener, at det er et stort problem, at der ikke er flere mænd i folkeskolen. Børn har brug for begge køn som identifikationsfigurer. Jeg ved ikke, om det er genetisk betinget, men mænd og kvinder griber tingene an på forskellig måde. Jeg tror især, det er et problem i forhold til drengene - ikke fordi de er urolige, og der er brug for stærke mænd til at tackle dem, men fordi mænd kan se sig selv i drengene. Jeg kunne da se, at de elever, jeg især var god til, det var drenge i puberteten. Det kunne måske være, fordi jeg vidste, at dem spørger man ikke lige, om de snart skal besøge deres far i Ringkøbing i weekenden - man skal snakke om fodbold og fester for at komme ind på dem'.

Peter Andersen har kigget tilbage på sin seminarietid og kan pege på en række mandlige holdkammerater, der enten har søgt helt væk fra lærerfaget eller har fundet sig en niche i folkeskolen, hvor de ikke kun beskæftiger sig med undervisning - for eksempel Torben Barslund-Gade og Poul Bloch, som Folkeskolen også har talt med. Pigerne fra holdet er derimod stadig lærere, så vidt han ved.

'Det er groft forenklet, det her - men mænd er nok mere produktorienterede og kvinder mere procesorienterede. Vi er ved at kvæles i bløde værdier. Jeg mener, man skal lære børnene, at der skal komme et eller andet ud af det, de laver, de skal lære at kommunikere deres resultater. Det kan være et skuespil for forældrene eller en fremlæggelse i klassen', siger Peter Andersen og er sikker på, at man sagtens kan fremlægge sit arbejde, uden at det betyder, at de svageste elever får nederlag på nederlag.

'Jeg har gjort meget ud af at lære eleverne at udvise forståelse og tolerance over for hinanden. Jeg har mere respekt for ham med beskedne evner, der gør en stor indsats, end for ham, der sløser med sine evner'.

Profiler skolen

På samme måde mener han, at skolerne med lederen i spidsen skal blive meget bedre til at profilere skolen udadtil. Det er efter hans vurdering den eneste måde, hvorpå lærerjobbet kan genvinde den status, som skal til, hvis det igen skal kunne tiltrække og fastholde mænd.

'Der skal være nogle ildsjæle og frontløbere, og de skal have ledelsens opbakning. Skolerne ligner hinanden alt for meget. De har ikke nogen selvstændig profil. Og hvis man endelig har arbejdet meget med at skabe en selvstændig profil i virksomhedsplanen, så kan enhver lærer alligevel få lov at fortsætte med at arbejde, som han eller hun altid har gjort. Der må det være en leders opgave at sige, at ganske vist er du en dygtig lærer, men den måde, du arbejder på, passer ikke ind i vores målsætning'.

Peter Andersen har også et andet bud på, hvordan man undgår, at nyuddannede lærere forlader faget efter få år.

'Det er klart, at man lige skal stikke fingeren i jorden et stykke tid, når man kommer som nyansat og nyuddannet, men det kan ikke være sådan, at man skal gå i flere år og holde sin mund, fordi man er ung og nyuddannet. Det kunne være flot, hvis skolelederen på et pædagogisk råds-møde sendte en ny lærer på podiet for at fortælle om nogle af de mange ting, han har lært på seminariet om for eksempel teamsamarbejde og projektarbejdsformen. Det bliver selvfølgelig teori, men så kunne man jo bagefter diskutere oplægget ud fra de andres praksiserfaring. Det kunne være en måde at udnytte de nyuddannedes kompetencer på'.

Peter Andersen har det som de fleste mandlige lærere og lærerstuderende - det er ikke arbejdet i indskolingen, der trækker mest. Derfor har han også svært ved at se, hvordan man skal lokke flere mænd ned i indskolingen, hvor han mener, at der er brug for dem - ikke mindst fordi børnene i dagpleje, vuggestue og børnehave stort set kun har mødt kvinder.

'Men jeg tror, at kurser kunne være en måde at 'sælge' indskolingen på. Kompetenceudvikling, at få papir på det, man kan - det er vigtigt for mænd! Det handler selvfølgelig så om, at skolelederen skal lave en kobling mellem det, den enkelte medarbejder har behov for, og det, som skolen har brug for. Jeg tror godt, at mænd kan lide at have en form for 'ekspertfunktion', og det kunne for eksempel være som konsulent i læseundervisning for de små. Så kunne man blive primus motor i det lokale arbejde med læseundervisning og lave kurser for kollegerne'.