Hvad er højest, Rundetårn eller et kanonslag? Spørgsmål af denne art er vanskelige at besvare, men det har ikke hindret en gruppe konsulenter fra Kommunernes Landsforening i samarbejde med Rødovre og Holstebro Kommuner i at gøre forsøget i en omfattende rapport om benchmarking i folkeskolen.

I rapporten - der endnu ikke er offentliggjort - kigger man på en lang række mere eller mindre målelige forhold ved Birkelundskolen i Holstebro og Valhøj Skole i Rødovre for at kunne sammenligne ressourceforbrug, kvalitet, effektivitet og resultater. De to skoler og to skolevæsener skulle på den måde kunne bruge informationer fra hinanden til at udvikle og forbedre arbejdstilrettelæggelse og resultater.

Det skal de to kommuner og skoler først til at gå i gang med, og det er derfor for tidligt at sige, om rapporten kan bruges til noget. Men det er ikke for tidligt at sige, at det har taget lang tid at få den skrevet.

Arbejdet begyndte for mere end et år siden, og der har hen ad vejen været mange problemer med at gøre tal og oplysninger fra henholdsvis øst og vest sammenlignelige, og det har krævet mange ressourcer.

Der er derfor ikke stor sandsynlighed for, at benchmarking bliver det første redskab, som fremtidens politikere og embedsmænd griber, når de skal i gang med at styre folkeskolen.

Benchmarking - at sætte en målestok - er en metode, der traditionelt er blevet anvendt af private virksomheder til at forbedre kvaliteten af deres produkter. Ved for eksempel at sammenligne sin egen virksomhed med en virksomhed, hvor det går bedre på punkter som tilrettelæggelse af arbejdet, arbejdsprocesserne, produktionsomkostningerne og service, kan man få besvaret spørgsmål som, hvor gode er vi, hvor gode kan vi blive, hvordan bliver vi bedre?

Inden for det offentlige har der ikke været tradition for at bruge metoden systematisk, blandt andet fordi mange offentlige ydelser er skræddersyet til lokale behov. Alligevel mener Kommunernes Landsforenings (KL) konsulenter, at benchmarking kan bidrage til at sikre og forbedre kvaliteten i folkeskolen, fordi metoden kan bruges til at synliggøre, hvordan ressourcerne anvendes, og dermed kan den fungere som et ledelsesværktøj på den enkelte skole.

Benchmarking kan desuden medvirke til, at politisk fastsatte målsætninger omsættes til praksis, og metoden kan inspirere til nye måder at anskue opgaveløsningen på ved at sammenligne med en anden skole, så der på den måde skabes grobund for organisatorisk læring, som der står i rapporten.

Rapporten sammenligner ikke resultaterne af den pædagogiske indsats over for den enkelte elev eller kvaliteten af undervisningen. I stedet sættes der fokus på de rammer for skolevirksomheden, der skabes på den enkelte skole og i det enkelte skolevæsen. Konkret har man arbejdet mest med, hvordan den tildelte arbejdstid omsættes til aktiviteter, der direkte eller indirekte kommer eleverne til gode, og med udgiftsstrukturen på folkeskoleområdet.

Det sidste skal ses i sammenhæng med, at en folkeskoleelev i Rødovre netto koster 15.000 kroner mere om året end en elev i Holstebro.

Bag det tal skjuler der sig en række oplysninger. Klassekvotienten er 21,2 i Rødovre, mens den er 19,4 i Holstebro. Det skulle give Rødovre bedre mulighed for at tilrettelægge sit skolevæsen ressourceeffektivt. Til gengæld har Rødovre 11,9 procent tosprogede elever mod Holstebros 3,6 procent.

I Holstebro tildeles skolerne årligt 145 arbejdstimer per elev og i Rødovre 170 timer. Forskellen fremkommer ved, at der i Rødovre anvendes mere U-, F- og Ø-tid per elev. På Birkelundskolen anvendes 51 undervisningstimer om året per elev og på Valhøj Skole cirka 58 timer.

Forskellen anvendes hovedsageligt til specialundervisning og undervisning af tosprogede elever.

En elev, der modtager normal undervisning, får derfor i gennemsnit lige meget læreropmærksomhed på de to skoler.

Rapporten fortæller, at der relativt set er lige mange specialundervisningselever på de to skoler, men at den enkelte elev tildeles flere timer på Valhøj Skole. Merudgiften til tosprogede elever i Rødovre skyldes tilsvarende ikke kun, at der er flere af dem, men også, at den enkelte elev får flere timer.

Det mest bemærkelsesværdige, når det gælder Ø-tid, er, at man på Birkelundskolen kun bruger 40 timer til efteruddannelse af lærerne, mens man på Valhøj Skole bruger 50,5 timer. Til gengæld bruger jyderne tre Ø-timer per elev til forældrekontakt, mens sjællænderne kun bruger to timer.

Blandt den lange række af sammenlignede tal er det desuden værd at bemærke, at det er 3.000 kroner dyrere per elev at få gjort rent på Valhøj Skole end på Birkelundskolen, selv om begge skoler anvendes lige meget af fritidsbrugere, arealmæssigt er nogenlunde lige store, og selv om rengøringspersonalet kommer stort set lige mange gange i lokalerne.

Selv om hverken undervisningssituationen eller en egentlig demografisk analyse af befolkningen i de to kommuner og elevmassen i de to skoler indgår i rapporten, mener KL's konsulenter, at den på kvalificeret vis rejser en række centrale spørgsmål.

De anbefaler, at begge skoler og begge kommuner bruger rapportens konklusioner som udgangspunkt for lokale refleksioner og overvejelser om den fremtidige sammenhæng mellem ressourceanvendelse og resultater af skolernes virksomhed på udvalgte områder.

Der peges for eksempel på, at politikerne i Rødovre bør overveje, hvad hver enkelt elev får ud af de ekstra 15.000 kroner i gennemsnitsudgift. Er forskellen udtryk for valgte prioriteringer, ønskede resultater eller særlige vilkår? Når den helt almindelige elev kun får lidt flere timer ud af forskellen, er det så tilfredsstillende?

Skyldes det, at specialundervisningseleverne i Rødovre har relativt større indlæringsvanskeligheder, at man tildeler dem relativt mange timer, eller er årsagen, at man har dannet sig en ubevidst norm? Det samme spørgsmål stilles til forbruget af timer til tosprogede elever. Til gengæld kunne man på Valhøj Skole overveje at bruge flere ressourcer på forældrekontakt i betragtning af forældrenes ønsker.

I Holstebro kunne man overveje, om det relativt lave forbrug per elev harmonerer med de målsætninger, som er opstillet for skolens virksomhed. Det kan også vise sig nyttigt at undersøge, om ressourcerne til de svage elever er for lavt prioriteret, og om tildelingen af ressourcer til tosprogede elever sker for udifferentieret.

Der peges desuden på, at man bør kigge nærmere på, om indsatsen inden for efteruddannelses af lærere svarer til behovet for at sikre et kvalificeret lærerkorps, og at man bør overveje, hvordan man sikrer lærerne den bedst mulige støtte via tværgående konsulenter.

KL's konsulenter træder meget varsomt i de konkluderende afsnit. Man skulle jo helst bevare den gode stemning i styregruppen bag rapporten, der består af repræsentanter for de involverede kommuner, skoleledere, lærere og KL, og man skulle jo helst også leve op til intentionerne om at lade skoler og kommuner om at finde ud af, hvad de vil bruge rapporten til.

Det er derfor i høj grad op til politikerne i byrådene, om de føler, at de har fået et redskab til støtte for den politiske beslutningsproces, så den overordnede styring kan foregå på et mere vidensbaseret grundlag end tidligere.

Skolebestyrelserne må også selv vurdere, om rapporten har givet større indsigt i forholdet mellem skolernes forskellige aktiviteter.

Skolelederne må selv svare på, om de har fået det strategiske værktøj, som det var tanken at give dem, og medarbejderne vil nok en gang i fremtiden være de bedste til at finde ud af, om de har fået mere indsigt via benchmarking-forsøget.

Jan Kaare er freelancejournalist.

Det er i høj grad op til politikerne i byrådene, om de føler, at de har fået et redskab til støtte for den politiske beslutningsproces