Debat
Personlighed på spil
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det diskuteres, om lov om offentlighed i forvaltningen bør give den almindelige borger adgang til offentligt ansattes personmapper.
Borgernes adgang til det offentliges oplysninger om sine ansatte bør begrænses til sagsforhold, som vedrører borgeren personligt. Jeg foreslår, at DLF kræver, at borgerne ikke gives mulighed for at 'gå efter manden, men kun efter bolden', samt opfordrer medlemmerne til at interessere sig for egen journal, om nødvendigt kræver egen opfattelse af eventuelle kildne spørgsmål anført, så ikke en eventuel gammel sag uden videre kan blæses urimeligt op.
Borgerens motiv til at søge personlige oplysninger om den offentligt ansatte er vigtigt. Det må være en indlysende sag, at en borger skal have meget gode grunde til at kræve personlige oplysninger om den lærer, sagsbehandler, sygeplejerske, psykolog eller lignende, der behandler vedkommendes sag, for at det kan komme på tale at udlevere dem. Sådanne grunde findes - tænk blot på Roum-sagen, men der må af hensyn til den ansattes personlige integritet laves en meget velovervejet positivliste over motiver, hvis muligheden ikke skal afvises totalt. Det offentliges adgang til oplysninger om borgerne er foruden krav om motiv underkastet regler om tavshedspligt. Tilsvarende savnes fuldstændigt, har jeg forstået, og det er helt uacceptabelt. Modstykket bør nok være en dommerkendelse i forbindelse med et decideret sagsanlæg. Det kunne sikre motivering og seriøs sagsbehandling.
Man bør også tænke over, hvilke bestemmelser der bør omgærde en udlevering. Alle bevægelser i og omkring en personlig journal må selvfølgelig meddeles den medarbejder, som journalen omhandler. Det vil være i god overensstemmelse med menneskerettighederne og med samarbejdsaftalers idealsætning.
Afslutningsvis skal jeg påpege, at ikke mindst lærerarbejdet er underkastet vilkår, der i mangt og meget er vanskelige nok. I andre forbindelser har jeg berørt det: Arbejdet stiller store personlige krav til læreren, og de står ikke altid i et rimeligt forhold til rammerne. Blandt disse opgaver er at være modvægt til et utal af forskellige familiers 'livsfilosofier'. Det er en opgave, der kan kræve det yderste af sin mand, selv når baglandet er i orden. Også derfor bør lærerens integritet beskyttes.
Jeg håber meget, at DLF vil betragte og behandle denne sag med den allerstørste alvor. Det er den 'tilfældigvis offentligt ansattes' personlige og menneskelige integritet, der står på spil.
Erik Johansen
cand.pæd.psych., Sorø