Debat
Mangelfulde udtalelser
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer syv stiller Finn Andersen, Herlev, nogle relevante spørgsmål. Jeg kender kun Finn Andersen gennem hans målbevidste arbejde for at erindre formand/bestyrelse om, at pensionen er en del af den livsløn, som er optjent gennem mange års trofast arbejde i folkeskolen. Husk også på, at de, der nu er pensionister eller lige ved at blive det, har tidligere i en årrække løst den tids lærermangel ved at læse overtimer, ganske vist med et procenttillæg. Men alle disse embeder, som således læstes af timelærere, ville i nutiden være embeder i pensionistgruppen, som det offentlige nu sparer pension til.
Finn Andersen har ret i, at formandens udtalelser som oftest drejer sig om forbedringer for de aktive lærere. Det er forståeligt, men alligevel mangelfuldt. Jeg erindrer, at en pensionistdelegeret spurgte en tidligere formand, om ikke tjenestemandspensionisterne risikerede at blive et glemt mindretal, når overenskomstansættelse blev almindelig. Formandens svar var: 'I skal ikke blive glemt!' Så spørger jeg, om ikke et sådant løfte går i arv til efterfølgende formænd? Bestyrelsen rummer jo næsten alle de samme personer, som hørte løftet, og de protesterede ikke!
Jeg fornemmer, at formandens svar til Finn Andersen lægger afstand til pensionsområdet. Svaret kunne have udtrykt mere interesse for pensionsforholdene. Det er jo netop, fordi de aktives 'del af kagen' har været for stor i forhold til 'den levning', der blev tilbage til pensionisterne.
Det er godt, at formanden nævner, at kravet om en omlægning af fordeling af goderne ikke er glemt. Men det efterslæb, der er oparbejdet ved blandt andet den skæve fordeling, bør der også findes dækning for. Formanden skriver, at lærerne er repræsenteret i den nedsatte arbejdsgruppe desangående. Hvem repræsenterer lærerne og pensionisterne i den gruppe? Er det de(n) samme person(er), der repræsenterer lærerne og pensionisterne i de igangværende forhandlinger? Hvis ikke, hvem repræsenterer da lærerne og pensionisterne?
Jeg er i færd med at gå over til pensionistgruppen. Hvor ville det dog være nyttigt, om man selv kunne regne sin pension ud. Findes der en tryksag med en sådan instruktion?
I håb om, at der er tid til at svare på spørgsmålene.
Poul Erik Dyreborg
Ballerup