Når der i undervisningsvejledningen for faget dansk står, at litteratur ikke alene må fremstå som 'formidler af et indhold eller en problemstilling', er det et opgør med en bestemt måde at læse litteratur på, som har domineret skolen i årtier. Nu skal litteratur læses som 'ordkunst', og det vil sige, at man skal have opmærksomheden rettet mod litteraturen som 'en særlig måde at bruge sproget på'.

Samtidig stilles der imidlertid i folkeskoleloven krav om, at der arbejdes med 'tværgående emner og problemstillinger'. Kan det overhovedet hænge sammen? Vil et på forhånd valgt emne ikke automatisk gøre for eksempel romaner og noveller til cases, til billeder på den virkelighed, som emnet handler om? Og vil enhver snak om for eksempel litterære virkemidler og fortælleteknik ikke dermed forsvinde?

Ikke nødvendigvis. Når det ofte - for ikke at sige oftest - sker, skyldes det, at mange lærere, også dansklærere, tænker for traditionelt, når der vælges 'emne' i tværfaglige sammenhænge. Det bliver for ofte til Grønland, indianere, flygtninge, mobning og kriminalitet. Dansklæreren leverer timerne, men meget egentlig danskundervisning bliver der sjældent ud af det.

Man kan også gå en anden vej. For eksempel kunne man jo vælge at gøre en roman til selve 'emnet' og arbejde med den som litteratur, altså som noget skabt, et kunstværk - og så i øvrigt inddrage andre fag.

Der findes nemlig en række store romaner, der rummer et helt univers, som man kan forholde sig til: Hvordan er det skabt? - den litterære dimension. Hvad i vor egen verden kan vi relatere til dette skabte univers? - den tværfaglige dimension. Det kendteste eksempel er vel Daniel Defoes 'Robinson Crusoe', som udkom første gang i 1719. Her kan vi arbejde med romanen som genre, med stilistiske virkemidler og med forholdet mellem originalromanen og forkortede udgaver, filmatiseringer, tegneserieudgaver med mere. Altså litteraturundervisning. Samtidig kan vi anskue Robinsons tilværelse påøen, sådan som den er skildret i romanen, ud fra fag som geografi, biologi, historie, religion, sløjd og håndarbejde. Mange lærere har faktisk arbejdet med 'Robinson Crusoe' på denne eller nærtbeslægtede måder.

Men det kan også gøres med andre bøger - bøger, som rummer stof nok til mange timers for ikke at sige ugers arbejde: danskfagligt og tværfagligt. Tænk blot på Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte', C.S. Lewis Narnia-bøger og Michael Endes 'Den Uendelige historie'. Måske kan også Bjarne Reuters 'Shamran' og Bent Hallers 'Brage Kongesøns Saga' bruges.

Eller hvad med den helt nye univers-roman 'Det gyldne kompas', skrevet af Philip Pullman og det første af tre bind, udgivet på Gyldendal i slutningen af 1996 (andet bind ventes udgivet til efteråret). Det er præcis 700 gram og 400 siders intens oplevelse. I 1987 fik forfatteren på dansk udgivet 'Rubinens Forbandelse', og året efter kom 'Magt og Magi', begge spændende og gådefulde romaner.

Lyra hedder romanens hovedperson. Hun vokser op i Oxford blandt lærde professorer, forladt af sine forældre, to ambitiøse forskere, som hun dog snart møder uden først at kende deres identitet. Tiden er påén gang i går, i dag og i morgen, en al-tid i en verden, som både er genkendelig og voldsomt fremmedartet. Det er en fantasy-roman.

Lyra har som alle andre mennesker i romanens univers en daimon, en slags sjæl i form af et dyr, der følger hende overalt. Børns daimoner kan skifte, for eksempel fra en gepard til en mus, mens voksnes er uforanderlige.

I Oxford og omegn forsvinder en del børn sporløst, ikke mindst de fattige sigøjnerbørn, blandt dem også Lyras bedste ven Roger. Det viser sig, at Lyras far og mor i konkurrence med hinanden står bag. De vil på hver deres måde bruge børnene og disses daimoner for at nå det erkendelsesmål, som har gjort dem moralsk blinde.

Kerneordet er støv. Det er nogle nyopdagede partikler, en slags elementarpartikler, som samler sig tæt omkring mennesker, især voksne, men næsten ikke hos børn. Det viser sig, at dette støv er det konkrete udtryk for arvesynden. Når et menneske bliver voksent, og daimonens identitet er fastlagt, dukker støvet op repræsenterende 'synden, skammen og døden'. At blive voksen er et syndefald. En velkendt opfattelse inden for megen filosofi og kunst.

Lyras mor, som arbejder for Den Kirkelige Domstol, selveste inkvisitionen, fører børnene til et forskningscenter kaldet Stationen, langt mod nord, 'hvor mørket skjuler alt'. Her adskiller hun operativt børn fra deres daimoner, den største smerte af alle og den sikre død, skildret, så læseren næsten oplever smerten. Moren mener, som Kirken, at man ved dette indgreb kan befri menneskene for arvesynden - det vil sige, at man ved at tage sjæl og indentitet fra menneskene kan gøre dem til en slags zombier, måske tilfredse og uskyldige, men åndeligt amputerede.

Lyras far har tilsvarende opdaget, at når man skiller barn og daimon, opstår der enorme energier, som kan bruges til at træde over 'broen' med. Fra denne verden gennem nordlyset til en parallel og ukendt verden på den anden side. Både faren og moren er parat til at ofre alt for at nå deres mål.

Romanen handler da om Lyras rejse mod nord for sammen med sigøjnerne at finde de forsvundne børn. Med sig har hun et alethiometer, et særligt kompas, som hun har fået af skolens rektor. I isørkenen møder hun både hekse og panserbjørne, men også forældrene i en række utroligt spændende enkeltscener. Men aldrig tabes den røde tråd. Altid holdes læseren fast på det uundgåelige.

Ved romanens slutning står Lyra med sin daimon ved foden af 'broen'. Ved siden af hende i sneen ligger Rogers afsjælede legeme. Hun ved, hun må videre. 'Vi kan, og vil vil', siger hun, og så går hun over broen: 'Bag dem lå døden, smerten og angsten. Foran dem lå tvivlen, faren og de ubegribelige mysterier.'

'Det Gyldne Kompas' er i mere end én forstand en stor roman. Den er et univers, skabt som stor og medrivende kunst for børn - og voksne. Den handler om livet, intet mindre, og uden banalisering, og den handler om ansvar og vilje, glæde og smerte. At læse den er et erkendelses- og dannelsesprojekt. Man kan roligt sætte en måneds tid af til den i skolen.

Hvis nogen da skulle finde på at spørge eleverne: 'Hvad har I om for tiden?', så kan svaret passende være: 'Om livet, døden og kunsten'.

Torben Weinreich er lektor ved Danmarks Lærerhøjskole.