Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er som horen og madonnaen. Vi skal bevare dyden, men samtidig skal vi byde os til. Vi skal være saglige, men vi skal også have folk herind. Og det gør man ved at lave det spændende.
Ordene og visionerne strømmer ud af munden på ham. Den visionære mand, der i daglig tale lyder navnet Keld Grinder-Hansen, er ny leder på Dansk Skolemuseum i København. Og han synes, det er skægt og en kæmpe udfordring at få et museum foræret, hvor han kan få lov at boltre sig. For her er det hele ikke lagt i faste rammer på forhånd.
Visionen er, at Dansk Skolemuseum skal blive et fuldt udbygget landsdækkende specialmuseum på niveau med Arbejdermuseet. Der skal være faste udstillinger om almenskolen i Danmark, som samtidig skal være relateret til samfundet. Og der skal være skiftende særudstillinger, der for eksempel kan handle om skolegang i tredje verdens lande eller børne- og ungdomskultur i bredere forstand. Nogle af ideerne til udstillinger er børnearbejde, ungdomsmusik og kendte menneskers karakterbøger.
Tidshorisonten for visionerne er, at de faste udstillinger skal være på skinnerne inden for to år, og de skiftende udstillinger følger lidt efter.
K eld Grinder-Hansen, 37, er historiker og etnolog. Han har arbejdet ti år på Nationalmuseet hovedsageligt med mønthistorie, men også som udstillingsleder på en særudstilling om rejser. Kendskabet til skolen henter han fra sine ni år bag folkeskolens mure. Og fra forældrene, der begge er skolelærere.
Dansk Skolemuseum er en gammel dame på 110 år, stiftet i 1887 af Emil Sauter, der ville opbygge en studiesamling af undervisningsmidler. Dengang var der stor mangel på undervisningsmaterialer i skolerne, og museet opkøbte alt det nye. Museet fungerede så som vandreudstilling med de moderne undervisningsmidler. Senere begyndte museet også at samle gamle skoleting ind.
Siden 1930 har satsningen ligget på det pædagogiske materiale, og alle genstandene har været pakket ned. Men i 1995 blev museet splittet i to, og alle genstandene blev flyttet til Rådhusstræde, hvor museet ligger i dag.
Museet udspringer af Danmarks Lærerforening og Lærerstandens Brandforsikring, og indtil nu har fokus ligget på folkeskolens historie. Men det vil Keld Grinder-Hansen lave om på.
- De faste udstillinger skal handle om folkeskolen, friskoler, efterskoler, gymnasier, voksenundervisning, højskoler med videre. Og udstillingerne skal snarere være tematiske end dræbende kronologiske, og der skal bruges meget video. Skal vi for eksempel vise, hvordan idræt eller sløjd foregik for mange år siden, er det oplagt med video, forklarer Keld Grinder-Hansen.
- Der skal være masser af farver, og det skal være spændende og dramatisk. Det skal være på højeste niveau - ikke noget klamphuggeri.
K eld Grinder-Hansen har høje ambitioner, og siden han begyndte 1. januar i år, har han knoklet med at gøde vandene og gøre museet synligt rundt omkring. Der skal skaffes penge og magasinplads. De nuværende samlinger skal registreres og gøres tilgængelige - gerne igennem en billeddatabase. Der skal laves en mere præcis indsamlingspolitik, og der skal lægges strategier for forskning og formidling.
Det er hårdt arbejde, specielt når man er ene om det. Den nuværende økonomi gør, at der endnu ikke har været råd til andre ansatte. Og derfor efterlyser Keld Grinder-Hansen pensionerede lærere, der, som frivillige hjælpere, kunne have lyst til at vise folk rundt i museets nuværende udstillinger.
Keld Grinder-Hansen kan kontaktes på Dansk Skolemuseum, Rådhusstræde 6, 1466 København K, telefon 3315 5810.