Man må sige, at medieomtalen af delaftalen om decentral løn ikke får for lidt. Men hvad gemmer der sig reelt bag de bastante udmeldinger? Skal lærerne fremover til at slås indbyrdes om lønkronerne? Har arbejdsgiverne fået gennemtrumfet deres ønske om, at 25 procent af lønnen skal fordeles lokalt som resultatløn og præstationsløn? Og er jeg lige pludselig blevet en varm fortaler for decentral løn?

Selvfølgelig ikke. Jeg mener fortsat, at vi kunne leve godt uden den decentrale løn på folkeskoleområdet. Og derfor har jeg også arbejdet helhjertet for at få den afskaffet. Da det viste sig umuligt, har jeg arbejdet for, at pengene skulle komme lærerne til gode. Og på en måde, som vi kunne leve med. Det mål har jeg nået. Delresultatet betyder, at den decentrale løn fortsætter på nogenlunde samme niveau og i samme form som nu.

Der er altså ikke tale om sensationelle forandringer. For hver udbetalte 100 kroner kan i gennemsnit højst de 90 ører stamme fra en aftale mellem kreds og kommune om decentral løn. Det er en stigning i forhold til sidst, hvor det drejede sig om 80 ører. Til gengæld vil vi nu få en større grad af sikkerhed for, at pengene ikke strømmer over til nogle af de kommunalt ansatte, der er mere positive over for decentral løn end os. Vi kan i kongressen finde frem til, hvordan vi synes, at pengene kan bruges fornuftigt i folkeskolen. Og jeg er sikker på, at der ikke bliver tale om noget, som minder om fedterøvstillæg, præstationsløn og den slags misfostre.

Jeg mener heller ikke, at der er nogen form for rimelighed i at tale om dyb splittelse i foreningen. 19 hovedstyrelsesmedlemmer sagde ja til delaftalen om decentral løn, mens fem valgte at sige nej. Der ser jeg som et naturligt udtryk for de demokratiske spilleregler. Jeg mener, at den politiske proces har været ærlig og reel. Alle var nok klar over, at det ville være umuligt at afskaffe den decentrale løn. Derfor gav kongressen også meldingen om, at vi så skulle et skridt i den rigtige retning. Og der har hele tiden været en fælles forståelse for, at vi har forskellige holdninger til, hvor stort skridtet skulle være, for at vi kunne leve med det. Og for fem var skridtet altså ikke stort nok. Det er fair nok. Jeg er bare ikke enig.

Vi kunne have valgt at sige nej til delaftalen om decentral løn af ren og skær ideologi. Det ville den decentrale løn ikke være forsvundet af. Men delaftalen ville være blevet aftalt uden vores indflydelse, og jeg kan godt love, at det ikke havde gjort den mere spiselig for os.

Konsekvensen af at have sagt nej til delaftalen havde været, at vi skulle forlade forhandlingerne og fortsætte vores del af overenskomstforhandlingerne i forligsinstitutionen. Det er ikke realistisk at forestille sig, at den decentrale løn ville forsvinde her heller.

Vi står i en situation, hvor vi trods alt har opnået tre væsentlige resultater omkring den decentrale løn:

- den decentrale løn finansieres i den kommende periode forlods kun med 0,2 procent mod 0,48 procent sidste gang.

- der er nu en aftalebestemt organisationsopdeling af hovedparten af den decentrale løn.

- DLF vil fortsat kunne udmønte den decentrale løn efter kollektive principper.

Med det resultat skal vi ikke bruge vores konfliktmidler på en udsigtsløs markering omkring decentral løn.