Lærere er vant til at blive afkrævet en forklaring og et løsningsforslag når som helst og hvor som helst, når de standses af bekymrede forældre på indkøb i Brugsen, når de bliver spurgt af elever i klassen, eller når de forholder sig til et problem på lærerværelset.

Det er her og nu, og løsningerne skal komme som skud fra hoften. Men når lærerne så bliver placeret i et 'reflekterende team' og skal vejlede en enkelt eller flere kolleger, har de svært ved at vænne sig til, at de bare skal lytte og eventuelt komme med opklarende spørgsmål, men absolut ikke give gode råd.

Ud af 31 lærere på Christianshavns Skole i København var der nogle, som lige skulle vænne sig til den 'kunstige situation', ledelsen satte dem i, da de skulle deltage i et fælles 36-timers kursus i 'supervision' - en eftermiddag om ugen i et halvt år. Men al skepsis og modvilje blev tilsyneladende gjort til skamme.

Da lærerne ved årsskiftet evaluerede forløbet, var der begejstring over hele linjen: Supervision er et meget brugbart redskab.

Lederen på Christianshavns Skole, Birgit Hansen, havde hørt om nogle kolleger, som fik et kursus i supervision, og som nu superviserede hinanden jævnligt. Til stor glæde for hinanden, men desværre ikke til gavn for resten af lærerne, som følte, at den lille gruppe kunne noget sammen, som de andre ikke havde del i.

Birgit Hansen var overbevist om, at hvis supervision skulle introduceres på hendes skole, skulle det være for samtlige lærere, og da man i sommeren 1996 fik et ret stort rykind af nye, unge lærere, var der behov for at finde frem til en fælles skolekultur. Skolen har de sidste seks-syv år arbejdet med lærerteam og er ifølge Birgit Hansen og hendes lærerkolleger, Lisbeth Nielsen og Vibeke Sporon-Fiedler, en af de skoler, der har søgt at virkeliggøre intentionerne i den nye folkeskolelov, allerede før den blev vedtaget. For eksempel ved et udbredt teamarbejde og fælles emner på tværs af klasserne.

Men skolen har også haft samarbejdsproblemer, og et kursus og penge til supervision blev skaffet ved en kombination af kommunale midler og penge fra skolens Ø-timepulje.

Psykolog, cand.psych. Mette Geldmann fra Zahles Seminarium blev kursusleder. Med sin professionalisme som supervisor har hun gennem det sidste halve år lært skolens lærere at tale sammen og lytte til hinanden på en anden måde.

For eksempel har det løst et fastlåst problem, som mange arbejdspladser kæmper med i disse år: Kampen mellem rygere og ikke-rygere.

- Vi er et flertal, der ryger på skolen, og det opleves som en stor gene af mindretallet, der ikke ryger, fortæller Birgit Hansen.

Man var faktisk nået dertil, hvor begge parter var lige ved at kræve en tilbygning eller adskilte lærerværelser til henholdsvis rygere og ikke-rygere.

- Men kurset i supervision lærte os at lytte, og det endte med et kompromis, som det ser ud til, at alle kan leve med. At vi nu kun må ryge på fastsatte tidspunkter.

Lisbeth Nielsen, der er en af de nyansatte lærere, fortæller, at hun via supervisionen har lært at reflektere over en problemstilling på en måde, hun i hvert fald ikke anvendte før. Det har givet hende en anden indsigt og nogle bedre løsninger, mener hun og fortæller om en dag, hvor en mor fortvivlet ringede og fortalte, at hendes datter blev mobbet i skolen. Tidligere ville Lisbeth Nielsens første spørgsmål have været: 'Mobbet? Af hvem?' I stedet inviterede hun mor og datter hen på skolen og pålagde sig selv at lytte og få indkredset pigens problem. Det viste sig, at det ikke var i mobningen, problemet lå. Pigen havde store vanskeligheder i forbindelse med forældrenes skilsmisse, og mødet mellem lærer, mor og elev blev en af de gode samtaler, som Lisbeth vil huske med glæde:

- Jeg vil aldrig glemme hendes forklarede ansigtsudtryk, da vi var færdige med samtalen og kunne lave en fælles handleplan for, hvad vi skulle gøre fremover.

For Lisbeth Nielsen har supervisionskurset betydet, at hun har fået styrket sin personlighed som lærer, og at hun har fået nogle redskaber til at udvikle sig.

- Jeg synes, at vi har fået et mere professionelt lærerteam og er blevet bedre til at lade være med at opfatte konflikter som noget personligt, siger Birgit Hansen.

Vibeke Sporon-Fiedler fremhæver det positive ved at arbejde i små grupper på tværs af dagligdagens lærerteam.

Og Lisbeth Nielsen fortsætter:

- Mens vi tidligere befandt os i isolerede enheder, er vi blevet bedre til at leve op til det, som den nye folkeskolelov også siger om at se undervisning, børn og forhold til forældre som helheder. Vi har blandt andet opnået, at vi er blevet mere åbne og reflekterende i forhold til arbejdet.

Indførelsen af supervision på seminarierne og i folkeskolen er også relevant i forhold til de problemer, som blev afdækket i Danmarks Lærerforenings medlemsundersøgelse fra foråret 1996, og som viste, at et flertal af lærerne føler sig svigtet på grund af tidspres og uoverskuelige regler og mangel på tid og ro til den pædagogisk-faglige samtale, mener lærerne.

Og selvom det har været knaldhårdt at skulle sætte tid af til supervisionskurset, er man i dag ikke i tvivl om, at supervision blandt andet kan afhjælpe frustrationerne.

Som Vibeke Sporon-Fiedler udtrykker det:

- I sin frustration over ikke at have tid til at snakke ordentligt sammen kommer man ofte til at rette vreden det forkerte sted hen. For eksempel mod ledelsen i stedet for mod kommunen. Supervision kan give os redskaber til at afdække problemer og nå frem til en mere fælles forståelse af, hvilke muligheder, der er.

Kursusleder Mette Geldmann fortæller, at supervisionen er på stærk fremmarch i skolerne. Det har blandt andet en historisk forklaring.

- Supervision er først og fremmest at få tid og ro til at snakke lidt mere seriøst om et problem, der optager os, og som lærerne i høj grad har brug for at få vendt med kollegerne. I dag er det personlige møde en vigtig del af undervisningen, ligesom det er det kollegerne imellem. Børn i dag er sultne efter relationer og ikke så sultne efter viden, som de var, dengang lærerne var deres eneste kilde til ny viden. Og i dag er det ikke bare et spørgsmål om at skyde skylden på et dårligt lærebogssystem: Måske er det mig selv personligt, der ikke slår til? Her kan jeg blive løftet ud af min fastlåste position og med støtte fra mine kolleger få ideer til at tænke nyt om et fastlåst problem, siger Mette Geldmann.

Annette Wiborg er freelancejournalist