Irma Gregersen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mandag den 5. februar døde børnehaveklasseleder Irma Gregersen efter længere tids sygdom.

Det er kun lidt over et år siden, Irma fik konstateret, at hun var syg. Den efterfølgende behandling satte hende i stand til at genoptage sit arbejde på Nibe Skole, men i løbet af efteråret blussede sygdommen op igen.

Irma kom til Nibe Kommune i 1973 og var først børnehaveklasseleder i Vokslev og Sebber, men kom i slutningen af 70'erne til Nibe Skole, hvor hun har været siden.

Irmas job var et af skolens vigtigste. Det var hende, der mødte eleverne første gang, de kom i skolen. Hun tog imod med åbne arme. Hendes glade smil og livlige væremåde vil huskes af alle, der har haft hende i børnehaveklassen. Mange elever vil kunne takke hende for den gode skolestart, de har fået.

Som forældre vil man mindes Irma som den, der altid hjælpsomt kom én i møde og havde tid til at snakke om ens eget barn. Hvis man var usikker over for alt det nye, ens barn skulle igennem, var der altid hjælp og støtte at hente hos Irma.

Som Irmas kolleger vil vi huske hende som den livlige og glade, der altid engagerede sig i sit arbejde. Hun isolerede sig ikke som børnehaveklasseleder, men tog aktivt del i hele skolens liv. Som samarbejdspartner om børnene trak hun sin del af læsset, og det var en fornøjelse at samarbejde med hende. Altid gik hun glad på arbejde, og hendes glæde smittede. Vi vil huske hendes glade latter.

Irma var åben og positiv. Det var altid muligt at få en god snak med hende, hvad enten det drejede sig om noget fagligt eller mere personligt.

Nibe Skole har med Irma mistet en dygtig børnehaveklasseleder og et dejligt menneske.

Vi vil med glæde huske, at hun har levet!

Personalet på Nibe Skole