PåÅgerup Skole kalder de den læsefidusen. I Kirke Hyllinge hedder den læsebillen. Begge steder er der tale om et kontaktkort, der fungerer som bindeled mellem skole og forældre omkring elevernes læsning. Kortet får forældrene til dagligt at læse med deres børn.

- De skriver på kontaktkortet, hvad de har læst derhjemme, og hvordan det er gået. Så kan jeg bedre følge med i udviklingen hos den enkelte elev, siger Maj-Britt Westi Jørgensen fra Ågerup Skole.

Hun bygger sin læseundervisning i 1. klasse på egne erfaringer med en svensk model, der i høj grad involverer forældrene. Hver dag skal de læse højt for deres børn i mindst et kvarter. Efterhånden som eleverne lærer at læse, byttes rollerne om, så børnene læser for deres forældre i bøger, som de låner med hjem fra skolebiblioteket eller en bogkasse i klassen.

- Hver gang en elev har fået læst en bog højt, skal han fortælle om den i klassen og lave en tegning, som vi hænger op sammen med en kopi af bogens forside. Ud fra disse 'anmeldelser' får andre elever lyst til at låne bogen med hjem. På den måde stimulerer vi deres lyst til at lære at læse, fortæller Maj-Britt Westi Jørgensen.

Når eleverne begynder at læse for forældrene, får kontaktkortet en anden funktion.

- Hvis et barn har læst ti lidt for lette bøger i træk, kan jeg skrive til forældrene, at det er på tide, at vi finder en sværere bog, siger Dorrit Vangslev, der bruger den individuelle læsning i sin 4. klasse på Kirke Hyllinge Skole.

Trods rolleskiftet fungerer kontaktkortet stadig som to-vejskommunikation. Forældre kan for eksempel skrive, at de ikke har fået læst med deres barn, fordi familien har været til fødselsdag hele dagen. Så behøver barnet ikke have dårlig samvittighed.

Ikke blot et læsekursus

Når Sverige ligger højt placeret på den internationale læserundersøgelse fra 1992, skyldes det blandt andet, at svenske forældre opfatter det som deres ansvar at gøre barnet parat til at lære at læse. Men den svensk inspirerede læsemodel består af mere end et stykke pap til meddelelser mellem skole og hjem.

På de to skoler i henholdsvis Holbæk og Bramsnæs Kommune opererer modellen med to koncentrerede læseperioder af fem til syv uger per skoleår. Det er i disse perioder, forældre og børn læser sammen, samtidig med at der arbejdes med læseindlæring i timerne.

- Det er vigtigt at fortælle forældrene, at deres børn inspireres til selv at læse ved at have læsende forbilleder. Det betyder ikke, at forældrene skal overtage vores arbejde med at lære eleverne at læse, skrive og stave. Men vi kan ikke nå at læse højt for det enkelte barn og derefter snakke om indholdet af teksten. Det kan forældrene. Derfor organiserer vi samarbejdet om læsningen gennem kontaktkortet, siger Maj-Britt Westi Jørgensen, der har brugt den svenske model siden 1988. Til forveksling ligner modellen et almindeligt læsekursus. Men det er der ikke tale om.

- Den afgørende forskel er, at forældrene er en samarbejdspartner. Uden dem kan modellen ikke anvendes i 1. og 2. klasse, siger Maj-Britt Westi Jørgensen, der ofte udveksler erfaringer med Dorrit Vangslev fra Kirke Hyllinge Skole. De to lærere kender hinanden fra studietiden og har siden 1993 afholdt kurser i læsemodellen via amtscentralen og Danmarks Lærerhøjskole. Her møder de den samme skepsis igen og igen: Hvordan bærer man sig ad med at få forældre til at læse med deres børn?

- Der vil altid være forældre, som siger, de ikke har tid, eller at det udelukkende er skolens opgave at lære deres børn at læse. Andre igen opfatter kontaktkortet som en kontrol af, om de nu får læst med deres barn, fortæller Dorrit Vangslev.

- Men langt de fleste bakker modellen op, og så går vi i gang. Resten skal nok komme med hen ad vejen, for de kan ikke modstå presset fra deres egne børn, når de kræver at få læst højt ligesom alle de andre i klassen, siger Dorrit Vangslev.

Aktiv ventetid

Den allerførste læseperiode på fem uger i 1. klasse skal først og fremmest gøre eleverne interesserede i det boglige sprog og vænne forældrene til at læse med deres børn hver dag.

I anden læseperiode begynder eleverne at læse i en time om dagen i skolen. De bruger ikke en fælles læsebog men læser i hver sin. Imens går læreren fra elev til elev og læser med den enkelte. Flere af dem får måske kun læst i de fem minutter, de har sammen med læreren. Men de spilder ikke tiden. De skriver i deres ordbøger, lytter til bånd eller tegner til det, de har læst.

- Hvis vi bruger en fælles læsebog, vil hver elev også kun læse i fem minutter. Resten af tiden sidder de og venter på, at det bliver deres tur, mens de hører den samme tekst blive læst op igen og igen. Derfor er der stor fare for, at de synes, det er kedeligt at læse, siger Dorrit Vangslev.

Maj-Britt Westi Jørgensen ser det som en styrke, at eleverne selv vælger bøger efter deres interesse og niveau. På den måde bliver skolebiblioteket en naturlig del af hverdagen.

- Hvis vi ikke lærer eleverne, at læsning kan være en god og spændende oplevelse, vælger de læsning fra til fordel for tv, video og computerspil, siger Maj-Britt Westi Jørgensen.

Stille timer

Stilhed i læsetimerne spiller en afgørende rolle. Den sikrer plads til fordybelse, og at læreren kan gå fra elev til elev.

- Eleverne skal lære, at de ikke må forstyrre, mens jeg læser med en af deres kammerater. Men børn er spontane. De kalder hele tiden på mig for at få hjælp og skaber på den måde uro, så i starten skal jeg have et øje på hver finger. Men efterhånden som eleverne finder ud af, at de faktisk godt kan arbejde selvstændigt, breder roen sig i klassen. Samtidig oplever hver enkelt at have læreren for sig selv. Det nyder de, fortæller Maj-Britt Westi Jørgensen. Hun tilføjer, at det handler om at acceptere, at der er kaos i klassen i de første 14 dage, indtil eleverne har lært arbejdsformen. Til gengæld kan modellen anvendes gennem hele skoleforløbet. Både når det handler om læsning af fælles temaer, genrer og forfattere og som grundlag for projektarbejde.

Fremgangsmåden betyder også, at eleverne læser hele tekster, så de oplever en sammenhæng. Samtidig kan de vælge bøger i forskellige sværhedsgrader.

Men det er ikke modellens eneste bud på undervisningsdifferentiering. Når læreren sidder med hver enkelt elev, kan hun afpasse kravene til hans forudsætninger. Efterhånden kan hun vælge at bruge længere tid med en svag elev end med en stærk.

- Vi får ret hurtigt øje på elever med læsevanskeligheder, fordi vi sidder med hver enkelt i lange perioder ad gangen. Den tætte kontakt gør, at vi har et godt kendskab til eleverne. Det er svært at få, hvis man skal have 20 elever på nethinden påén gang. Så kan en dårlig læser nemmere gemme sig i mængden, siger Maj-Britt Westi Jørgensen.

En klar ulempe

Testlærer Jan Thinghuus fra Kirke Hyllinge Skole foretog en læseprøve i Dorrit Vangslevs 4. klasse i oktober. Den viste, at 85 procent af eleverne læste flydende og hurtigt.

- Det ligger et godt stykke over vores normale niveau på skolen, så formen ser ud til at være effektiv, siger Jan Thinghuus, der dog peger på en klar ulempe ved modellen.

- I klasser med mange elever er det nødvendigt at være to lærere i hver time. Ellers er det umuligt at nå at læse med samtlige elever, siger Jan Thinghuus.

Trods testlærerens rosende ord kan læsemodellen ikke forhindre, at nogle elever skal til specialundervisning. Men de to vestsjællandske lærere bag indlæringsformen er overbeviste om, at den kan reducere antallet. Og takket være den løbende forbindelse gennem kontaktkortet kommer det aldrig bag på forældrene, at læreren vil indstille deres barn til specialundervisning.

- Kortet gør det mere legalt at snakke åbent om læsning og om, hvordan det enkelte barn kan komme videre. Samtidig fungerer det som en form for intern evaluering, fordi vi også bruger den til at skrive alle de små ting fra hverdagen, som påvirker børns læsning, siger Maj-Britt Westi Jørgensen.

- Kontaktkortet er et lille stykke pap med stor effekt, fordi tingene bliver sagt i tide, tilføjer hun.

-

Henrik Stanek er freelancejournalist.