Hendes briller har det med at falde langt ned på næsen, når hun kikker ned på manuskriptet, for derefter at se ud på forsamlingen. Det får hende til at se temmelig fjollet ud.

Men det er ikke Ruth Wanjiru forsamlingen griner af. Det er heller ikke selve det, hun siger, eller måden hun siger det på. Det er det, at hun overhovedet siger det.

- Hvad synes I for eksempel om hustruvold? Det siges jo, at en kvinde ikke kan gå rundt sådan bare og passe børn og hjem i mange år uden at få bank - mindst én gang om året.

Stor latter fra forsamlingen.

- Og hvorfor bliver veluddannede kvinder ikke gift? Jo, fordi de ikke er lydige ligesom de andre.

Alle workshoppens deltagere kikker opmærksomt på Ruth Wanjiru. Det er ikke hver dag man taler om sex, prævention, omskæring eller flerkoneri i en større forsamling, hvor der både er mænd og kvinder.

Der står 'Kvinders rolle i uddannelse' på programmet, og Ruth er ikke bange for at nævne det unævnelige. Tabuer bliver bragt frem og diskuteret. Og alle deltagerne har lyttet interesseret. Grineriet er afværget.

Nord-syd-samarbejde

Dette stemningsbillede er typisk for de workshopper, Kenyas Lærerforening, (Kenya National Union of Teachers), Knut, holder med støtte fra Danmarks Lærerforening. Andre gange er emnet for eksempel læreres rettigheder, Knuts historie eller demokrati og fagforeningsrettigheder.

Ruth Wanjiru er 49 år, og hun har været aktiv i Knut siden '71, da hun blev uddannet som lærer. For et par år siden gennemgik hun et instruktørkursus i Knut, og siden har hun jævnligt rejst rundt sammen med fire andre fra lærerforeningen og uddannet tillidsrepræsentanter. Holdet har indtil videre stået for i alt 11 workshopper i West Rift Valley-provinsen i det nordvestlige Kenya.

Ruth Wanjiru er ikke ansat i lærerforeningen, men træder til afhængigt af, hvornår kurserne løber af stabelen. Derudover lægger hun en del kræfter i arbejdet som repræsentant for kvinderne i den lokale kredsstyrelse. Ved siden af det passer hun både hjem og job som leder af en lerklinet landsbyskole for 303 elever.

- Workshop-arbejdet har hjulpet mig meget. Nu har jeg flere roller at spille: derhjemme, på skolen og i samfundet.

- Jeg forsøger især at gøre noget for kvindernes status. På min skole er størstedelen af forældrene kvinder. Det er dem, der tager sig af børnene. Nogle af mændene er uansvarlige.

- Jeg lærer kvinder om familieplanlægning, hygiejne og sund kost. For der er virkelig problemer ude på landet. Og der er ikke nogen til at hjælpe, siger Ruth Wanjiru

Én af hendes elever kastede engang op i timen. Han fortalte, at han havde fået majssuppe til morgenmad, og dagen før havde han fået majsgrød og brasekartofler. Det betød, at Ruth Wanjiru begyndte at lære kvinderne hvilke afgrøder de skal dyrke.

- Man behøver jo ikke at få kød, men der skal serveres lidt af hvert, så børnene kan få en varieret kost.

- Det er nu, efter workshopperne og mine erfaringer som instruktør, at jeg har fået mod til at lære dem de ting. Jeg føler det er min pligt. Og jeg har set, at det hjælper.

Manden ladt i stikken

Ruth Wanjiru må ofre en del på grund af det hun laver. Men det er vigtigt at prøve at promovere foreningens arbejde, mener hun.

- Men det er da ikke let at skulle forlade hjemmet en uge ad gangen.

Med skolen er det ok, for der er der jo en viceinspektør, fortæller hun. Men hjemme er der problemer. Hendes mand er ikke glad for det, og nogle gange er hun nødt til at tage afsted, selv om der er en masse at lave. I denne uge er stuen for eksempel fyldt med sække med hvede. Det skal stå tørt, mens der ventes på, at der kommer en køber med en lastbil, der kan transportere det til fabrikken.

- Jeg ved, min mand lider under, at jeg er væk, men han har aldrig direkte forhindret mig i at tage afsted. Lige op til er jeg også meget afdæmpet. Jeg ordner haven, sørger for at der er mad til hele ugen. Og jeg vasker og stryger hans tøj, så det hænger klar i skabet. Og når jeg kommer hjem tager jeg mig ekstra meget af ham.

- Vi har det godt, siger Ruth Wanjiru og griner højlydt.

- Efter en dag eller to, så glemmer han det og livet gå videre. Jeg ved hvordan han skal håndteres.

Eksamen er det vigtigste

Selv om viceinspektøren bestyrer skolen mens Ruth Wanjiru er væk på arbejde for lærerforeningen, har hun ekstra arbejde når hun kommer tilbage. I ugerne efter underviser sine eksamensklasser halvanden times tid ekstra hver dag, inden de får lov til at gå hjem klokken 18.30. Eksamen er ikke bare vigtig for den enkelte elev, men også for skolerne, som rangordnes efter elevernes samlede præstation. Den bliver afgørende for tilgangen af elever i det efterfølgende semester, som igen er afgørende for skolens indtægt, fordi den hovedsageligt stammer fra forældrebetaling.

- Mændene, i det område hvor jeg bor, er ikke særligt glade for den succes min skole har. Det kommer frem på nogle af de møder, vi holder, men jeg føler det er meget vigtigt at højne standarden, for det er helt sikkert, at hvis skolen gik ned, ville de straks sige: 'Se, den dér skole havde en kvindelig leder.'

Kvindelige ledere kan tælles på få hænder, hvad enten det er på skolerne eller i lærerorganisationen, derfor er et af de principper, der håndhæves i forbindelse med kurserne, at mindst hver tredje deltager skal være kvinder. Det kan give problemer i et land, hvor der hersker en klar rollefordeling mellem kønnene.

- Kvinder har altid haltet bagefter. De har ikke selv vist interesse. I vores kultur var det meningen, vi skulle være ude i køkkenet hele tiden. Nu er vi taknemlige for, at mændene har tænkt på det med at en tredjedel skal være kvinder på kurserne. Men hvis antallet kunne blive forhøjet til mindst 20 kvinder og 25 mænd på hvert hold, var det bedre, for jeg tror, at det er kvinderne, der bliver aktive bagefter.

Når en kvinde begynder på et eller andet, så vil hun anerkendes som én, der lykkes med tingene. Hun vil bekæmpe den dér opfattelse af os som uduelige. Derfor går det godt for kvinderne efter workshoppen.

Demokratiet truer kvinderne

Men kvindernes faste plads på workshopperne er ikke sikret i fremtiden. Ordningen kan blive truet af lærerforeningens demokratiseringsproces. En af de sager, der er til debat i Kenyas lærerforening er netop de fremtidige valg til posterne som tillidsrepræsentant. For har man sagt demokrati, må man også med tiden sige valg. Fra begyndelsen holdt man ofte ikke valg, men udpegede kredsstyrelserne og resten efter geografisk repræsentation og individuelle kvalifikationer til at deltage i workshopperne. Det betød, at der blandt deltagerne var flere med op til tre 'kasketter'. Samme person kunne være tillidsrepræsentant, kredsstyrelsesmedlem og skoleleder. Set gennem den danske demokratiopfattelse kan dette virke forkert, men i dagens Kenya virker strategien relevant. Knut's ledelse vidste, at det at rekruttere workshop-deltagerne uden om kredsstyrelserne ville være at bede om problemer. For det første var der i de fleste kredse stort behov for en forbedring af bestyrelsesmedlemmernes viden om organisationen generelt. For det andet ville de føle sig truet i deres position af de fremstormende tillidsrepræsentanter, og det gjaldt om, at projektet ikke mødte modstand. Der skulle skabet et fundament for demokrati ved hjælp af uddannelse.

Tre kasketter på samme hoved

Det er på mange måder det samme problem med skolerne. Der er mange udpegede skoleledere blandt workshop-deltagerne. Der er behov for deres støtte og engagement for at netværket af tillidsrepræsentanter kan fungere. Ruth Wanjiru, som selv bærer de tre kasketter, er ikke i tvivl om, at den vigtigste person at uddanne som tillidsrepræsentant er skolens leder.

- Skoleinspektøren kan holde et møde for alle lærerne og tale organisationens sag, vise dem vedtægterne og så videre. Men se nu på den tillidsrepræsentant som ikke er skoleleder. For ham er det svært at få chancen for at samle alle lærerne, forklarer Ruth Wanjiru, og hendes stemme bliver lidt anstrengt når hun fortæller om dilemmaet.

- Her i vores land er det svært. Skolelederen vil tro, at tillidsrepræsentanten prøver at underminere ham. Skolelederen vil så arbejde for, at læreren bliver forflyttet, han vil ikke vide af ham.

- Men jeg er jo i kredsstyrelsen og tillidsrepræsentant og alt det dér. Det kan jeg jo være fordi jeg er skoleinspektør. Jeg spørger ikke nogen om lov. Jeg skriver bare i logbogen, hvis jeg skal til et møde.

På spørgsmålet om hvad hun tror, der vil ske, hvis man indfører valg til posterne som tillidsrepræsentanter, bliver Ruth Wanjiru eftertænksom.

- Jeg ville foretrække, at det var skoleinspektører, der blev valgt. Det er lederne, der virkelig kan advokere for fagforeningen. Men det er klart, at hvis skolens leder ikke er parat til at samarbejde med lærerne, så vil de selvfølgelig ikke vælge ham som tillidsrepræsentant.

Får kvinderne chancen

For kvinderne kan demokratiseringen sætte en stopper for den gode udvikling.

- Nogle kvinder vidste ikke, at de overhovedet kan stille op til andre poster i bestyrelsen og blive formand. De troede, den eneste stol var kvinderepræsentantens.

- Det er vigtigt også at holde workshopper, der kun er for kvinder. Især for at de kan lære om deres rolle som ledere. At de kan blive gode ledere.

- Mange kvinder undgår med vilje at blive ledere. Men efter nogle kurser kun for kvinder har vi haft nogle kvinder, der sidenhen er blevet skoleinspektører.

Men hvis kvinderne ikke længere automatisk får tildelt pladser på workshopperne, fordi tillidsrepræsentanterne i demokratiets navn for fremtiden skal vælges ude på skolerne, kan det betyde punktum for den proces, der er sat i gang, hvor de er ved at tilkæmpe sig pladser i organisationen.

- Jeg vil ikke stille op til en anden post i kredsstyrelsen end til den som kvinderepræsentant. Der er endnu ikke rigtigt andre kvinder, der kan støtte op om én. Jeg er stadig bange for mændene, siger Ruth Wanjiru.

Dette siger hun på trods af sin position som én af de vellidte kvindelige pionerer i organisationen. På trods af den succes hun har med at hjælpe kvinder på skolen, i samfundet og i lærerforeningen. Og på trods af, at hun i disse år er vidne til at flere og flere kvinder bliver uddannet og gør sig positivt bemærket i lærerforeningen.

Bente Sloth studerer international politik ved Roskilde Universitetscenter og international pædagogik ved Københavns Universitet. Hun har besøgt DLF-projekter i Afrika for at høre de afrikanske samarbejdspartneres vurderinger og for at samle materiale til en pjece og en udstilling.