Hvorfor er der større politisk opbakning til uddannelsesorlov end til forældreorlov, der i øvrigt er omdøbt til børnepasningsorlov. Forskellen fremgår af orlovsydelsernes størrelse. På uddannelsesorlov får man en ydelse svarende til maksimale dagpenge, hvor den under børnepasningsorloven først var på 80 procent af dagpengesatsen, fra 1.1.1995 faldt den til 70 procent og fra 1.4.1997 ryger den helt ned på 60 procent. Samtidig er der i dag kun cirka 60 kommuner, der giver tilskud, og de fleste af dem giver under de 35.000 kroner, der maksimalt må ydes.

Vi ser da også et markant fald i brugen af børnepasningsorlov. I 1994 blev 80.000 forældre bevilget orlov, i 1995 var antallet faldet til under 53.000, og hvor havner vi mon når satsen reduceres til 60 procent? I samme periode har vi set en fortsat stigning i brugen af uddannelsesorlov, der giver 100 procent dagpengesats. Børnepasningsorlov har i øvrigt givet 70-75 procent genbeskæftigelse.

Inden forringelserne af børnepasningsorloven fik vi demonstreret, at mange familier gerne gik ned i indtægt for at sætte samværet med deres børn i højsædet for en tid. For 90 procents vedkommende var det mødrene, der tog orlov, og af dem var de fleste mellemuddannede og offentligt ansat. De korttidsuddannedes orlov tages snarere i forlængelse af den almindelige barselsorlov, og de er ofte samtidig arbejdsløse. Blandt de resterende 10 procent, hvor orloven tages af fædrene, er der ofte også tale om arbejdsløse, der forlænger deres arbejdsløshedsperiode.

Lad os blive ved fædrene, for det er her filmen knækker. Vi ved, at de tager deres 14 dages barselsorlov, og at mange af dem også udsætter ferie og fridage til tiden omkring fødslen. Men derudover tager de ikke orlov, selv om de har ret til 26 uger, hvis barnet er under et år, og 13 uger hvis det er under ni år. Resten af orloven på i alt 52 uger skal arbejdsgiveren søges om.

Undersøgelser viser, at hvis en mandlig medarbejder henvender sig om børnepasningsorlov til en mandlig arbejdsleder, stejler denne ofte og provokationen kan også udløse latterliggørelse. Forståelsen omfatter kun de kvindelige medarbejderes ønske om at være noget for deres børn. Det samme oplever fædrene almindeligvis ikke, hos kvindelige ledere.

De få fædre på børnepasningsorlov, skyldes også orlovsydelsens størrelse, der som oftest medfører en større indtægtsnedgang for fædrene end for mødrene. Men det skal heller ikke undervurderes, at mange mænd finder det svært at være hjemme hele dagen i en længere periode. Så hvordan vil fædrene gerne have det? Jeg spørger, fordi jeg ikke tror, vi kommer meget videre med det familiepolitiske engagement og med ønsket om sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv, før fædrene melder sig på banen med deres ønsker. Hvis de da har nogen.

Her kunne det være spændende at høre lærerne, der har kontakt til børnefamilierne og til de drenge, der engang skal være fædre. Der tales nemlig også bekymret om fædrenes fravær, og det bliver ikke bedre med de mange kvindelige pædagoger. Men hvordan ønsker fædrene at være den nærværende far, og hvad er pigernes og drengenes forestillinger om en rigtig far?

Gunvor Auken er socialrådgiver i

Specialarbejderforbundet