Den dag da telefonen ringede, var det ret lang tid siden, Josephine havde set sin far. De havde haft aftaler, men han aflyste ofte. I telefonen forklarede far, at han var i Thailand, og derfor kunne Josephine og hendes to år yngre lillebror ikke besøge ham.

Josephines mor og far har ikke boet sammen, siden hun var helt lille. Men faren har altid betydet meget for hende.

Derfor husker hun også tydeligt, dengang politiet kom til familiens lejlighed. Hun kan ikke huske, hvor mange der kom, men hendes mor mener, at det var omkring 20 betjente, der pludselig stormede ind i lejligheden.

»Jeg vidste godt, at det havde noget med min far at gøre. De ledte efter ham. De rodede rundt i det skab derovre. Bagefter kiggede jeg nogle gange i skabet, fordi jeg troede, at min far var inde i det«.

Da Josephines far kom i fængsel, fik hun ikke noget at vide i første omgang. Hendes mor troede, at han måske var uskyldig. Han ringede til Josephine, da han havde fået sin dom, og fortalte, at han skulle i fængsel i fire år.

»Jeg græd. Han sagde, at der var nogle, der var efter ham, og det var derfor, at min lillebror og jeg ikke kunne besøge ham. Jeg tror, det var noget med, at min far havde købt en pistol og skudt efter manden, der var efter ham. Men han ramte ikke«, siger Josephine.

Hun skældte vist også sin far ud i telefonen. Det siger hendes mor i hvert fald. Selv husker hun det ikke.

»Jeg fortalte det ikke i skolen med det samme, men jeg begyndte at græde hele tiden. I timerne. I skolegården. Min lærer ville jeg gerne snakke med. Han har hjulpet mig hele tiden«.

Josephines mor talte først med skolen, da lærerne kontaktede hende, fordi datteren var begyndt at få problemer. Hun var ikke helt så koncentreret, som hun havde været. Hun begyndte ofte at græde.

»Da de ringede og sagde, at Josephine var meget ked af det, kunne jeg fortælle, at det også handlede om nogle ting, der skete herhjemme«, siger Josephines mor.

Jeg kom af med det

Der gik et år, før Josephine fik mod på at fortælle hele klassen, hvor hendes far var henne.

»Min bedste veninde vidste det, men jeg synes, det var lidt træls, at ingen andre vidste det. Så en dag, hvor vi havde billedkunst, og alle var samlet, sagde jeg det. Der har ikke været nogen, der har drillet mig. Det var dejligt at fortælle det. Jeg kom af med det, og det hjalp rigtig meget«, siger Josephine.

I dag er hun 12 år og går i 6. klasse. Hendes far kom ud af fængslet i efteråret. Hun er begyndt at se ham igen og skal måske bo hos ham hver anden uge. Han har været med til møderne på den nye skole, hvor Josephine begynder efter vinterferien.

Hun er sikker på, at de nye kammerater ikke skal kende noget til hendes fars fortid.

»Jeg er blevet meget stærkere. Det er mere end et år siden, jeg har grædt i klassen. Så på en måde har jeg fået noget godt ud af noget, der var rigtig skidt«, mener Josephine.

I begyndelsen følte hun, at det var hendes skyld, at far var kommet i fængsel. At han havde skudt efter en anden mand, fordi manden forhindrede ham i at være sammen med Josephine og hendes bror.

Sådan har hun det ikke længere. Men det er baggrunden for, at hun ikke er tvivl om, hvilket råd hun vil give til andre børn, der ender i samme situation.

»Det er ikke deres skyld. Det er ikke dem, der har begået fejlen. Det er vigtigt at huske«.

Josephine er et opdigtet navn. Folkeskolen kender elevens rigtige navn.