Billederne viser danske festivaler, terrorangrebet på World Trade Center i New York, badende børn på en dansk strand, flodbølgen i Asien, kronprinseparret med den lille nyfødte prins, Justin Timberlake, der blotter Janet Jacksons ene bryst, og statsminister Anders Fogh Rasmussen med rød maling ned ad skuldrene. 235 pressefotos på godt fem minutter. Billederne viser sig hurtigt efter hinanden på tre lærreder, mens rytmerne fra Safri Duos trommer drøner ud af højtalerne og får sæderne i salens mørke til at ryste.

Tempoet for et besøg i Fyens Stiftstidendes MedieLab i Odense er sat, og 8.b fra Nordre Skole i Svendborg er gæster. Her skal de prøve kræfter med at være journalister for en dag. Eleverne skal rundt i en miniudgave af Odense, hvor de skal foretage interview og samle informationer.

Helle Andersen, som skal guide klassen gennem besøget, finder et klassesæt af små fikse lomme-pc'er frem, som eleverne taster deres navne ind på.

»Her i mediehuset hedder det ikke grupper, det hedder redaktioner«, siger Helle, og eleverne skynder sig hen til den redaktion, som deres lomme-pc giver dem besked på, at de hører til. På fladskærmen over redaktionsbordet byder journalistfluen Radar redaktionen velkommen efterfulgt af et skrattende og utålmodigt »Hvad venter vi på?«

»Jeg hader den flue«, siger en af drengene med et skævt smil. Radars raspende stemme kan drive enhver til vanvid, og drengen har tydeligvis allerede stiftet bekendtskab med Radar på MedieLabs hjemmeside.

Så dukker nyhedsredaktør Line Vedel frem på skærmen, og dagens første redaktionsmøde kan begynde. Mødet er først lige i gang, da mediehusets fotograf ringer fra det lokale indkøbscenter og fortæller, at et åbningsarrangement er endt i total kaos. Spillet er i gang, og fra nu af er eleverne journalister, som skal ud at mediedække begivenheden. Undervejs får hver især forskellige opgaver og informationer, så det gælder om at samarbejde for at få et godt produkt - ikke om at blive først færdig.

Situationens alvor

Det viser sig, at en 13-årig dreng er blevet trampet ned under kaosset, og at det nu er op til journalisterne at finde ud af, hvad der er sket, hvem der er indblandet, hvorfor det er sket, og hvad der nu vil ske.

En fodboldtræner, som heltemodigt greb ind og reddede den 13-årige ud af mængden, skal interviewes. Det samme skal den sikkerhedsansvarlige i indkøbscenteret og den nyansatte brandchef, som måske har klokket i det med tilsynet. Der er nok af opgaver for de travle journalister, så Radar har nok ret, når han siger, at de skal se at komme i gang.

Redaktionsfluen, som har kontakterne i orden, drøner byen rundt og hjælper til med at finde interviewpersoner og ringer så til journalisterne for at informere om tid og sted for interviewene. Radar har blandt andet talt med en kilde, som vil lade sig interviewe for 500 kroner, og journalisten, som får tilbuddet, kan vælge mellem tre muligheder, som står på lomme-pc'en. Hun kan takke ja til tilbuddet, sige nej tak eller ringe og spørge nyhedsredaktør Line Vedel om lov. Journalisten er i tvivl, så hun vælger det sidste. Med en lille pen trykker hun på den nederste valgmulighed på skærmen, og nyhedsredaktørens stemme lyder ud ad pc'en. Det blev et nej, for det er imod mediehusets regler, men der er ingen grund til bekymring, for der skal nok blive mulighed for et andet interview. Nyhedsredaktøren får ret, og journalisten er snart på vej til et andet interview. Radar og Line Vedel giver hele tiden journalisterne nye opgaver, og der er en evig ringen af telefoner og summen af stemmer, som giver svar på interviewspørgsmål eller nye instrukser.

»Du er nødt til at sende dine notater ind til web-redaktørerne«, lyder nyhedsredaktørens stemme fra en af journalisternes computere.

Simple kulisser, men god indlevelse

»Hvor er Vestergade?« spørger en af journalisterne ud i luften, mens han går søgende rundt mellem møblerne, der tilsammen danner Odense by.

Selvom hele sceneriet let kan forveksles med en salgsopstilling i Ikea, sørger de elektroniske effekter for, at eleverne kan leve sig ind i rollerne som journalister i marken. Når de skal interviewe, placerer de deres lomme-pc i en holder, som er på hver lokalitet. Det sætter interviewet i gang, og på skærmen kommer der nogle spørgsmål frem, som journalisten kan vælge at stille.

Over pc-holderen på hver lokalitet hænger der en såkaldt lydbruser, hvorfra interviewpersonens stemme kommer. Hvis journalisten vælger et mindre godt spørgsmål, lyder svaret »Ja«, »Nej« eller »Det kan jeg ikke svare på«, men når det rigtige spørgsmål bliver stillet, giver interviewpersonen en lang og uddybende forklaring om, hvad der skete, hvad det mest kritiske ved situationen er, hvem der har ansvaret for nødudgangene i centeret, eller hvad konsekvenserne er, hvis centeret må lukke.

Flere gange midt i arbejdet kalder Line Vedel alle journalister til redaktionsmøde. Der skal nemlig produceres både web-nyheder, radioindslag, tv-udsendelse og avis, og det hele skal planlægges, så alles kræfter bliver brugt på den bedst mulige måde, og så informationerne, som journalisterne hver især har skaffet, kan blive sat sammen til et helt og sandfærdigt billede.

Deadline nærmer sig

Dagens sidste opgave er at bestemme, hvad der skal i morgendagens avis. »Hvad er det mest interessante for vores læsere?« overvejer journalisterne. Selve nyheden om, at der har været kaos i indkøbscenteret, er allerede kommet ud gennem de elektroniske medier, så den trykte avis skal informere om, hvorfor der skete, hvad der skete, og hvad konsekvenserne bliver.

Redaktionen er færdig, i samme sekund trykkeren ringer fra trykkeriet for at rykke for avisen. Journalisterne nåede det inden deadline, og redaktionerne samles, hvor de mødtes, da det hele begyndte. Journalisterne skifter identitet og bliver atter skoleelever, og snakken går noget hurtigere og højere, end da de ankom to timer tidligere.

»Fantastisk sjovt« og »bedre end vi havde regnet med« er nogle af de umiddelbare kommentarer, som Helle Andersen får, da hun spørger, hvordan det har været. Sammen ser og hører eleverne nogle af redaktionernes mange produktioner og diskuterer fordele og ulemper ved forskellige typer medier. Internettets styrke er hastighed, nyhederne kommer lynhurtigt ud, bliver de enige om.

I radioen er der brug for gode beskrivelser, som et øjenvidne for eksempel kan give. Det må ikke være for tørt, for indslaget skal skabe billeder i hovedet på lytteren. Avisens styrke er, at der er plads til grundige og udredende artikler om baggrund og konsekvenser for en hændelse.

»Der er ikke nogen af de historier, vi har set nu, der er mere rigtige eller forkerte end andre. Det handler om at vælge og kunne begrunde sine valg«, siger Helle Andersen, inden eleverne fra Nordre Skole smutter over på banegården i virkelighedens Odense for at tage toget tilbage til Svendborg.

På www.fyens.dk er der et link til MedieLab, hvor du kan hente al den information, du har brug for, hvis klassen vil besøge MedieLab.

Eleverne skal producere nyheder til både internet, radio, tv og avis. De skal debattere forskellige mediers styrker og svagheder og diskutere de presseetiske regler.

Op til 32 elever kan deltage, besøget er gratis og varer cirka to timer. Plads kan bestilles på hjemmesiden.