Momme Knudsen på pension

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hjælpsom og elskværdig og i besiddelse af en smittende latter. Sådan beskriver kollegerne i Danmarks Lærerforenings faglige kontor Momme Knudsen.

Efter en lang karriere i fagpolitisk arbejde går Momme Knudsen nu på pension. I 1976 blev han valgt til hovedstyrelsen, hvor han især kastede sig over de organisatoriske forhold.

Også kvinders muligheder har ligget Momme Knudsen på sinde. Ikke kun i Danmarks Lærerforening, men også på hjemmefronten. Da hans hustru, Liselotte Knudsen, i 1981 blev valgt til næstformand i HK, valgte han at tilpasse sig hendes karriere. Det resulterede i, at han i 1982 flyttede fra Sønderjylland til Valby. Her skiftede han tillidshvervet ud med en konsulentstilling i Danmarks Lærerforening. Sideløbende med sit arbejde med faglige forhold læste han jura og endte med at kunne kalde sig jurist.

I sit arbejde er Momme Knudsen blevet karakteriseret som en slider, en sejtrækker, en velforberedt sagsbehandler.

Men selv om den jyske muld er udskiftet med Københavns asfalt, så har Momme Knudsen ikke helt givet slip på Sønderjylland. På fagligt kontor gjorde han således Sydslesvig til en af sine hovedinteresser.

Da han fyldte 60 år, blev det kendt, at Momme Knudsen stadig taler sit sønderjyske modersmål, ligesom han ynder at overraske sine kolleger med sønderjyske specialiteter.

Momme Knudsens hustru gik på pension i slutningen af sidste år, så nu får de to mulighed for at tilbringe mere tid sammen.