Vi er alle sammen bekendt med, at siden valget sidste år er etniske gruppers integration et primært debatemne for den nye regering. Jeg vil ikke behandle det store integrationsspørgsmål politisk, men alligevel kan jeg ikke lade være med at kommentere De Konservatives retsordfører Helge Adam Møllers udtalelser i forbindelse med integrationsdebatten. Hans synspunkt er, '. . . at børn af indvandrere og flygtninge skal tvinges til at gå i børnehave for at lære dansk'. Venstres Birte Rønn Hornbech ligefrem truede i Politiken med tvangsfjernelser, hvis udenlandske forældre ikke sørger for, at deres børn lærer dansk. Grunden til, at jeg vælger at kommentere de to politikeres synspunkter, er, at synspunkterne, efter min mening, ikke hører nogen steder hjemme, og at de etniske børns tilegnelse af det danske sprog er relevant for os professionelle.

Når politikere og fagfolk udtrykker deres synspunkter omkring etniske grupper og deres børn, er der en tendens til, at der ikke er noget hold i det, de siger. Med hensyn til de to førnævnte politikeres synspunkt spørger jeg mig selv om, hvor meget de følger med i den daglige pædagogiske praksis, og hvor meget kontakt de har til den etniske befolkning i det daglige? De har hverken kendskab til pædagogik i praksis eller kontakt til grupperne, så deres synspunkter er kun for at profilere sig offentligt og på bekostning af gruppen. Når det er sagt, vil jeg vende tilbage til børnenes tilegnelse af det danske sprog.

Jeg påstår ikke, at det er problemfrit. Der er nogle væsentlige elementer, vi skal se i øjnene. For det første forældrenes indstilling - det er helt klart min overbevisning, at alle etniske forældres brændende ønske er, at deres børn lærer det danske sprog. Netop fordi mange af forældrene stadig efter mange års ophold her i landet er mærket af, hvad det vil sige ikke at kunne beherske det danske sprog. Fra første dag, børnene begynder i børnehave/ skole, hører de konstant fra forældrene, at de skal lære sproget. Og pædagogerne i børnehaven og børnehaveklassen og lærerne bliver konstant spurgt af forældrene om, hvor meget og hvor hurtigt de lærer børnene dansk. Forældre er nået til den erkendelse, at nøglen til deres børns fremtid er sproget.

Men for mange af de forældre, der viser stor interesse, er det et væsentligt problem for dem at lære deres børn sproget. De har viljen og bakker op omkring det, men de har ikke forudsætningerne. Som det ser ud til i den politiske udvikling, kan et mangelfuldt dansk sprog på længere sigt betyde, at de bliver udvist af landet. Spørgsmålet er her, hvem der har det pædagogiske ansvar for børns tilegnelse af det danske sprog, og om de folk, der står for opgaven (sproglærere/pædagoger), er i stand til at løfte den?

Uden at jeg skal generalisere, tør jeg godt vove den påstand, at både de professionelle og de institutioner, hvor børnene er, udviser en stigende tendens til, når børnene har svært ved at tilegne sig sproget eller ikke lever op til de faglige forventninger, at opgive børnene eller stemple dem som værende enten et kulturelt eller psykologisk problem. Groft sagt er vores institutioner ikke gearet til børn fra socialt dårligt stillede familier. Og det er netop dem, der har de største faglige og ikke mindst sproglige problemer. Der er efter min mening tre forhold, som er afgørende for børnenes udvikling og tilegnelse af det danske sprog. For det første kvalificeret modersmålsundervisning, for det andet uddannelse af speciallærere, der kan undervise disse børn, for det tredje skal skolen og øvrige pædagogiske institutioner have viljen og være imødekommende over for disse børns behov for sprogtilegnelse. På den måde undgår de at blive udvist fra Danmark.

Ahmet Demir er cand.pæd. og leder af Blæksprutten