Nogle taler om inklusion ud fra målsætningen om, at kommunerne i gennemsnit skal sikre, at 96 procent af eleverne undervises i den almene klasse. Det indsnævrer inklusionens målgruppe til et mindre antal elever.

Men det må være mest rigtigt at tale om inklusion ud fra de alment anerkendte kriterier for inklusion, hvor det ikke er tilstrækkeligt, at eleverne er fysisk til stede i almenklassen. De skal også have et optimalt fagligt og personligt udbytte af undervisningen, og de skal trives og føle sig som en del af fællesskabet - og at de selv bidrager aktivt hertil.

Derved bliver inklusionsmålgruppen meget større. Den omfatter blandt andre elever med læseproblemer, elever med diagnoser og elever, hvor skolen forventes at blive bedre til at nedbryde den negative sociale arv. Inklusionens målgruppe kommer således til at udgøre 15-20 procent af eleverne. Før 2012 blev disse elever hjulpet gennem specialundervisningssystemet, men nu skal de fleste hjælpes gennem almenundervisningen.

Inklusion: Ikke lærernes skyld, at det ikke lykkes

Inklusionsmålgruppen sætter dagsordenen

Reel inklusion af så stor en elevgruppe kan kun ske gennem udvikling af almenundervisningen. Inklusionsmålgruppen stiller blandt andet krav om trygge, strukturerede og overskuelige rammer med stærk lærerstyring. Der skal være et overskueligt antal lærer- og kammeratrelationer, og unødige skift skal undgås. Den enkelte klasse skal udgøre den trygge base for disse elevers undervisning.

80 procent af eleverne i skolen kan sagtens klare mere løse og skiftende strukturer i undervisningen, men forskning viser, at de mere resursestærke elever også profiterer af en struktureret og lærerstyret undervisning med høje faglige forventninger til alle elever.

Det er nødvendigt, at der er viden og accept af, at arbejdet for ægte inklusion indebærer, at de 15-20 procent af eleverne nødvendigvis må sætte dagsordenen for, hvorledes undervisningen i folkeskolen skal indrettes.

Såfremt der ikke tages de nødvendige hensyn til behovene for den brede inklusionsmålgruppe, er skolen selv med til at forstærke eksisterende problemer og vanskeliggøre inklusionsarbejdet - og øget segregation vil blive resultatet. Den såkaldte fleksible skole med vægt på stærke sociale kompetencer hos eleverne er gift for inklusionsarbejdet.

Samtidig må skoleledelsen sikre optimal udnyttelse af de eksisterende støtteresurser, der ofte i for ringe grad gøres nyttige for de svage elever, for eksempel uhensigtsmæssig udnyttelse af tolærerresurser og manglende indarbejdelse af erhvervede kompetencer ved efteruddannelse.

Inklusionens mange nødvendige aktører

Som beskrevet i »Inklusionshåndbogen« må skolen til enhver tid arbejde så professionelt som muligt med udvikling af almenundervisningen og øget inklusion. Men hvis skolen skal lykkes med reel inklusion af alle elever, så kræver det, at eksterne parter også løser deres opgaver. Det omfatter blandt andet:

• Styrk småbørnsområdet: Der må arbejdes mere intensivt på at udvikle udviklingsmiljøerne for småbørn, så det sikres, at børn møder op i skolen med de bedste forudsætninger for at få et optimalt udbytte af undervisningen.

• Femårig læreruddannelse er nødvendig: Læreruddannelsen har brug for tid til at sikre større sammenhæng mellem teori og praksis som for eksempel i Finland. Lærerfagets prestige vil øges betragteligt til gavn for ikke mindst de svage elever.

• Positiv forældreopbakning: Det er nødvendigt, at alle forældre helhjertet bakker op om skolens bestræbelser på at løse sin opgave. Det gavner ikke kun inklusionsmålgruppen, men alle elever.

• Pressen og de negative historier: Folkeskolen er interessant stof, og det gælder især de negative historier. Politikerne bidrager gerne med hurtige forslag til løsninger. Det er ofte med til at skabe et dårligt arbejdsmiljø på skolerne og give skolerne et helt urimeligt dårligt omdømme. Når skolen er i problemer, rammer det altid de svageste elever hårdest.

• Lovændringer skal baseres på dialog: Inklusionens elever er helt afhængige af den enkelte lærer i klasseværelset. De mange og omfattende lovændringer i skolen har ikke været baseret på forståelse, opbakning og nødvendig kompetenceudvikling hos lærerne. Positive ændringer i folkeskolen kræver dialog og medinddragelse af lærerne.

• Skaf gode skoleledere og skolechefer: Gode skoleledere sikrer et udviklingsorienteret arbejdsmiljø på skolerne med motiverede og engagerede lærere.

Gode skolechefer sikrer et fagligt sammenhængende kommunalt skolevæsen med god opbakning til den enkelte skole. Der skal være et godt samspil mellem økonomisk og faglig styring med medvirken fra et aktivt Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Overvejende økonomisk styring vil aldrig være effektivt i forhold til inklusionens målgruppe - hverken menneskeligt eller økonomisk.

• Mangel på forskning om inklusion: Vi har brug for forskning, der beskriver betingelser for ægte inklusion og udbyttet for eleverne. Det er ikke nok at tælle antal elever i almenklasserne.

Skolen skal gennem langsigtet og målrettet indsats sikre alle elever en tryg og udviklende skolegang og det bedst mulige fundament for videre læring. De fleste børn lærer altid mest af at være i almenundervisningen, men det kræver, at alle ansvarlige aktører om folkeskolen løser deres del af inklusionsopgaven, så det kan ske fagligt forsvarligt.

Bjarne Nielsen er uddannet lærer og psykolog og har været leder og chef i folkeskolen siden 1977. Tidligere medlem af hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening. Forfatter til blandet andet »Problemadfærd i skolen« og »PPR-håndbogen«. Den 15. februar udkom »Inklusionshåndbogen«, Dansk Psykologisk Forlag.

Anmeldelse: Hvis du kun skal læse én bog om inklusion