Elever og ansatte, der bliver udsat for vold i skoletiden, får ikke nok hjælp. Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt forskningsprojekt, der bygger på 25 interview med ofre for skolevold, deres pårørende og andre involverede.

Når lærere og pædagoger bliver udsat for vold fra elever, oplever de ofte, at skolens ledelse ser sagen som afsluttet, når episoden er registreret i systemet. Men ofte står de forurettede alene tilbage med ubearbejdede traumer. Og når det er en elev, der rammes, ender det i flere tilfælde med et skoleskift, fordi barnet og familien ikke får hjælp til at håndtere angsten for at komme tilbage i skolen.

Det fortæller selvstændig forsker og ph.d. i samfundsvidenskab Claus Drejer, der står bag rapporten ”Stop skolevold”, der netop er afleveret til fagligt gennemsyn og udkommer efter sommerferien. Han har selv interviewet alle kilderne til undersøgelsen, som er finansieret af Offerfonden.

”Jeg er ikke overrasket over, at der er fysisk og psykisk vold i skolen, men jeg er overrasket over skolernes manglende handling bagefter”, siger Claus Drejer.

Hvis lærerne for eksempel bliver sparket af en elev, skal de udfylde et riv og kradsskema, som bliver sendt til kommunen. Når det er udfyldt, ser skolen ofte sagen som afsluttet, men det gør de ramte medarbejdere ikke. 

Claus Drejer fortæller, hvordan en af hans respondenter – en ansat i indskolingen – selv måtte finde og betale for psykologhjælp.

46 skoler har fået påbud for sundhedsskadelig vold

Medarbejderen var psykisk påvirket af, at skolen havde meget udadreagerende elever, og at der samtidig manglede mandskab. En kombination, der betød, at hun ofte oplevede personrettet vold mod børn og mod sig selv.

”Hun var både påvirket af, at børn blev krænket, og påvirket af, at hun selv blev krænket. Hendes grænser blev rykket konstant, og til sidst måtte hun forlade stillingen”, fortæller Claus Drejer.

Heldigvis bliver de fleste medarbejdere i skolen ikke lige så alvorligt påvirket af udadreagerende eller truende elever. De bliver måske chokerede, græder og kan have svært ved at sove i den efterfølgende tid, men det går ofte over igen efter et par uger og nogle fridage. 

Men hvis episoderne er særligt voldsomme eller står på over længere tid, kan det have store psykiske konsekvenser, fortæller psykolog og ph.d. Lars Peter Sønderbo Andersen, der er seniorforsker ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospitalet Gødstrup.

Han har i mange år forsket i psykisk arbejdsmiljø, kortlagt vold på arbejdspladsen og har haft mange lærere, pædagoger og sygeplejersker i terapi efter voldelige episoder på jobbet.

”Ængstelse og søvnbesvær kan blive en fast tilstand. Nogle kan få bekymringstanker om, hvorvidt hændelsen kan gentage sig, de kan få mareridt, blive mere årvågne og fare sammen ved den mindste larm, og så er vi dér, hvor vi taler om en traumereaktion, der er lidt PTSD-agtig”, siger Lars Peter Sønderbo Andersen.

Ledere handler forskelligt

Skoleledernes formand, Claus Hjortdal, er ikke overrasket over, at der kan opstå situationer, hvor lærere og ledere kan se forskelligt på hændelser med udadreagerende elever. For ligesom lærere vil også skoleledere ”tackle situationer meget forskelligt”.

”Jeg skal ikke udelukke, at der er nogle skoleledere, som tager for overfladisk på det”, siger Claus Hjortdal og peger på, at der især i indskolingen er god grund til ikke at gøre problemet større, end det er.

”Er det i udskolingen, er der mulighed for, at der er foregået noget strafbart, så dér skal vi vurdere, om vi skal have fat i politiet. Men tingene sker primært i indskolingen, og her er vores udgangspunkt, at det er børn, vi snakker om, og så er man nødt til at se det som et barn, der reagerer”, siger han.

Skolelederformanden er ”af den helt klare overbevisning”, at skolelederne ikke mener, at der er nogen børn, der går i skole med intentioner om at gøre deres lærer ondt.

”Det betyder, at vi kan stå i en situation, hvor vi må sige til en lærer: ’Jeg vurderer det ikke så voldsomt, men jeg anerkender, at det har været en voldsom oplevelse for dig’”, siger Claus Hjortdal.

Men det kan være problematisk at undervurdere behovet for hjælp efter en voldsom episode, fortæller Lars Peter Sønderbo Andersen. For når volden har stået på i længere tid, kan det være en relativt uskyldig episode, der får ”bægeret til at flyde over”.

”Jeg har mødt lærere i min praksis, hvor man tænkte, at dét, der udløste traumet, måske ikke lød så voldsomt. Men hvis man oplever voldelige episoder igen og igen, så er der en risiko for, at filmen knækker”, siger Lars Peter Sønderbo Andersen.

Er skaden sket, er det vigtigt at have nogen at snakke med – og her er registrering og forebyggende tiltag også med til at dulme offerets bekymringer.

”På nogle skoler har de et særligt traumekorps, men hvis ikke skolen har resurser til dét, er det en psykolog, der skal indover. Men man kan løfte rigtig meget på skolen med en god og forstående skoleleder, gode kollegaer og arbejdsmiljørepræsentanter”, siger Lars Peter Sønderbo Andersen.

Alle har brug for hjælp

Ud fra sine interview kan Claus Drejer se, at det ikke kun er medarbejdere, som føler sig ladt i stikken efter hændelser med udadreagerende elever. Når volden eller truslerne rammer en klassekammerat, er familierne til ofrene ofte utilfredse med skolernes håndtering. For eksempel oplever forældre, at skolen ikke anerkender, at der er tale om vold.

”I mine interview hører jeg ofte, at der er forskellige oplevelser af, hvad der er sket. Lærerne og skolen siger ofte, at en voldsom episode var en leg, der gik over gevind, og børnene siger noget andet. Forældrene tager som regel deres barns parti og støtter dem”, fortæller Claus Drejer.

Noget tyder da også på, at skolerne kunne blive hurtigere til at opdage de overgreb, der foregår i det skjulte.

”Især den psykiske vold imellem elever har ofte stået på i måneder, før det bliver opdaget af voksne. Skolen opdager det typisk først, når det barn, det går ud over, knækker sammen. Og så er det jo chok- og traumebehandling, der skal til”, siger Claus Drejer.

Forklaringen er manglende resurser, lyder hans vurdering.

”Alle vil børnene det bedste, men lærerne har travlt, og skolelederne fortæller, at de sidder i en hverdag, hvor de skal vælge, hvilken ildebrand der skal slukkes. Skal der sættes en halv lærer af for at få en traumatiseret elev tilbage, eller skal man bruge den halve lærer på nogle andre børn?” siger han og understreger, at alle de skoler, han har besøgt, gør et stort arbejde for at løse en meget svær opgave.

Claus Drejer har også et bud på, hvad skolerne skal blive bedre til.

”Skolerne skal være bedre til at udarbejde pædagogiske og sociale handleplaner, så de kan tage hånd om både lærerne og de elever, der har været udsat for vold i skolen, samt deres forældre. For hvis barnet mister lysten til at gå i skole, går det typisk ud over mindst en af forældrene, der må blive hjemme i stedet for at gå på arbejde”, siger forskeren og peger på, at ofre i flere tilfælde selv har skullet skaffe psykologisk hjælp efter voldelige overgreb.

”Stort set alle er berørte – både familierne til ofrene og udøverens familie. Der kan også være en del skam forbundet med det for lærerne, der føler, at de burde have opdaget, at en elev blev mobbet, truet eller udsat for vold i en længere periode”.

Hos skoleledernes formand er der kun lille opbakning til forslaget om en handleplan. Han vurderer, at de fleste ledere er i stand til at håndtere voldsomme episoder professionelt.

”Hvis man er på en skole, hvor der tit er voldelige episoder, er det en udmærket ide med en handleplan, men jeg synes ikke, at alle skoler nødvendigvis skal have en. Det er voldsomt at udarbejde en handleplan på baggrund af en enkelt sag”, siger Claus Hjortdal.

Er der tale om episoder, der medfører traumer, skal familien eller den ansatte have psykologhjælp og traumebehandling, og det er ikke en opgave for skolen, mener Claus Hjortdal.

Fik du set kortet over, hvor Arbejdstilsynet har fundet sundheds­skadelig vold?

”Hvis et barn er traumatiseret, og det er ved at splitte familien ad, fordi de ikke kan komme videre eller tilgive, så rækker vores hjælp ikke. Vi er ikke psykologer, og det er heller ikke vores gebet. Vi kan handle ud fra de regler og retningslinjer, vi har, og hvis ikke forældrene kan acceptere det, er det ikke skolens skyld, men deres eget ansvar. Det vil vi ikke tage på os”.