Genvalg til skoleleder-formandskabet

Claus Hjortdals hilsen består af et fast håndtryk og et smil, der krøller rynkerne opad. 22. marts vil han i Middelfart forsøge at give hånd til de cirka 110 ledere, der udgør Skolelederforeningens øverste myndighed: repræsentantskabet. I fire år har Claus Hjortdal stået i spidsen for skolelederne, og nu er han på valg igen - foreløbig uden modkandidater.

I sin første periode har han givet mange professionelle håndtryk. Også til mange journalister. Claus Hjortdal har været med til at professionalisere Skolelederforeningen og give lederne en stemme i medierne. Han bliver citeret dagligt i nyhedsmedier og optræder i snit to gange om ugen i fjernsynet. Alligevel var det noget så jovialt som et håndtryk, der gav ham stor modvind i den offentlige debat. Det skete, da han udtalte, at håndtrykket kan trumfe knus, når lærere trøster elever.

»Jeg synes, det er uprofessionelt, hvis man vil give knus. Det gode danske håndtryk, det har man aldrig taget skade af«, siger han.

Forklaringen er ligetil for en mand, der i seks år arbejdede som lærer i Thy med musik og biologi som linjefag. Og derefter gennem 15 år har samlet erfaringer som skoleleder på tre skoler i det nordjyske.

»Hvis et barn har oplevet, at mor og far nærmest har revet hovedet af hinanden, inden det kommer i skole, og læreren siger: 'Du ser så ked ud af det, du får lige et knus', så gør du ondt værre. Hvis man giver et knus, skal man også bruge tid på at sætte sig ned og spørge barnet: 'Hvad er der sket? Kan jeg gøre noget?' Giver man bare et knus, er man simpelthen ikke professionel«, uddyber han.

Optimisten

Claus Hjortdal forsøger ellers at dæmpe den kritiske tone, når han snakker om skolen. For han synes virkelig, at folkeskolen har brug for at blive talt op. Han er ikke i tvivl om, at skolen, i de år han har siddet i formandsstolen i det åbne kontorlandskab på foreningens kontor midt i København, er blevet bedre.

»Vi er pressede. Men vi skaber resultater i folkeskolen, selv om lærerne underviser flere timer, og selv om vi har flere børn i klasserne og færre ledere. Vi har skabt rationaliseringer, og vi har skabt resultater. Jeg synes, folketingspolitikerne burde give folkeskolen en stående applaus en gang om ugen, for vi leverer faktisk«, siger Claus Hjortdal.

Men rosende ord kan også give bagslag. Det har Claus Hjortdal flere gange fået at føle. I debatspor på både Twitter, Facebook og folkeskolen.dk har lærere blandt andet kaldt ham manipulerende, et blålys og beskyldt ham for kun at se verden, som han selv vil. Mest i starten, da reformen og arbejdstidsloven var ny. Mindre i dag, hvor han i højere grad står frem og siger, at der mangler resurser til at implementere skolereformen, og han offentligt efterlyser en arbejdstidsaftale til lærerne.

»Det har været fair nok. Men noget af debatten har været grov. Jeg ved godt, at man har ytringsfrihed, men jeg synes, at man som lærer hele tiden skal være forbillede for sine elever i, hvordan man debatterer - og der synes jeg nok, jeg har prøvet situationer, som ikke var rare«.

Men han lytter til kritikken og forstår den et stykke hen ad vejen.

»Vi er jo en del af ledelsen. KL er den store skurk, og så kommer vi lige bagefter. Vi skal udmønte de gældende paragraffer og regler, og derfor bliver vi jo en trussel i det spil«.

Claus Hjortdal har især hørt hårde ord, når han fortæller, at han er for indholdet i lærernes arbejdstidslov.

»Vi var ikke enige med lærerne. Vi syntes, det var en fejl, at lærerne havde et skema, på samme måde som eleverne havde et skema. Vi havde brug for, at lærerne var mere på skolen og kunne samarbejde mere«, siger han.

I dag fire år efter mener han stadig, at der er gode takter i lov 409, men han kommer med et meget stort men: »Det var en katastrofe, at man lovgav om det. Jeg mener, at KL og staten har en stor skyld i, at stemningen blev så dårlig, som den blev, i folkeskolen«, siger han.

Konkurrencemennesket

Claus Hjortdal vil helst være på vinderholdet. Han bliver af samarbejdspartnere fra både KL og Danmarks Lærerforening beskrevet som en mand, man ved, hvor man har. Men også en ambitiøs mand, der helst vil vinde.

På KL's årlige Børn og Unge Topmøde i Aalborg plejes netværk både ved foredrag og i baren - men også med en løbetur. Claus Hjortdal er 195 centimeter høj, så formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo, KL-direktør Arne Eggert og rektor på Københavns Professionshøjskole Stefan Hermann er i forhold til ham små mænd - men de kan som regel løbe fra ham. Hvert år på topmødet er der en gruppe skoletopfolk, som snører løbeskoene, men et år kunne Claus Hjortdal ikke følge med, og gruppen måtte sænke farten og vente på skoleledernes formand. Lige indtil de var tre hundrede meter fra målet. Da satte Claus Hjortdal tempoet op og strøg i mål som den første.

Claus Hjortdal kan godt lide at sætte sig mål, og han mener også, at mål er godt for skolen. Men med skolereformen har målstyring taget overhånd, siger han.

»Lærerne har ret i, at der har været for meget styring efter bogen«, siger han og peger på to sider af skolereformen. Den ene er målstyring. Den anden er mere bevægelse og åben skole.

»Vi skulle være mere specifikke på, hvad vi ville med børnene. Antorini sagde: 'De skal blive dygtige, men vi vil også vide, at det sker'. Der går det galt, for så går hele embedsværket i gang med statistik og datasystemer«, siger Claus Hjortdal.

Han havde meget hellere set, at politikerne havde haft modet til at satse på fleksible skoledage, åben skole og bevægelse først.

»Vores store fejl var, at vi ikke startede med det sjove og det mere interessante i den lange skoledag. Da vi nåede til det, var vi låst af, at vi skulle skabe resultater hurtigt. Så det fik nogle uheldige konsekvenser«.

Lærere har beskyldt ham for at være ukritisk over for skolereformen. Men det mener han ikke holder:

»Vi har været kritiske over for manglen på resurser fra begyndelsen. Pengene fulgte jo ligesom ikke med. Men det har nok ikke været så tydeligt, fordi der har været så meget andet mudder på linjerne«.

Men er han ikke blevet mere kritisk, som årene er gået?

»Jo, vi skifter jo alle holdning. Når man indfører noget så stort, så bearbejder man det. Folkeskolens styrke er, at vi bevæger os med små skridt, og så modellerer vi hele tiden. Nu har vi været igennem noget og fået flyttet nogle ting. Der er eksempelvis blødt op på Fælles Mål, for det var ikke en dansk tradition. Det var over kanten. Og sådan vil man modellere hele tiden«.

Lederen

Umiddelbart skulle man tro, at selvtillid ikke er det, Claus Hjortdal mangler. Han er en mand, der bærer en habitjakke med stil, men heller ikke står i vejen for at tage til møde på en skole iført sort bikerlæderjakke over en nystrøget skjorte. Skal han skrive et notat, finder han en blå fyldepen med blæk frem fra inderlommen. Han udstråler selvsikkerhed og autoritet. Men hvis han i dag med sin 58-årige livserfaring kunne give sig selv som ung råd, ville det være:

»Du skal tro mere på dig selv, du skal tro mere på det potentiale, du har, og så skal du gå efter det«.

Claus Hjortdal fik sin første skolelederstilling som 32-årig, og alligevel ville han gerne have været hurtigere ude af startblokken. Men i virkeligheden handler det om, at starten på hans karriere var præget af tilfældigheder. Som lærer blev han ramt af sidst ind, først ud-princippet. Han blev forflyttet.

»Jeg var på det tidspunkt mødeleder og formand for pædagogisk udvalg og arrangerede teaterstykker på skolen. Der var mange lærere, der var ringere. Men jeg var sidst ansat, så jeg skulle ud. Så tænkte jeg: 'Jeg vil være leder, for der er ingen, der skal fortælle mig, hvornår jeg skal gå'. Det var det skub, der skulle til. Da gik det op for mig: Jeg er ikke en, andre skal bestemme over«.

Det var også grunden til, at han som skoleleder var med i en udbrydergruppe, som i 1997 gjorde oprør mod, at Danmarks Lærerforening skulle forhandle overenskomst for skolelederne. En stor gruppe skoleledere stiftede en selvstændig lederforening, og Claus Hjortdal var med. I ti år var der to foreninger for skoleledere i Danmark.

»På det tidspunkt var jeg viceinspektør på en skole i Thisted, og hvis jeg skulle have mere i løn, skulle jeg bede DLF's kredsformand om at give mig mere i løn, og så skulle han samle et forhandlingsudvalg, som blandt andet bestod af tillidsrepræsentanten på min skole. Det kunne jeg ikke leve med«, siger Claus Hjortdal.

I 2007 blev det besluttet, at lederne i Danmarks Lærerforening selv kunne forhandle overenskomst. Claus Hjortdal var med til at fusionere de to lederforeninger, og i 2008 blev han næstformand i den nye forening Skolelederforeningen, og i 2014 blev han formand.

Selv om avisoverskrifterne om lærernes ret til at kramme eleverne er blegnet, så indhenter historien gang på gang Claus Hjortdal. Ofte møder han formand for Skole og Forældre Mette With Hagensen til arrangementer og debatter. Når det sker, stikker han stålsat højre hånd frem.

»Så kommer Mette med begge hænder strakt frem mod mig, og jeg står med hånden fremme, og så får jeg et knus«, siger han med en ærgerlig lille rysten på hovedet.