Vi har en grundlæggende, medmenneskelig forpligtelse til at tolerere og inkludere hinanden. Et stadig mere snævert normalbegreb og en stigende intolerance risikerer at gøre det til en normalitet, at forældre sender deres børn i skole med høreværn på, hvis de da ikke allerede har valgt folkeskolen fra og har sendt deres børn i privatskole. Det skal vi undgå, og derfor skal vi arbejde sammen om at sikre, at folkeskolen bliver i stand til at inkludere alle slags børn.

At tro, at vi med sidste års folkeskolereform og loven om inklusion er i mål, er i bedste fald naivt. For succesfuld inklusion skabes ikke på Christiansborg, på professionshøjskolerne eller i Undervisningsministeriet.

Skolernes inklusion bør tage afsæt i den konkrete elevsammensætning, lærerkollegiets kompetencer, forældreresurser og samspillet mellem skole, skolefritidsordning, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og kommunen. Samarbejdsformer, metoder og faggrænser skal ikke fastlægges af landspolitikere, men af skolerne. For det er nu engang lærere og skoleledere, der kender elevernes og klassens behov bedst. Derfor bør det være læreren - og ikke forskeren eller embedsmanden i Undervisningsministeriet - der skal være drivkraften i inklusionsindsatsen.

Men læreren kan ikke løse opgaven alene. Det kræver samarbejde med forældre, pædagoger og skolepsykologer. Derfor skal ledelsen og lærerne have frihed til at tilrettelægge inklusionsopgaven, således at man formår at skabe et miljø, hvor alle gode kræfter arbejder sammen om at skabe et rummeligt læringsmiljø for alle elever.

Inklusion er en kerneopgave for folkeskolen, men der er ingen nem vej derhen. Det betyder, at vi skal passe på med at afskrive indsatsen efter et enkelt skoleår og skyde skylden på manglende bevillinger eller kontrollystne politikere. Men det betyder også, at vi som politikere skal give lærerne arbejdsro og have tillid til, at lærernes faglighed er det bedste redskab, hvis vi vil nå målet om en folkeskole og et samfund, der kan rumme alle mennesker.