Engang stod det lige! Der var én dommer til at afvikle tennis- og håndboldkampe og én lærer til at undervise skoleklasser.

I sportskampe er tempo og antallet af dommere med tiden øget væsentligt. I skoler og gymnasier er tempoet ligeledes øget. Det er antallet af elever i klasserne også, men stadig skal blot én enkelt lærer kunne klare undervisningen!

I fodbold ser vi, at fire til seks dommere er nødvendige omkring 22 spilleres indsats på banen. Og under OL's ishockeyturnering kunne man se blot 12 spillere på banen kræve ikke færre end syv dommeres indsats!

Samtidig med OL kunne man også se eksempelvis børnehaveklasseledere landet over alene holde styr på op til 28 små fem-seksårige børns ekstremt vigtige skolestart i folkeskolens 0.-klasser.

Landets aviser har via dybdegående artikler om inklusion sat vigtig fokus på den udfordring, lærere og børnehaveklasseledere står med: Kunsten at give alle børn optimale læringsvilkår.

Når seks ishockeydommere måtte ty til videodommerens »slow-filmoptagelser« i en målafgørelse mellem Rusland og USA, hvor mange »mål« kan man så forestille sig en børnehaveklasseleder være i tvivl om, når hun er alene med op til 28 børn?

Mål er der nemlig ikke færre end 45 af, og børnehaveklasselederne har ansvaret for, at hvert enkelt lille menneske når dem alle!

Alt er dyrt i Danmark. Det er vores folkeskole naturligvis også. Pudsigt nok er andelen af udgifter til selve undervisernes løn samtidig lav - set i OECD-sammenhæng.

Kan man drage læring heraf? Hvor vigtig finder vi danske 0.-klassebørns optimale indlæring og inklusion?

Når så mange dommere i sportens verden er så nødvendige for at kunne styre spillet - hvor mange »dommere« burde så styre 28 fem-seksåriges indlæring i en 0.-klasse? Bør der rokeres på udgifterne, så alle skolestartsbørn i Danmark i det mindste havde »bare to dommere« til rådighed?