Ureflekteret og overfladisk
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvorfor æder journalister på såkaldte seriøse medier helt ukritisk de undersøgelser, de får serveret til morgenmad hver eneste mandag, spørger B.T.'s redaktionschef Michael Thorberg i en kommentar i det nyeste nummer af fagbladet Journalisten.
Undersøgelserne bruges ureflekteret, overfladisk og ukritisk, skriver han og bruger blandt andet Ugebrevet Mandag Morgens sammenligning mellem skoler i Holland og Danmark.
B.T. har gennem længere tid beskæftiget sig med den danske folkeskole, hvor man fandt, at 'der utroligt mange steder arbejdes hårdt og seriøst med at udvikle og forbedre undervisningen, og at skolen producerer masser af glade og fagligt veludrustede børn', skriver Michael Thorberg.
Da Mandag Morgen kom med sine 'bombastiske konklusioner og skrivebordsberegninger', tog B.T. derfor til Holland.
'Vi hørte og så og blev ikke særligt imponerede. Vi så et nedslidt og gammeldags skolevæsen, der i høj grad svigter de svage og ikke tilgodeser de stærkeste elever. Vi så klasser med op til 40 elever i hver', skriver Michael Thorberg.