Jørgen Bruun Nielsens 'statuskommentar' i Folkeskolen nummer 3 om folkeskolen og lærernes situation netop nu er god læsning, for han kommer det meste af vejen rundt. Blot er der en skønhedsplet, der giver mig anledning til denne kommentar til 'Kommentaren'.

Jeg citerer: 'For Danmarks Lærerforenings ledelse og vi, der er sat til at realisere den meget ambitiøse folkeskolelov, ved, at der er brug for noget helt andet end programerklæringer og oppustet managementudspil. (...)'

Javel, det lyder så rigtigt og logisk, men det hører altså med til historien, at DLF's top og undervisningsministeren sammen fejrede 'pædagogikkens triumf', da århundredets folkeskolelov blev holdt over dåben! Uden tanke og ide om, hvordan de flotte visioner skulle udmøntes i praksis.

Desværre er det efterhånden blevet et knæsat dogme, at vi lærere og DLF's top er i samme båd. At vi er blevet svigtet og pålagt opgaver, vi ikke kan løse - af de slemme arbejdsgivere. Og det er faktisk meget forståeligt, at DLF ynder denne udlægning af hændelsesforløbet - som antihelt i dette tragiske epos.

Men det er at føje spot til skade, når man samtidig er overrasket over, at 86 procent af undervisningen i folkeskolen fortsat er klasseundervisning. Jævnfør Tom Egholms bemærkelsesværdige udtalelser til Politiken ultimo november 1997.

Derfor må vi ikke forfalske virkelighedens fakta: At organisationen optrådte uhørt naivt og dermed forrådte de kolleger, hvis interesser den er betalt for at varetage.

Blandt andet derfor må lærerne nu stå strambuks for enhver tåbe, der mener at vide noget om folkeskolen og lærerne.

Niels Christian Christensen

Hjørring