Uforskammet behandling
Pensionen skal stige som de aktives løn
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg er førtidspensioneret og har været kongresdelegeret i to perioder. Årsagen til, at jeg lod mig opstille, var den uforskammede behandling, vi blev udsat for i 1993 af finansminister Mogens Lykketoft og daværende skatteminister Ole Stavad.
Der har i de to perioder været forhandlet to gange med finansministeren, men han har på sin sædvanlige arrogante måde afvist vore forhandlere.
Straks i 1994 steg vore overlærere to løntrin, og ved overenskomsten i 1996 steg man igen et løntrin. Det er godt: Men hvad skete der med pensionisterne i samme periode? Trods kongresresolution om, at nu skulle der ske en forbedring af tjenestemændenes pensioner, skete der intet!
Det er sørgeligt, at vore forhandlere ikke kan gøre det bedre.
Jeg vil arbejde på, at vore pensioner stiger på samme måde som vore aktive medlemmers løn. Desuden skal vi have de ti procent af lønsummen, hvoraf pensionen beregnes, tilbage.
Selvfølgelig skal vi have folkepension - både grundbeløb og personlige tillæg.
Denne gang forlader fem eller måske seks af de kongresdelegerede fra Fraktion 4-gruppen. Jeg vil gerne sige jer tak for godt samarbejde i de forløbne år.
Jeg håber, at de (vi), der bliver tilbage i gruppen, kontinuerligt kan fortsætte arbejdet med de mange nye i gruppen - vi er jo ikke så mange, som vi burde være.
Erik Nørgaard
Vester Skerninge