Tøv lige en kende
Afprøv kongressens model
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Med disse ord afsluttede jeg mit indlæg på Skolelederforeningens ekstraordinære repræsentantskabsmøde i Odense. Vel opfylder modellen ikke alle de krav, som repræsentantskabet formulerede i september, men hvem havde forventet det? Når kongressen end ikke præsenteres for disse krav, har den jo lidt svært ved at forholde sig til dem. Det eneste ændringsforslag skolelederne fremsatte, var, at kontingentet skulle indbetales centralt for at sikre økonomien i netværket. Så havde man stemt for modellen! DLF har efter min bedste overbevisning flyttet sig i den rigtige retning. Danmarks Skolelederforening har hele tiden haft som overordnet mål at finde en løsning inden for DLF. Jeg vil arbejde for, at vi får tilpasset modellen, så de skoleledere, som i dag føler sig usikre på det organisatoriske tilhørsforhold, bliver overbevist om, at skolelederne fortsat hører til i DLF. Vi skal ikke som påstået vente i fire år påændringer. Modellen kan evalueres og justeres løbende, når vi konstaterer faktiske uhensigtsmæssigheder.
Herudover er der to konkrete forhold, jeg vil arbejde for:
Når arbejdstidsaftalen skal genforhandles, skal DLF i langt højere grad ind og tage ansvar for lederaftalen. Der skal sikres mere ledelsestid, så der kan ansættes flere afdelingsledere og funktionslærere.
Ledernes lønforskel i forhold til lærerslutlønnen skal gøres endnu større. Specielt skal der sættes ind for viceinspektørerne. På min skole, eksempelvis, er viceinspektøren lønindplaceret lavere end skolefritidsordningslederen. Den problemstilling er DLF ganske enkelt nødt til at gøre noget ved. Om end ikke af andre grunde så for at sikre, at det igen kan blive attraktivt for DLF's medlemmer at søge lederstillinger.
Jens Færk
skoleleder, Århus Lærerforening, Kreds 133