Samarbejde og gensidig respekt

Vi skal give kongresvedtagelsen en chance

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mit navn er Steen Pilegaard, og jeg er 43 år. De sidste seks år har jeg været skoleleder på Halskovskolen i Korsør. Siden 1992 har jeg været med i amtsbestyrelsen i Skolelederforeningen i Vestsjællands Amt.

Jeg stiller op som kongresdelegeret for Fraktion 3, fordi jeg ønsker, at vi bevarer skoleledernes forbindelse til DLF.

På Skolelederforeningens ekstraordinære repræsentantskabsmøde i december var vi under 20, der stemte imod at opsige samarbejdsaftalen med DLF. Efter min mening er kongresbeslutningen vedrørende skolelederne i DLF et godt udgangspunkt at arbejde videre ud fra. Vi fik mere, end man kunne vente ud fra de meldinger, der var kommet fra tidligere kongresser i DLF.

DLF er en stor og stærk organisation med et højt serviceniveau og gode lokale kontakter gennem de lokale kredse. Forhold, som det vil være svært for en lille skolelederforening at leve op til.

Samtidig mener jeg, at der er mere, der binder os sammen end skiller os fra DLF.

Derfor mener jeg, at Skolelederforeningen saver den gren over, den selv sidder på.

Vores opgave bliver nu at få skabt et reelt indhold i lederlandskredsen, at få etableret de lokale ledernetværk samt at bruge vores indflydelse til at præge udviklingen inden for DLF i stedet for at miste indflydelse og gå egne veje.

Til sidst vil jeg nævne, at jeg godt ved, der er andre end skoleledere i Fraktion 3, og dem skal vi også huske.

Steen Pilegaard

skoleleder, Halskovskolen, Korsør