Hvis børn skal sikres optimale udviklings- og læringsmiljøer i indskolingen, kræver det dialog og samarbejde om indsatsen i børnehaven, børnehaveklassen, de første skoleår, i SFO og andre fritidsordninger.

- Samarbejdet skal være ligeværdigt mellem lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger, og de må forstå hinandens arbejde og kompetencer og have mulighed for at udveksle erfaringer.

- Der må etableres fælles kurser og efteruddannelse, og der må afsættes tid til refleksion og evaluering. I det hele taget skal der bruges flere ressourcer i forhold til personalet og i forhold til den tid og de lokaler, der er til rådighed, hvis læringsmiljøet skal forbedres.

Nogenlunde sådan lød konklusionen, da Danmarks Lærerforening forleden afsluttede en arbejdskonference om kvalitet i indskolingen på Gammel Avernæs.

Deltagerne var repræsentanter for foreningens amtskredse og DLF's pædagogiske udvalg samt forskere med et bredt kendskab til læring og undervisning, til læreres og pædagogers kompetencer, til indskoling og læseindlæring.

Konferencen har ingen politisk status, som det hedder i fagforeningssprog, men konklusionerne fra det vil udgøre en del af det grundlag, som DLF's pædagogiske udvalg bruger i sit arbejde fremover, og de vil også indgå i debatten, når foreningens hovedstyrelse i februar har indskoling på dagsordenen.

Projekter i skuffen

Baggrunden for konferencen er alvorlig set fra en lærersynsvinkel.

Flere af deltagerne kunne berette om lokalpolitikere og skoledirektører, der er ved at hale færdige oplæg til indskolingsprojekter op af skuffen, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at BUPL (Forbundet for Pædagoger og Klubfolk) både lokalt og central for længst har tilkendegivet, at større samarbejde er sagen.

Dertil kommer at undervisningsministeren ved flere lejligheder har givet udtryk for, at han gerne ser, at pædagoger og lærere samarbejder om at skabe gode læringsmiljøer i indskolingen.

Forskernes bidrag til samarbejdets ånd bestod blandt andet i et indlæg fra adjunkt Charlotte Højholt, Roskilde Universitetscenter. Hun pegede på, at de voksne er gode til at skabe en række øer i børns liv, men de er meget dårlige til at bygge bro mellem dem. Øerne kan for eksempel være familien, børnehaven, skolen og fritidsordningen.

- Skiftet fra børnehaven til skolen er vigtig og stiller sig meget forskelligt fra barn til barn. Alligevel ved de voksne meget lidt om, hvad der foregår. Derfor ender det med, at børnene står alene i processen, og at de ikke får hjælp til at orientere sig. Hvis man vil hjælpe barnet til at klare sig godt i sådan et skift, kræver det, at man skaber sammenhæng mellem de forskellige steder og at man samarbejder, sagde hun.

Selvaktivitet skaber viden

En anden af oplægsholderne, forskningsassistent Jytte Lau, Danmarks Pædagogiske Institut, havde et bud på, hvordan et samarbejde i praksis skulle foregå. Hun talte specifikt om samarbejde om læsning og metodevalg i skolestarten.

- For det første skal der skabes en helhed i indhold og aktiviteter, der bygger på et fælles syn på, hvad læring er og et fælles mål med arbejdet. For det andet skal læringsmiljøet tilrettelægges på baggrund af det enkelte barns forudsætninger og potentialer. Sammen med de voksne skal børnene fastlægge de nære mål, så de bliver bevidste om egne læreprocesser.

- For lærere betyder det, at det ikke er ligegyldig, hvilke arbejdsmåder man bruger i undervisningen. Metoderne skal støtte læring, lægge vægt på børnenes egenaktivitet, give feed-back, bygge på dialog, samarbejde og uddelegering. I det hele taget skal man væk fra den synsvinkel, at elevernes viden formes ved hjælp af lærerens undervisning og frem til, at den formes af elevernes egenaktivitet, sagde hun.

Behov for forsøg

Lektor cand. pæd. Stig Broström, Danmarks Lærerhøjskole tilføjede, at samarbejde om indskoling og læring ikke er noget, man kan teoretisere sig frem til. Kun ved at prøve tingene af i praksis, kan man finde ud af, hvordan samarbejdet skal skrues sammen.

- Vi er nødt til i en periode at lade børn, lærere og pædagoger gøre noget sammen og så bagefter evaluere på spørgsmålet: Hvad fik børnene ud af det?

- Det kan så godt være, at det bliver nødvendigt at gribe tingene an på en anden måde næste gang man samarbejder, sagde han.

- I børnehaven handler det om oplevelse og i skolen om bearbejdning, så måske er det to halve pædagogikker, der skal smelte sammen.

- En smeltedigel kan være rolle- og rammelege. Ved at sætte børnenes legeverden ind i planlagte rammer, kan man få oplevelsesdimensionen og bearbejdningsdimensionen til at gå op i en højere enhed, mener Stig Broström.

Seniorforsker Vagn Rabøl Hansen, Danmarks Pædagogiske Institut, advarede dog imod at tro på, at man når langt med at betragte undervisning som en sidegevinst ved leg. Den spontane læring, som foregår mens man leger, vil typisk være ureflekteret, og dermed vil den ikke sætte sig varige spor. Som eksempel nævnte han en lille pige, der under et ophold i Kina havde lære flydende kinesisk. Få måneder efter at hun som fireårig var kommet tilbage til Danmark, havde hun glemt hvert et ord.

I følge Vagn Rabøl Hansen kan undervisning defineres som støtte til elevers målrettede læring af et bestemt indhold eller stof. Hvis den læring skal lykkes forudsætter det, at læreren erkender sin kompetence i forhold til barnet.

Tid og rum

Et af brændpunkterne i den løbende diskussion om kvalitet i indskoling er, hvordan lærere og pædagoger komplementerer hinanden, uden at deres respektive fag forsvinder.

En forudsætning for at det kan lade sig gøre er, at man lærer hinandens mandat at kende. De fleste lærere kender målsætningen i folkeskoleloven, men Den Sociale Servicelov, som pædagogerne følger, sætter ingen klare udviklingsmål, blev der fremført på konferencen.

Deltagerne diskuterede også en anden forudsætning, nemlig at man finder de kompetencer, som begge parter er fælles om og de kompetencer, man er alene om.

Det kan kun lade sig gøre, hvis man er tilstede samtidig i indskolingsfasen og hvis man har tid og plads til at indgå i en ligeværdig dialog, samt til fælles forberedelse og fælles planlægning og evaluering. For ikke at tale om fælles efteruddannelse.

De mange forudsætninger antyder, hvor svær samarbejdets kunst er, og de antyder også, at det ikke kun er op til lærere og pædagoger, hvis samarbejdet skal lykkes. Kommunerne eller arbejdsgiverne, om man vil, skal holdes fast på at de har et stort ansvar, hvis tankerne om at skabe et bedre læringsmiljø skal føres ud i livet, var konklusionen fra Gammel Avernæs.

Jan Kaare er freelance journalist

De voksne er gode til at skabe øer i børns liv, men dårlige til at bygge bro mellem dem