Skolekonsulent Gitte Kopenhagen viser mulige former for papemballage til den oppustelige stol UP5. Den røde stol, der anes bagerst i billedet, er designet i 1969 af italieneren Gaetano Pesce.
Geometri på museum
Kasser, vinkler, romber og pyramider kommer i spil på Designmuseum Danmark, når eleverne går i gang med at regne på emballageforbrug til en skumstol fra 1969.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rundt på museet står elever og roder med skydelære, målestok og tommestok. De måler hinanden med tommestokken, for de skal udregne gennemsnitshøjden i gruppen.
Annonce:
»Hvordan er det, I regner gennemsnittet ud?« spørger lærer Magle Nydal.
»Jeg skal plusse vores højder og så dividere med vores antal - tre«, svarer en elev.
En lille klump rød modellervoks bliver så lidt senere til gennemsnitspersonen i størrelsesforholdet 1:50. De røde klumper placeres for foden af modellen af en vindmølle, så alle kan se et menneske i forhold til møllens størrelse. Vindmøllen er nemlig en model i størrelsesforholdet 1:50.
Det er skolekonsulent Gitte Kopenhagen fra Designmuseum Danmark i København, der placerer de små lerklumper i udstillingen og giver eleverne et billede af størrelsesforhold. De er pilotgruppe for skolekonsulenten, der er ved at teste et undervisningsforløb om matematik i design, som museet har udviklet til elever i 7.-10. klasse.
7.-klassen fra Utterslev Skole går videre til næste rum, hvor de får brug for en skydelære. Sådan en har de aldrig set før. Det kræver lidt forklaring, og eleverne piller ved værktøjet fra de muleposer, som hver gruppe har fået udleveret.
Annonce:
Her står en kæmpestor rød stol i skum. Faktisk har den - eller snarere en magen til - været med i en James Bond-film. Den var ypperste design i 1969, hedder UP5 og er designet af italieneren Gaetano Pesce. Eleverne får historien - om at 90 procent af stolen er luft. Når man åbnede den vakuumpakkede stol, pustede den sig automatisk op. Nu skal eleverne så regne på emballageforbrug. Stolen var oprindeligt pakket i en firkantet papkarton, men spørgsmålet er, om man kan bruge mindre pap ved at pakke stolen ned i en anden form.
I gruppernes mulepose er en plasticpakke, der ligner den oprindelige stol. Eleverne ruller, folder og bøjer pakken på alle mulige måder og måler.
»Jeg tror, en cylinder vil give mindre forbrug af pap«, siger en pige og refererer til undervisningen dagen før. De andre elever har lange ører, og pludselig er alle i gang med at regne på en cylinder. Men hvad så når pakkerne skal fragtes i lastbil, lyder et spørgsmål fra Magle Nydal. Vil der så ikke blive en del spildplads?