»Må jeg godt lave hvidløgsdressing?«

»Det må du bagefter. Først skal du hjælpe med at veje af«, svarer Kirsten Kristensen, som underviser i køkkenet på værkstedslinjen på STU Viborg.

Fire elever laver mad, som skal sælges i frokostpausen. Menuen står på burgerboller med pulled pork og coleslaw, men uanset ret byder undervisningen på faglig læring.

»Vores elever vil hellere læse opskrifter end læse i en danskbog, og når de skal gange ingredienserne op, øver de sig i matematik«, uddyber Kirsten Kristensen.

Ellers lærer eleverne basale arbejdsmarkedsfærdigheder som at møde til tiden, kunne tage imod en besked, koncentrere sig om opgaven og arbejde sammen med andre. Det sker under tidspres, for maden skal være færdig til klokken 12.

Ved et bord forvandler 17-årige Esben og den et år ældre Johanne dej til boller med et professionelt håndelag. Han kan knap nok læse. Det er hun god til. Til gengæld er han mester i at regne. På den måde hjælper de hinanden med opskriften.

»Vi forsøger at give eleverne et realistisk selvbillede, så de får indsigt i både deres kompetencer og vanskeligheder. Nok har de et handicap, men de kan også en masse. For os er det ikke afgørende, om de rykker sig fra 2. til 3. klasses niveau fagligt. Det handler lige så meget om at udvikle dem socialt og personligt, så de bliver i stand til at begå sig i en virksomhed«, siger Kirsten Kristensen.

Hun giver et eksempel med en elev, som trods en medfødt hjerneskade har gået i almen folkeskole. Senere viste en neurologisk undersøgelse, at den unge kvinde har en iq langt under normalen. For tiden er hun i praktik i et supermarked, hvor hun trimmer hylder tre dage om ugen. Næste mål er at klare fem dage.

»Hun kører hurtigt træt og bliver sur, men hun er begyndt at sove godt om natten, fordi hun har lært at acceptere sig selv som den, hun er. Derfor ved hun, at hun ikke behøver at leve op til andres forventninger om, at hun skal kunne præstere en hel masse«.

STU skal rettes mere mod arbejdsmarkedet

Flot med et fleksjob

Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse - i daglig tale STU - er et treårigt uddannelsesforløb for unge mellem 16 og 25 år, som ikke kan gennemføre en ordinær ungdomsuddannelse. For eksempel fordi de har ADHD, autisme, psykiske problemer eller indlæringsvanskeligheder.

Undervisningen på STU skal hjælpe eleverne til at blive så selvstændige og aktive voksne som muligt og eventuelt føre til videre uddannelse og beskæftigelse. Selv om livsduelighed altså har førsteprioritet, blæser de politiske vinde - både lokalt og på landsplan - i retning af, at de unge skal videre i uddannelse eller job så tæt på det ordinære arbejdsmarked som muligt.

»Vi er et dyrt tilbud, så politikerne vil vide, hvad de får for pengene. Mange af vores elever har gået i specialklasse i hele deres skoletid eller har siddet i almene klasser uden at slå til. De er for længst holdt op med at tro på sig selv, så det er også flot, hvis de får et fleksjob. Men vi stiler efter et job, der er så ordinært som muligt. Derfor kommer eleverne i virksomhedspraktik flere gange, i de tre år de går hos os«, fortæller Kirsten Kristensen.

Underviserne på værkstedslinjen udgav i foråret 2018 en rapport om deres arbejde. Af de 53 elever fra værkstedslinjen, som har afsluttet STU siden 2013, er halvdelen kommet i enten fleksjob eller virksomhedspraktik under jobcentret. Det er betydeligt flere end landsgennemsnittet på 17 procent, viser en 2017-evaluering af STU fra Undervisningsministeriet.

»Med den succesrate bliver vi tit spurgt, om vores elever ikke burde uddanne sig et andet sted, men resultaterne kan jo skyldes, at vi gør et godt arbejde, og at det netop er STU, de har brug for«, siger Kirsten Kristensen.

Hun understreger, at lærerne ikke holder på eleverne. Tre af de ti elever, som er fortsat i en anden uddannelse, typisk erhvervsgrunduddannelse (EGU), begyndte således på uddannelsen, inden de var færdige med STU.

Esben sætter pris på håndens arbejde 

Trillebøre fortæller om eleverne

I kælderetagen samler og pakker fire andre elever plastiktrillebøre for et legetøjsfirma. Der skal fem i hver kasse, men eleverne er ved at løbe tør for dele, så underviser Christina Shifris instruerer Mikkel på 18 år i at gå over i varemodtagelsen og stable fem lad oven på hinanden, indtil bordet er fyldt med lad.

»Så kan vi sammen regne ud, hvor mange der er«, lover hun.

Mikkel gentager, hvad opgaven går ud på. Imens fortsætter de tre andre med at sætte aksel, hjul og klistermærke på. Arbejdet handler om mere end blot at gøre trillebøre klar.

»Jeg vurderer, hvem der kan lave hvad, hvem der kan skifte mellem opgaverne, og hvem der har brug for at stå med ryggen til de andre. Jeg ser også på, hvor hurtigt og koncentreret de arbejder, og hvordan de samarbejder. Kan de selv skabe struktur og overblik, og hvor meget kan de tænke frem? Alt det fortæller jeg vores jobkonsulent, så han ved, hvad han skal forberede praktikstedet på«, siger Christina Shifris.

Mikkel vender tilbage med besked om, at han er parat til at tælle.

»Hvordan regner du ud, hvor mange lad der er, når du ved, at der er fem i hver bunke?« spørger Christina Shifris.

»5-10-15 …«. Mikkel peger på bunkerne i vilkårlig rækkefølge, men bliver hurtigt afbrudt.

»Hvordan kan du gøre det nemmere?« spørger underviseren og aftaler med Mikkel, at han skal tælle bunkerne række for række. Der ligger 11 bunker på bordet.

»11 bunker er lige til en palle, men vi har kun otte papkasser. Så hvor mange kasser mangler vi?« spørger Christina Shifris. Mikkel bruger fingrene til at regne.

»Når han tæller bunkerne uden at tælle dem i rækkefølge og bagefter skal bruge sine fingre til et simpelt regnestykke, siger det meget om, hvad det kræver af Mikkel at kunne fungere på en arbejdsplads, og hvilke arbejdsopgaver han vil kunne løse«, siger Christina Shifris.

Det giver livskvalitet at være selvforsørgende, men hvor andre tænker, at de unge udvikler sig, hvis de kommer i beskæftigelse, betragter lærerne på værkstedslinjen det ikke nødvendigvis som en selvfølge.

»Elevene er ikke kun bagud fagligt. De føler sig forkerte, de føler sig ikke gode nok, og de føler sig anderledes. Det har de brug for at tale med os om, og det er godt at gøre, når vi sætter klistermærker på trillebøre, fordi vi mødes i øjenhøjde og på en mere uformel facon, end hvis vi sidder ved et bord«, siger Christina Shifris.

Charlotte drømmer om at køre traktor

Nederlag skiftes ud med succes

Kirsten Kristensen og Christina Shifris var med, da STU Viborg åbnede i 2010. Kirsten Kristensen kom fra et job som børneergoterapeut, hvor hun havde taget en pædagogisk diplomuddannelse med speciale i neuropædagogik og ordblinde. Christina Shifris er pædagog og arbejdede på en døgninstitution inden skiftet til STU. Til at begynde med underviste de på klassisk vis i dansk, matematik og billedkunst på 1. til 4. klasses niveau, men det gik hurtigt op for dem, at eleverne havde brug for en anden undervisningsform.

»Vores elever kommer med en rygsæk, som er tung af nederlag fra folkeskolen. Den forsøger vi at tømme, så vi kan få plads til at putte succes ned i den. Tag for eksempel Mikkel. Han føler, at han slår til, når han kan løse den opgave, jeg stiller ham. Det handler om at have passende forventninger og stille realistiske krav, for at Mikkel oplever en grad af succes, som han kan tage med videre«, siger Christina Shifris.

Det er et dilemma, at specialskolerne er underlagt folkeskoleloven og skal gøre, hvad de kan for at få eleverne til afgangsprøve i dansk og matematik, mener Kirsten Kristensen.

»Der er bare nogle elever, som ikke kan nå op på det niveau. Men i skolen er der ofte ikke nok fokus på, at de kan have andre færdigheder«.

En væsentlig forklaring på, at STU Viborg får mange i job, er den praktik, eleverne kommer i under uddannelsen. Første år tager flere elever i praktik sammen for at lære, hvad det vil sige at passe et arbejde. Andet år sporer de sig ind på, hvilken branche de har lyst til at være i, og tredje år går det ud på at få dem ind i en virksomhed, hvor de kan få job efter endt STU. Eleven får afklaret, om han kan magte jobbet, og virksomheden får klarlagt, hvilken støtte eleven har brug for.

»De kriterier, jobcentret ser på i forhold til fleksjob, kan vi lige så godt afklare, så eleverne er beskrevet, når de er færdige hos os. Det er fedt, hver gang en elev går direkte videre i job. Tilsvarende ærgrer vi os, når det ikke lykkes«, siger Anne Johnsson, der er lærer på værkstedslinjen.

Et efterværn kan hjælpe flere

13 af de 53 elever i rapporten om værkstedslinjen stoppede før tid, uden at STU Viborg havde fået dem i beskæftigelse. Når det sker, kommer eleverne i et kommunalt beskæftigelsestilbud, men hvis de ikke møder op, er det svært at arbejde med deres fortsatte udvikling.

Det kan hænge sammen med, at de ofte bor i egen bolig uden tilstrækkelig støtte, mener Christina Shifris.

»Vi er den tætteste voksne for mange af vores elever, så når de går ud herfra uden et job, kan det smuldre. Flere er endt i misbrug, har fået et barn eller er endt isoleret og psykisk ustabil i egen bolig. Vi kunne godt tænke os et efterværn til at følge eleverne det første halve år efter endt STU. Så ville vi bedre kunne bygge bro til en kommende arbejdsplads, så de unge kan udnytte deres potentiale på arbejdsmarkedet og dermed hæve deres livskvalitet«, siger hun.