Anmeldelse
Inkluderende klasseledelse
Brugbar analyseramme til inkluderende klasseledelse
Mette Molbæk har fået produceret fire film af 15 minutters varighed, der konkretiserer, hvad hendes analyseramme til inkluderende klasseledelse kan bruges til. Og det er ikke så ringe endda.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nogle gange er det rart, at man ikke behøver at læse sig til alting. Det kan for eksempel være, at man sætter sig ned og ser de her fire 15 minutter lange film om inkluderende klasseledelse. De viser, hvordan det kan gøres i praksis. Ph.d. Mette Molbæk skrev sidste år en lille bog udgivet på Dafolo med titlen ”Inkluderende klasseledelse”, og denne lille bog kan med fordel læses sammen med de fire små film. Bogen kan være god efterlæsning til filmene, hvor det er godt at kunne læse grundigt på den analyseramme, der er udviklet som en del af Mette Molbæks projekt. Filmene er en konkretisering af Molbæks viden om inklusion og klasseledelse. Vi ser i de fire film, hvad det er, Mette Molbæk gør, når hun tager ud på skoler og viser, hvordan analyserammen kan bruges som et hjælperedskab til at udvikle inkluderende klasseledelse.
Fakta:
Titel: Inkluderende klasseledelse
Forlag: Filmkompagniet
Der er en film til hver af de fire dimensioner, som analyserammen er delt op i: en rammesættende, en relationel, en didaktisk og en organisatorisk dimension. Det er dejligt at se eksempler på dygtige og engagerede folkeskolelærere, og derfor bør denne film vises på alle landets lærerseminarier, fordi disse rollemodeller kan være med til at øge trygheden for lærerstuderende, der skal ud og prøve kræfter med en stresset skolehverdag. Den sidste af de fire film har fokus på organisation, og her er der et interview med en meget empatisk skoleleder, der fortæller, at hun er blevet bedre til at stille spørgsmål end til at give svar. Hun fortæller også, at hun siger til sine medarbejdere, at de skal fokusere på det, som de er gode til, og være mindre fokuserede på det, som ikke går så godt.
Men det er nu lettere sagt end gjort, for vi har mange forældre, der er så dygtige fejlfindere, at det kan tage arbejdsglæden fra en ny og ambitiøs lærer. Jeg håber på, at filmene kan være med til at skabe grobund for en ligeværdig samtale på landets skoler.
Det med den ligeværdige samtale fører så videre til en af de andre film, der handler om den relationelle dimension, hvor der er en erfaren lærer, der fortæller, at man skal give sig god tid til at lytte til, hvad der bliver sagt blandt eleverne. Det er nøglen til enhver konflikthåndtering, at alle bliver hørt, og at alle svar er lige gode. Hold da op! Sådan en lærer ville jeg gerne have haft, da jeg selv gik i skole i 1970'erne. Dejligt at der er kommet nye didaktiske øjne på undervisning og læring.
Filmene viser alt i alt, hvordan analyserammen fungerer som en guide til at analysere og reflektere over egen praksis ved at sætte fokus på områder, man kan gå i dybden med. Det er en hjælp til – gerne sammen med kolleger - målrettet og på baggrund af egne observationer og eksisterende forskning at udvikle undervisningen og på den baggrund justere undervisningen og skabe bedre læringsbetingelser for alle.
De fire film er gratis, og det er muligt at downloade en pdf-fil om filmene. Herved er det blot at give linket videre til jer, så I alle har mulighed for at blive inspireret til en inkluderende skolepraksis.