Hvorfor alt det bøvl? Sådan spurgte en kredsstyrelse i sin indkaldelse til et af efterårets talrige medlemsmøder om kvalitetsudvikling i skolen.

- Hvorfor satser DLF nu også så meget på kvalitetsudvikling, at kongressen udtaler, at vi ønsker et kvalitetsløft i folkeskolen og siger, at vi er parate til at tage vores del af ansvaret blandt andet ved at bidrage til at få samlet og målrettet skolernes mange initiativer og arbejde for, at alle skoler får deres egen udviklingsplan i løbet af de næste to år?

- Hvorfor understreger vi lærere vores eget ansvar for den fælles professionsudvikling og etik? Skulle vi ikke lade arbejdsgiverne om det?

- Hvorfor bruger vi millioner af kroner og tusindvis af timer på projekt 'Kvalitetsudvikling i folkeskolen - i dialog'?

De spørgsmål kunne besvares kort og formelt ved at henvise til folkeskoleloven, hvor der står, at det er den enkelte skole, der selv har ansvaret for undervisningens kvalitet og selv fastlægger organisering og tilrettelæggelse - inden for de rammer, som loven angiver.

- Og ved at henvise til folkeskolens styrelsesregler, der nu pålægger skolebestyrelsen én gang årligt at lave en årsberetning om skolens virksomhed.

- Og ved at henvise til kommunestyrelsesloven, der nu pålægger alle kommunalbestyrelser at gøre rede for alle kommunens 'servicer' og de mål, de har sat sig for udviklingen.

I fagforeningssammenhæng kunne jeg formelt henvise til DLF's formålsparagraf. Der står nemlig, at vi - ud over at arbejde for medlemmernes løn- og ansættelsesforhold og styrke sammenholdet - skal arbejde for folkeskolens udvikling.

Medlemmerne viste vej

Men det er mere givtigt at minde om, hvad lærere og ledere selv gav udtryk for i 1995 i den undersøgelse, som hovedstyrelsen bestilte hos Bysted Kommunikation efter de to nej'er ved overenskomstforhandlingerne.

Konklusionen på spørgeskemaundersøgelsen var nemlig, at medlemmerne slutter op bag visionerne i den ambitiøse folkeskolelov, som DLF jo har haft ret stor indflydelse på. Men de ønskede, at foreningen opprioriterede arbejdet for flere ressourcer til folkeskolen og efteruddannelse - og gjorde noget ved de arbejdstidsregler, som i højere grad føltes som en spændetrøje end et sikkerhedsnet. Løn kom - som i en tilsvarende LO-undersøgelse to år forinden - først ind på fjerdepladsen.

Efter at have overvundet deres modstand mod overhovedet at diskutere deres visioner for fagforeningens vigtigste opgaver gav samtlige 18 skoler i undersøgelsens såkaldte 'Projekt Lærerværelse' udtryk for, at de savnede den fælles kollegiale samtale om skolens og professionens udvikling. I stedet for at tale sammen havde de søgt ind i deres egne klasseværelser med deres egne elever - og deres eget arbejde. For at skærme sig mod den voldsomme offentlige kritik.

Professionen i centrum

Herved nærmer vi os kernen i svaret på spørgsmålene. Vi lærere kan simpelthen ikke lade være med at udvikle os selv og vores arbejde. Også selv om vi i perioder har følt os så uretfærdigt behandlet, at vi har været fristet til at fralægge os ansvaret for skolens udvikling og kun give den som lønarbejdere.

Men kernen i vores arbejde og fagforeningssammenhold er selve professionen. Vi føler os primært som professionelle, der tager ansvar for vores professionsudvikling seriøst, selv om det kniber med anerkendelse for det uden for egne cirkler. Og vores egen livslange udvikling og uddannelse er - lige som den udmærkede definition på demokrati - tilbagevendende bøvl og begejstring.

Uden bøvl, ingen begejstring. Blandt andet derfor alt det bøvl.

Til gengæld mangler vi grundfæstede traditioner for at samle og prioritere vores professionskræfter. Det viser sig især i modvind.

Det fandt vi faktisk allerede ud af for 20 år siden, da de nordiske lærerforeninger sammen lavede arbejdsmiljøundersøgelsen 'Nord Stress'. Konklusionen var, at lærerjobbet har mulighederne i sig til alle tiders spændende, udviklende arbejde. Fordi det er så meningsfuldt og indeholder så mange selvbestemmelsesrettigheder. Men bagsiden af medaljen er 'retten til' at opfylde umættelige krav.

Så for det psykiske arbejdsmiljøs skyld burde lærere lave flere fælles mål og afgrænsninger, lød opfordringen allerede dengang.

Derfor burde vi også for længst have haft mere gang i den fælles skole- og professionsudvikling. For projekt skoleudvikling skal netop gerne af den enkelte lærer betragtes som den prioriterede og overskuelige indførelse af folkeskoleloven - i praksis i eget skolevæsen og på egen skole.