Stilheden. Disciplinen. Det var det første, de lagde mærke til, de 38 Randers-lærere, som for nylig var på studiebesøg på forskellige hollandske skoler i Schiedam-området.

De hollandske lærere hævede aldrig stemmen. De havde heller ikke grund til det, fortæller to af dem, der var dernede, Inger Larsen og Jytte Ploug fra Rismølleskolen i Randers: Ved det mindste optræk til uro klappede læreren to gange i hænderne; straks var roen genoprettet, og læreren havde elevernes fulde opmærksomhed. Her var ingen råben i munden på hinanden og ingen, som hang på eller klatrede op af læreren. Jytte Ploug siger:

- I begyndelsen var stilheden befriende, men efterhånden blev det næsten for meget. Der manglede spontanitet, glæde og begejstring. End ikke i spisepausen, talte børnene med hinanden, og der var aldrig fysisk kontakt mellem lærer og elev.

En anderledes skole

På Singel-skolen, hvor Jytte Ploug og Inger Larsen var på besøg, mødte lærerne klokken otte. Eleverne blev afleveret klokken halv ni, og da lå dagens opgaver og materiale parat på bordene.

Singel-skolen havde ingen frokostpause. Undervisningen sluttede klokken 14.30. Det var usædvanligt. Mange andre steder i Holland bliver eleverne hentet af forældrene klokken 12.15. De har så spisepause indtil ved 14-tiden, hvor undervisningen genoptages.

En hollandsk lærer underviser på et bestemt klassetrin. Han er for eksempel lærer for 3. gruppe (seks-syv-årige) og underviser 3. gruppe år efter år. Når eleverne rykker op i 4., får de en ny lærer.

Hollandske elever begynder i skolen, den dag de fylder fire år. 1. gruppe bliver fyldt op, efterhånden som der kommer flere fireårige i området.

Når elevene har bestået de test, der svarer til deres gruppe, rykker de op i den næste. De følges altså ikke ad i klasser, og man kan godt skifte gruppe midt i et skoleår.

Struktureret pædagogik

Pensummet og undervisningsplanen var nøje beskrevet i Schiedam. Den dag, 3. gruppe (eleverne på seks-syv år) på Singel-skolen lærte om højre og venstre, lærte eleverne på alle andre skoler i området nøjagtigt det samme.

I det hele taget var timerne fantastisk strukturerede. Hver lektion varede 35 minutter, og den blev indledt med en fem-ti-minutters instruktion fra læreren. Herefter gik eleverne i gang med dagens opgave: De regnede stykkerne på det uddelte ark, afleverede dem til læreren. Næste dag fik de dem rettet tilbage. Var løsningerne rigtige, skrev eleven dem ind med blæk og fyldepen.

Alle i klassen skulle løse de samme matematikopgaver, men i litteratur var der 20 forskellige niveauer samtidig i klassen. Til hvert niveau hørte bestemte bøger. Bøgerne stod på en liste, og når eleven var færdig med en bog, blev den krydset af på elevens liste. Inden læste eleven - hviskende - et par sætninger op for læreren, som på den måde kontrollerede, at der ikke blev snydt med krydserne.

Langt til New Zealand

Da lærerne fra Randers kørte til Holland, havde de forventet, at de skulle opleve pædagogisk nyudvikling a la New Zealand, men på dét punkt blev de skuffet, siger Jytte Ploug:

- Pædagogisk hørte de hollandske skoler, vi var på, til tiden før min egen skolegang. Det var den sorte skole, siger hun. Inger Larsen er enig:

- I billedkunst farvelagde de for eksempel fortrykte skabeloner. De sad lige så stille, alle sammen, og malede. Ikke en lyd blev der sagt. Det var uhyggeligt.

De to Randers-lærere var meget spændte på natur/teknik-timen, for de havde set lærebogen, og ud for teksten var der afbildet et øre, en næse eller et øje, så de regnede med, at eleverne her virkelig skulle bruge deres sanser. Men sådan gik det ikke, fortæller Inger Larsen:

- Læreren læste et kort afsnit op fra bogen. Så bad hun en elev læse det samme afsnit op, og sådan arbejdede de sig igennem dagens tekst. Til sidst blev et blad fra et træ sendt rundt i gruppen, og det fik eleverne så lov til at føle, fortæller Inger Larsen.

I det hele taget var det småt med juhu-oplevelser for eleverne, fortæller Jytte Ploug:

- Når læreren vurderede, at en elev havde brug for en læseoplevelse, blev eleven sendt uden for døren. Her fik han eller hun så lov til at læse lidt op for pedellen.

Pedellen er frivillig og ulønnet arbejdskraft på skolen.

Konflikter og suttefingre

Inger Larsen og Jytte Ploug oplevede ingen konflikter i de grupper, de besøgte. Disciplinen var fuldkommen. En sen eftermiddag blev det dog for meget for én af eleverne i 4. gruppe. Leon, hed han, og pludselig kylede han matematikbogen hen ad gulvet.

Læreren gik stille hen og samlede bogen op, og uden at hæve stemmen bad hun Leon forlade lokalet. Hvor Leon gik hen, tja, det fandt Inger Larsen og Jytte Ploug ikke ud af, men efter et stykke tid bankede det på døren; Leon kom ind igen og sagde noget på hollandsk; læreren nikkede, Leon gik ned på plads og bøjede sig igen over matematikbogen.

Lige så stille gik det for sig med en anden skæv eksistens, en lille lyshåret pige med røde gamacher. Hun gik i 3. gruppe, og det havde hun gjort i to år. Hun sad ikke ved sit bord som de andre. Det meste af tiden sad hun musestille under bordet med sin bamse og suttede på sin finger. Hun forstyrrede ingen, og ingen henvendte sig til hende. Hun levede sit eget stille, helt isolerede liv i klassen, og det vil hun blive ved med, indtil hun enten sætter sig op på sin plads og består de nødvendige test, eller indtil skolen får fat i et specialprogram til hende. Det har den haft planer om længe, men endnu er programmet ikke skaffet til veje.

I mellemtiden sidder hun stille under bordet og krammer sin bamse. Hun har kun ét til fælles med de andre i gruppen: Suttetrangen. En eftermiddag var der fem, som sad og suttede på en finger, mens de kæmpede med dagens pensum, fortæller Inger Larsen.

id