Skriftligt svar

Offentliggjort

Lærerne på Rytterskolen ønsker ikke at give deres version af, hvorfor de og Heidi Stein ikke kunne samarbejde.

Skolechef Ib Østergaard Rasmussen er heller ikke meget for at fortælle, hvorfor Randers Kommune valgte at afskedige Heidi Stein. Da han blev præsenteret for en række af Heidi Steins udsagn, ønskede han at svare skriftligt:

'Forud for afskedigelsen af Heidi Stein blev der rådgivet og foretaget en lang og grundig undersøgelse af forholdene på Rytterskolen. På baggrund heraf blev Heidi Stein afskediget.

Uden således at tage stilling til de enkelte problemstillinger, der rejses af Heidi Stein, ønsker jeg at bemærke, at denne sag er meget ulykkelig for alle parter.

Det var bestemt ikke rart at skulle skride til så drastiske løsninger, men som kommune havde vi ikke andet valg.

Denne sag er meget usædvanlig, og vi forventer ikke, at en tilsvarende situation vil opstå,' skriver Ib Østergaard Rasmussen.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.