Hvor er personalepolitikken i folkeskolen? Og seniorpolitikken?

Spørgsmålene stod og dirrede i luften. De blev stillet af 33 psykologer, der alle sammen er tilknyttet Lærerforeningens rådgivning for medlemmer med psykiske arbejdsmiljøproblemer. Rådgivningen, der er et tilbud til alle DLF's medlemmer, har nu fungeret i to år, og alene i 1996 havde man 450 sager.

Psykologerne kommer fra hele landet og mødtes for nylig til en erfaringsudveksling på Storebæltscentret. Med til mødet var også tre hovedstyrelsesmedlemmer og ansatte i organisationskontoret, som rådgivningen hører under.

Psykologerne har alle mødt lærere med et psykisk arbejdsmiljøproblem. Måske var de udbrændte, måske havde de været udsat for vold eller trusler, eller de var løbet ind i problemer med lederen, med kolleger eller med forældre. Og måske blev det hele forstærket af personlige problemer.

Fælles for de lærere, som rådgivningens psykologer har mødt, er, at de har henvendt sig for at få hjælp og er blevet visiteret videre til psykolog.

De medlemmer, der henvender sig til DLF med psykiske arbejdsmiljøproblemer, taler først med socialrådgiverne Laila Jensen og Susanne Grove.

Efter en grundig samtale visiterer de læreren videre. Det kan være til egen læge, til psykolog eller til noget helt andet, alt efter behov.

Formålet med rådgivningen er at hjælpe de enkelte, så problemerne håndteres ordentligt både for dem, der bliver i systemet efter rådgivning og for dem, der måske vælger at forlade skolen, gå på pension eller andet. De skal kunne gå med værdigheden i behold.

Birgitte Bräuner er psykolog i Århus. Under erfaringsudvekslingen lagde hun ud med at sige, at manglen på en personalepolitik i folkeskolen undrer hende. Og manglen på uddannelse til skolelederne. Flere af psykologerne tilkendegav samme undren.

- Der mangler ofte en gængs overordnet holdning på skolerne og en politik om at tage hensyn til ansatte, der har været syge i en periode eller midlertidigt har nogle problemer. Det kniber i det hele taget med at tage hensyn til hinanden, siger Birgitte Bräuner.

- Jeg oplever, at man er bange for at tale sammen, fordi man er angst for ikke at være god nok. Er der problemer i en klasse, bliver det alt for ofte klasselærerens problem i stedet for at sige, at det er skolens problem, og det må man løse sammen. Lærerne bliver kritiseret på detaljen. Man ser ikke på deres overordnede pædagogik.

Når hun taler med lærere om problemer, opfordrer hun dem til at danne kaffeklubber eller blive lidt efter arbejde og tale sammen.

Birgitte Bräuner mener, at skolelederne er for dårligt uddannede. Derfor mangler en del af dem overblikket og er måske i tvivl om deres rolle.

- De mener, deres rolle er det faglige - hvad det også er - men de har altså også ansvaret for de 40 til 60 lærere, der er på skolen. Lærerne er meget dårligt stedt, hvis de ikke har en bagstopper for eksempel over for forældrene.

Men lederne er også pressede, sagde psykologerne. Derfor presser de lærerne.

Er der overhovedet en seniorpolitik i Lærerforeningen og på skolerne, spurgte Søren Braskov, psykolog i Silkeborg.

- Jeg oplever, at det for mange lærere handler om at holde ud. De skal prøve at holde ud til pensionen, og deres leder og kollegerne skal prøve at holde dem ud, så længe det nu kommer til at vare. Det er ikke befordrende for noget.

- Det er, som om der er en magisk grænse tre til fire år før pensionen. Nu nærmer det sig endelig, og så slår de mekanismer fra, som ellers har fået lærerne til at overtale sig selv til at stå op om morgenen. Måske har vedkommende været sygemeldt i en kort periode, og bagefter bliver det umuligt at komme i gang igen, fortæller Søren Braskov.

Han taler om, at der tidligere stod respekt om de ældre lærere, men i dag er der ikke længere noget estimeret ved at være blevet ældre og erfaren, nu taler man om 'den gamle nar' i stedet.

- Det gælder måske nok for alle faggrupper, men jeg tror, at lærerne er mere pressede end mange andre. De har også glemt, at de eventuelt kunne skifte skole. Det tænker de unge på. Hvis de ikke kan lide lugten i bageriet, rejser de.

- De ældre kunne tidligere køre lidt på rutinen, tage nogle timer på skolebiblioteket eller ekstra gårdvagter, hvis de hyggede sig med det. Men det er der ikke længere plads til. I dag tænker de ældre alt for ofte 'det kan jeg ikke klare, fordi jeg er gammel', mener Søren Braskov.

Men det er absolut ikke kun de ældre lærere, der henvender sig med psykiske arbejdsmiljøproblemer. Flere af psykologerne kan fortælle om helt unge, der har problemer med at slå igennem blandt de ældre kolleger, og om unge, der kommer og får skolens dårligste skema, fordi man på nogle skoler åbenbart skal avancere sig frem mod et ordentligt skema.

Mange unge lærere er også usikre på deres rolle og har brug for kollegial støtte, men hvis man ikke taler sammen på lærerværelset, så bliver det så som så med kollegastøtten.

Der er brug for, at lærerne taler sammen om, hvilke regler der gælder på skolen, hvor meget støj finder man sig i, hvor mange ukvemsord finder man sig i fra elevernes side, så man har diskuteret skolens holdning til disse ting. Måske er man ikke enige, men man ved, hvor hinanden står, og man har diskuteret det. Og så nævnte flere af psykologerne, at lærerne skal lære at sige fra. For eksempel over for forældre, der ringer på alle tider af døgnet.

Et af psykologernes største dilemmaer kom også til udtryk, for hvad gør man, når der kommer to eller tre lærere fra samme skole og med de samme problemer. Det kan man ikke gøre noget ved. Tavshedspligten skal holdes, og det bliver den, men for psykologerne er det en ubehagelig situation. De kan kun opfordre den enkelte lærer til at tage sine egne problemer op over for kollegerne.

Rådgivningen har netop måttet udvide antallet af tilknyttede psykologer for at leve op til beslutningen om, at der kun må gåén til to uger, fra en lærer henvender sig til Lærerforeningen med et psykisk arbejdsmiljøproblem, og til vedkommende kan få tid hos en psykolog, hvis det er dét, man i visiteringen mener, læreren har behov for. Det betyder, at nye psykologer er tilknyttet i Thisted, Hobro, Odense og Fakse.

- Visiteringssamtalen i telefonen betyder utroligt meget, siger socialrådgiver Laila Jensen.

- Den betyder, at læreren bliver klar til at begynde hos psykologen. Derved kan man spare én til to samtaler dér, for forandringsprocessen er allerede i gang hos læreren. Alene dét, at hun selv har ringet, betyder, at hun selv har taget ansvaret for, at der sker noget.

Men det er nu ikke alle, der henvises til psykolog. Omkring en fjerdedel af henvendelserne går videre til andre, det kan være egen læge, psykiater eller i tilfælde med alkohol eller andre former for misbrug til behandling for dette problem.

- Folk kan også selv ønske at vente lidt efter at have talt problemerne igennem med en af os. Vi lytter til, hvad der er folks egne behov, siger Susanne Grove.

Man kan også foreslå supervision eller gå ind med en trekantssamtale, hvor to kolleger med problemer eller en lærer og en leder kan tale sammen med støtte fra en af de to socialrådgivere. Under samtalen bliver intet skrevet ned, rådgivningen er med for at sikre, at de to parter lytter til hinanden, prøver at forstå baggrunden og bliver klogere på hinandens synspunkter.

Drejer det sig om voldssager eller trusler om vold, vil rådgivningen tale med forvaltningen om betalingen af eventuelle psykologsamtaler. Vold og trusler er arbejdsmiljøproblemer, som arbejdsgiverne må være med til at tage hånd om og betale. I flere kommuner har man en praksis om gratis psykologbistand til ansatte, der har været udsat for vold eller trusler.

Også skoleledere, der ønsker at vende nogle problemer med andre, kan henvende sig.

- Lederne kunne sagtens bruge os mere, end det sker nu. De sidder indimellem med nogle store problemer, som de kunne have brug for hjælp til at afklare, men mange ledere har nok det krav til sig selv, at de skal kunne klare tingene, siger Laila Jensen.

- Men hvis de vender problemet med os, kan de måske få andre ideer til, hvad de kan gøre.

På organisationskontoret i DLF har den gruppe, der beskæftiger sig med afskedssager, pension og samarbejdsvanskeligheder selv lavet en supervisionsgruppe, der mødes hver anden uge med en psykolog.

- Det er kvalificerende for vores arbejde. Vi lærer af hinanden, vi har jo forskellige baggrunde og arbejdsmetoder, og det er vigtigt, at vi ved, hvorfor hver enkelt handler, som han gør. Samtidig støtter supervisionen, at man bliver en gruppe, der sammen arbejder med nogle problemer. Det er desuden en metode til ikke selv at blive slidt ned, når man arbejder med problemer, siger Susanne Grove.

Også samarbejdsproblemer på skolerne er noget, rådgivningen arbejder med. Tidligere når Lærerforeningen gik ind i en samarbejdssag, tog politikere og konsulenter fra foreningen ud og interviewede alle på skolen. På den måde blev det også dem, der kom ud til skolen, der skulle komme med løsningen på konflikten. I dag arbejder man med, at skolen selv har løsningen. Dem fra foreningen, som kommer ud på skolen, virker blot som katalysatorer.

- Fremover vil vi nok komme til at se endnu flere af disse sager, også fordi vi opfordrer folk til at komme hurtigere, så konflikten ikke kører helt fast, siger Laila Jensen.

Men alle på skolen skal være enige om, at der er brug for hjælp udefra. Ellers dur det ikke. Og alle skal også være indstillet på, at de selv skal arbejde med problemerne.

Når rådgivningen måske har været med til at afdække problemerne, må forvaltningen ind i sagen, hvis der for eksempel skal et konsulentfirma på, så bliver det forvaltningen, der må betale.

Unge kommer og får skolens dårligste skema, fordi man på nogle skoler åbenbart skal avancere sig frem mod et ordentligt skema

Tidligere stod der respekt om de ældre lærere, men i dag er der ikke noget estimeret ved at være blevet ældre og erfaren, nu taler man om 'den gamle nar' i stedet.