Trængt jyde ringer ikke til København

Århus Lærerforening har sin egen krisehjælp

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Århus Lærerforening har sit eget projekt om psykologhjælp til kriseramte lærere. Et projekt, der kører uden om lærerforeningens centrale tilbud, og som skal vare til udgangen af 1996.

Kredsen har også arrangeret kurser for tillidsrepræsentanter og suppleanter i, hvordan man støtter folk i krise, hvordan man tager hul på problemer, og hvordan man forbedrer personalepolitikken.

- Vi er gået i gang, fordi vi oplever, at der bliver taget alt for sent fat i problemerne. Det sker først, når alle kan se, at der er noget helt galt, siger Jette Jensen, kredsformand i Århus.

Der har været et øget behov for krisehjælp til lærere de seneste par år, måske fordi man er blevet mere opmærksomme på problemet. I Århus oplever man, at det især er kvindelige lærere over 45 år, der kommer i krise.

- De har været gode og ansvarlige lærere i mange år, men pludselig føler de, at de ikke længere slår til, siger Jette Jensen.

- Vi kender ikke årsagerne til dette problem endnu. Vi håber, at psykologer senere kan hjælpe os med at finde ud af, hvad det er, der sker. Men et stort problem er skolernes ledelse. Vi hører ofte, at der er styring på skolerne, men at det kniber med ledelse. Meget går i dag op i administration, men når det handler om støtte og opbakning til medarbejderne, så kniber det.

Derfor vil Århus Lærerforening tale med skolevæsnet om kurser for skolelederne. Kredsen mener, at det er en kommunal opgave at uddanne lederne til at kunne klare problemer.

Central visitering

Når lærerne i Århus har deres egen krisehjælp, skyldes det, at man allerede var langt fremme med arbejdet med projektet, da lærerforeningen tog beslutning om at oprette en landsdækkende krisehjælp. Det er meningen, at man senere vil samarbejde om krisehjælpen ved at benytte samme behandler lokalt som centralt, men indtil videre laver Århus Lærerforening sit eget projekt.

- Når man er jyde og trængt, så ringer man ikke til en københavner, siger Jette Jensen.

- Centralt i lærerforeningen foregår der en visitering, hvor foreningens socialrådgivere sender læreren videre til behandleren, men vi ser, at lærerne ikke ønsker at ringe til en fremmed. De ringer her, og vi sørger så for, at de får en tid hos den psykolog, vi benytter.

- Samtidig giver vi op til ti behandlinger, og der kan også blive tale om flere, hvis psykologen skønner, det vil hjælpe, så vores tilbud er mere omfattende end det landsdækkende, siger hun.

Kredsen har afsat 200.000 kroner til projektet, der skal evalueres, og en rapport er klar i marts 1997. Projektet omfatter ikke hjælp ved vold og trusler mod lærere. I de tilfælde har Århus Kommune en særlig krisehjælp. hela