Værneskoleelever: Protokollerne fra Værneskolen røber, at eleverne ofte havde sociale og helbredsmæssige problemer, der kun gjorde skolegangen sværere for dem. Målet med undervisningen var, at eleverne skulle blive i stand til at bestride et simpelt job som for eksempel tjenestepige eller buddreng.Foto: »Værneskolens arkiv, Københavns Stadsarkiv«
Sinker
Værneskoler: For 100 år siden åbnede Danmarks første værneskole. Eleverne var de børn, der ikke kunne følge med i skolen; de såkaldte sinker.
Engskolen 100 år: Frem til 1982 lå den tidligere Værneskole på Maria Kirkeplads, hvorefter den flyttede og skiftede navn til Engskolen. Skolen tilbyder særligt tilrettelagt undervisning for børn, der er fagligt svage eller har sociale, motoriske eller indlæringsmæssige vanskeligheder.
{Old}
I særklasse
Når det udtryk anvendes i vore dage, knyttes det som regel tilnoget positivt. En vin kan være i særklasse, en præstation kan værei særklasse, en ferieoplevelse kan være i særklasse.
Da jeg lærte ordet at kende, var der knyttet andreforestillinger til det. På min skole var der børn, der gik isærklasse - i en klasse for sig selv - ikke fordi de nødvendigvisvar sære, men fordi de havde svært ved at følge med iundervisningen. Ordbog over det danske Sprog definerer i et bindfra 1946 særklasse som »skoleklasse for daarligt begavedebørn«.
Lærerne foretrak, at vi kaldte klassen for en hjælpeklasse.Dette ord defineres af samme ordbog som »klasse, hvori børn, derpaa grund af sygdom, underernæring og lignende er kommet tilbagefor deres kammerater, (midlertidig) anbringes«, og det er jo nogetlidt andet. Endnu før talte man om sinkeklasser, og jeg har kendten underviser, som, efter hvad han oplyste, havde fungeret somsinkedegn.
Men altså: I halvtredserne havde mange af de større skoler flereniveauer: Underskole, mellemskole, fri mellemskole, realklasse oghjælpeklasse. Ingen af delene eksisterer længere. Fri mellem varfor »de mindre bogligt anlagte« eller »for de mere praktiskanlagte«. Senere gjorde forfatteren Peter Høeg »de måske egnede«til en kendt bogtitel.
(New)
I dag holder man eleverne samlet. Inklusion er et af tidenspædagogiske hurraord. De elever, der udskilles, er nu mange stederde kvikkeste, der mødes omkring særlige talentudviklingsprogrammer,i eliteklasser eller på eliteskoler. Hvor man før isolerede bunden,isolerer man nu toppen eller dem, der på udskilningstidspunktettegner til at nå derhen. Men som bekendt udvikler børn derestalenter på meget forskellige tidspunkter, og tidens elitedyrkelsehuer ikke undertegnede.
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I 1800-tallet havde byskoler og landsbyskoler hver deres udfordringer. På landet var bygningerne ofte små, skolevejene lange og investeringer i undervisningsmaterialer sparsomme. I større købstæder og især i hovedstaden var der derimod fra midten af århundredet en markant investering i udbygning af skolevæsenet, blandt andet på grund af det stigende børnetal og for at dæmme op for sociale problemer.
Annonce:
I København eksisterede en række forskellige specielle skoleformer for børn med særlige behov, for eksempel Blindeinstituttet, og for børn, som man mente krævede særlig overvågning, for eksempel Internatskolen. I de offentlige skoler fandtes også hjælpeklasser for børn, der ikke kunne følge med på de andre børns niveau. Årsagerne kunne være sygdom, dårlig adfærd eller manglende evner.
Omkring 1900 var der stor interesse for, hvordan man kunne vurdere og udskille børn, der var forsinkede i deres udvikling, og som derved forsinkede de øvrige elever i klassen; de såkaldte sinker. Interessen for test og særundervisning var en del af en ny kompleks, international pædagogisk bølge, der havde rødder dels i Fröbels og Montessoris småbørnspædagogik, dels i tidens socialdarwinisme.
I Skandinavien mødtes læger, pædagoger og lærere og drøftede spørgsmål på konferencer og i tidsskrifter med de tidstypiske titler: »Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen« og dets efterfølger »Nyt Tidsskrift for Abnormvæsen«.
I Frankrig udvikledes IQ-test netop til dette formål, og i Mannheim i Tyskland fandtes et system af parallelle hjælpeklasser, der skulle sikre, at elever blev undervist sammen med børn på deres eget niveau. I 1913 åbnede Danmarks første specialskole for »sinkerne«; Værneskolen på Maria Kirkeplads. Navnet antyder en bevidsthed om, at disse elever havde brug for særlig opmærksomhed og omsorg, og skolen havde gode forhold, for eksempel en legeplads med sandkasse og lav klassekvotient. De lærere, der underviste på skolen, og som skrev om og engagerede sig i sinkernes skolegang, var også blandt tidens progressive pædagoger, blandt andre Sofie Rifbjerg og legepladsforkæmperen Hans Dragehjelm.
